Jan Sonnergaard måtte ikke tage hjem, før han havde skrevet en historie

Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Sagen er, at da jeg skrev novellesamlingen, satte jeg mig for at skrive en upopulær bog. En bog, som måske ville få et par gode anmeldelser, men som også ville betyde, at folk råbte »fy« efter mig.«

Ordene var Jan Sonnergaards. De faldt i en samtale med denne nekrologs forfatter, det skete i en lille lejlighed i Hillerødgade i Københavns nordvestkvarter. En rigtig forfatterhybel, kunne man sige. En lejlighed af den slags, man bor i, når man endnu er ung og lovende. Hvilket Jan Sonnergaard da også i dén grad var, dengang i 1997, da den 33-årige forfatter netop havde udsendt sin første bog, novellesamlingen »Radiator«.

Den strøg direkte ind på bestsellerlisten, og succesen kom helt bag på både forfatteren og hans forlag, Gyldendal, og mens vi sad der og snakkede over et par gode, udenlandske øl, var første oplag allerede udsolgt.

Et nyt, betydeligt dansk forfatterskab havde taget sin begyndelse. Med en samling fortællinger, der var så forfriskende i al deres ramsaltede 90-er-realisme, og som helt ud i titlen var en provokation, for med »Radiator« viste Jan Sonnergaard, at man, modsat hvad der var den herskende visdom på litteraturbjerget, godt kunne inddrage noget så prosaisk som en radiator i et skønlitterært værk.

Og nu er det så slut, lige pludseligt, uventet.

 

Jan Sonnergaard er død, 53 år gammel, ifølge Gyldendal som følge af et hjertestop, som ramte ham under et ophold i Beograd. Et passende sted, skulle man synes, midt i sorgen, for Jan Sonnergaard var, oven i alt det andet, han også var, en rejsende forfatter. Læs bare hans »Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer« fra 2013, for det er en bog, der handler om netop dét, som titlen, angiver - bortset fra, at det med opbyggeligheden vist skal tages med et gran salt.

Det er en bog, der er så udpræget sonnergaardsk i sin fortællelyst, sin sanselighed, sine hudløse beskrivelser af kærlighed og lyst, sin direkte illusionsløshed, og bogen blev da også nomineret til Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings litteraturpris, Læsernes bogpris.

I et interview med Berlingske i den anledning sagde Jan Sonnergaard blandt andet: »Jeg syntes, vi måtte lidt ud. Til et sted hvor vi ikke var hjemme. Jeg ville gerne have, at der ikke var for meget, der støjede på linjen i forhold til de temaer, jeg skriver om, og så ville jeg gerne skrive om fremmede lande.«

Særligt én historie i bogen vakte opsigt, den hed »Uhyret i Villa Borghese, og i den er der en dansker, der er et umisforståeligt portræt af en kendt litteraturanmelder. Det portræt var ondskabsfuldt som bare fanden.

»Jeg havde bare behov for en skurk, og så syntes jeg, at han var et glimrende forlæg«, forsvarede Jan Sonnergaard sig.

Karaktermordet siger nok noget om Jan Sonnergaard. Om en hudløshed, måske nærtagenhed, som måske også hang sammen med på en eller anden måde at føle sig udenfor. Men som de, der havde mødt Jan Sonnergaard, også godt vidste, fremstod han også som et venligt, imødekommende, nærmest lidt beskedent gemyt, og hvis der er en hård, nogle gange næsten nådesløs tone i hans skrift, så suppleres den altid også af en følsomhed, som bevæger. Det bliver litteratur ikke ringere af.

Jan Sonnergaard blev født 1963 i Virum og blev uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og filosofi ved Københavns Universitet. Da »Radiator« så dagens lys, havde han fået trykt et par novellesamlinger i forskellige antologier, og med »Radiator« kom der ikke bare et frisk pust ind i dansk litteratur, bogen blev også et afsæt for Jan Sonnergaards rolle som samfundsdebattør. En rolle, han gerne tog på sig, og som mediemæssigt kulminerede med en injuriesag, der blev afsluttet, da han i 2001 blev frikendt for at have krænket Pia Kjærsgaards og Mogens Camres ære ved at kalde dem for »landsforrædere«.

»Forhåbentlig vil dommen få de højrøstede i indvandrerdebatten til at besinde sig på, at den grove retorik, de bruger, kan ramme dem selv,« sagde Jan Sonnergaard efter dommen.

Men det er selvfølgelig forfatteren Jan Sonnergaard, der især vil blive husket, og lad os kaste et blik på dét. »Sidste søndag i oktober«, andet bind i den trilogi, der begyndte med »Radiator« tager tråden op fra forgængeren med sine skildringer af livet i storbyen og den store kærlighed, der måske, måske ikke varer ved, af livet på forsiden og livet på bagsiden, af den sociale deroute.

I »Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen«, trilogiens tredje bind, er der igen moderne socialrealisme for fuld udblæsning, og ikke mindst de, der lever livet på første klasse, må holde for. I den netop afdødes første store roman, »Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom« er 1980er-frygten for en forestående atomkrig i et miljø af yuppier et gennemgående tema.

I hans sidste roman, »Frysende våde vejbaner«, får man en sort, god og ukunstlet fortælling om en uopslidelig tabertype, tilsat et lige så uopslideligt tema: Den store, mislykkede kærlighed. »Frysende våde vejbaner« er en roman, hvor Jan Sonnergaard, som denne artikels forfatter påpegede i sin anmeldelse, demonstrerer et indgående kendskab til såvel brune værtshuse som gourmetrestauranter og til såvel lurvede lejligheder som luksushoteller, ligesom han - eller i hvert fald hans mandlige hovedperson - på en eller anden måde holder af begge dele.

Jan Sonnergaards og hans hovedpersons foragt for opblæste litteraturanmeldere (her var de igen!) er heller ikke til at tage fejl af. En sublimt ond beskrivelse af et prætentiøst party hos en kvindelig én af slagsen er et af romanens højdepunkter. Hvad enten man kan lide det eller ej.

Nu er Jan Sonnergaard død, og han døde i Beograd, og det har som nævnt sin egen smukke logik. Se her, hvad Jan Sonnergaard også sagde til Berlingske, da han var