Jane Aamund er død: Den kærlige forfatter skrev, som det passede hende

Alle mennesker dør, men ikke alle mennesker lever. Jane Aamund gjorde. Levede – på trods – og delte det med alverden. De seneste 20 år levede hun også med døden og den kræftsygdom, der til sidst tog de kræfter, der var tilbage.

Jane Aamund døde tirsdag aften klokken 22.40 på Ankerfjord Hospice i Hvide Sande, 82 år gammel, omgivet af sin nærmeste familie, blandt andet børn og børnebørn, oplyser hendes yngste søn, Jens Rekling, der er læge og forsker på Københavns Universitet.

Hun havde været alvorligt syg siden jul og sov stille ind efter længere tids svær sygdom på Ankerfjord Hospice, hvor hun havde opholdt sig i tre uger.

»En stor livskunstner er død, og hun vil blive savnet inderligt af hele sin familie, mange venner og de mange mennesker, som har følt sig inspireret og beriget i deres eget liv af hendes bøger og artikler,« siger Jens Rekling.

Både før og et stykke tid efter sin diagnose var Jane Aamund en skattet feature-journalist på nærværende avis med et særligt udviklet talent for at skrive kærlige, krasse, men altid humoristiske portrætter af danskere, Danmark og den danske tidsånd. Og læserne elskede hende for det.

Med sygdommen og den efterfølgende behandling kom der yderligere fart på det forfatterskab, hun allerede havde søsat med Klinkevals-trilogien som flagskib. Her fortaltes i tre bind Aamund-familiens historie med udspring i Jylland og på Christianshavn.

Jane Aamund tålte ikke morfin og brugte skriveriet som sin egen afledning og smertebehandling.

»Jeg ligger og skriver direkte fra operationsbordet,« lød det på et tidspunkt i telefonen. Og man vidste, at hun både var forpint, sjov og alligevel tæt på sandheden.

Elsket og kritiseret

Som forfatter inddrog hun det hele – sin slægt, sig selv, sit kærlighedsliv, sin erindring, sine drømme og sin sygdom og dens behandling – i sine bøger, der balancerede på kanten til det kulørte. Men hun var elsket, beundret og fejret af en vældig læserkreds, der tog hende til sig som deres personlige heltinde. Og hun modtog stabler af breve fra personer, der skrev, at de ellers ikke læste bøger, men hendes havde de læst, og her havde de hentet styrke i Aamunds livsvisdom.

Jane Aamund gjorde sit liv og sin smertefulde sygdom til en fortælling om mod, kærlighed og ærlighed, men sandheden var, at sine inderste hemmeligheder røbede hun aldrig, måske ikke engang for sig selv.

Midt i al den offentlige festivitas, der ofte også var om hende, var der noget, hun aldrig fortalte om sit livs virkelige kampe. Dem slap hun først løs, når hun havde fået dem omskrevet til den absurde komik og selvironi, der, som kollegaen og vennen Lise Nørgaard har sagt det, »var indvævet i Janes filter«.

Livskraft og livsglæde

Som forfatter, journalist og livsklogt kvindemenneske skabte hun sin egen virkelighed. I Jane Aamunds verden var der – næsten altid – morsomt og meget, meget underholdende. Hun skabte bogstavelig talt hverdag om til fest, og selv i sine mørkeste stunder forlod livskraften og livsglæden hende aldrig.

Hun var i den sidste tid meget træt. Der var ligesom ingen ende på, hvad hun skulle igennem af fysiske prøvelser. Men hver gang, vi troede, at nu var det slut, rejste hun sig igen for at tage en ny omgang med det liv, som hun til den sidste time var så dybt forelsket i.

Jane Aamund flyttede i 1999 til Lemvig, hvor hun havde et hus med udsigt over vandet. I 2018 fik hun, hvilket siger noget om hendes energi og livsmod til det sidste, bygget et nyt hus i Nr. Nissum i ét plan, så hun efter en knæ- og en hofteoperation kunne komme omkring i hjemmet. Hun flyttede ind i huset i maj.

Gennem erindringsbøgerne er Jane Aamunds opvækst i en farverig familie kendt stof for hendes mange læsere. Faderen var en charmerende og buldrende forretningsmand, moderen af jordnær bondeslægt, og Jane Aamund vedstod sig arv og gæld til begge. Hun giftede sig som 19-årig, måske mest for at komme hjemmefra, og den unge dyrlægefrue blev kendt i København som en festlig pige, der altid var med på den værste.

Hun fik en typisk pigeuddannelse som engelsk korrespondent og arbejdede senere som freelancemedarbejder ved flere dag- og ugeblade. I 1968 fik hun sit eget PR-bureau og var ansat som informationsmedarbejder i Landbrugsministeriet i 1977, da lynet slog ned, og hun tog flugten til Amerika med sit livs kærlighed, den amerikanske dyrlæge »Bob«, som hun mistede igen kun et år efter.

Jane Aamund var 45 år, og hun havde brændt alle broer bag sig, da hun vendte tilbage til Danmark. Hvad skulle der blive af hende? Det havde hun selv en idé om, da hun meldte sig på Berlingske. Hun ville skrive, og hun vidste også, hvad hun ville skrive om. Hun ville skrive om danskerne og om Danmark på en anden måde.

Den første artikel om det danske kastesystem blev bragt i Berlingske 16. september 1979. En historisk dato, for den blev Jane Aamunds gennembrud som original og skarpsindig livsstilsjournalist.

Som journalist var hun en fri sjæl, der ikke kunne spærres inde i faglige konventioner. Hun overtrådte alle regler for, hvordan man skriver en »rigtig« artikel. Hun skrev, som det passede hende. Kollegaerne skar tænder, redaktørerne rev sig i håret – og læserne jublede. Jane Aamund skrev let, og hun skrev om det lette.

Hun debuterede som forfatter i 1977 med bogen om de ni dronninger, der stod bag en kong Christian. Den handlede, ligesom alle Jane Aamunds bøger, om kærlighed, men det var først med trilogien om sin egen families liv på Christianshavn i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, at hun slog sit navn fast som en folkelig og livlig fortæller. »Klinkevals«, »Juliane Jensen« og »Oven vande« med den modige, kærlige og ærlige farmor, Juliane, hendes eget alter ego i centrum, kom på bestsellerlisterne.

Da Jane Aamund fik konstateret kræft, vidste hun, at det var alvor. Selv i de mørkeste timer under det lange og smertefulde behandlingsforløb bevarede hun sit livsmod og sin værdighed. Hun kunne hverken spise, drikke eller tale på grund af de frygtelige stråler. Men hun kunne skrive. Og det gjorde hun. Hun skrev for livet.

»Colorado Drømme« blev hendes første rigtige roman, en skæbnefortælling om den store passion. Som hovedpersonen, Jane, siger det et sted i bogen: »Har man ikke oplevet kærligheden i sit liv, må man lede efter en kærlighed så stor, at den kan holde frygten for døden væk.«

Det er den livsvisdom, Jane Aamund levede sit liv på, og som hun gav videre til sine mange, mange læsere.

En mængde priser blev det til. I 1998 blev hun tildelt den fornemste, De Gyldne Laurbær. Berlingskefonden gav hende sin journalistpris, og to gange blev hun kåret til danskerne yndlingsforfatter.

Hjem til Lemvig

De sidste mange år levede hun på den vestjyske hjemegn ved Lemvig, hvorfra hendes til Christianshavn udvandrede mor var kommet. Her følte hun et tilhørsforhold, her følte hun sig ikke mindst varmt modtaget, og her fik hun ro til at pleje sig selv – og bøgerne. I det vestjyske fandt hun venskaber og masser af ny inspiration at øse af. Og her sluttede hun en livscirkel. Hun ønskede at blive begravet på kirkegården i Heldum, hvor også hendes mormor og morfar ligger.

Alle mennesker dør, men ikke alle mennesker lever. Jane Aamund gjorde det – ærligt, kærligt og slagfærdigt. Og med et smil.

Jane Aamund efterlader sig to sønner, højesteretsdommer Michael Rekling og læge Jens Rekling, svigerbørn og fire børnebørn.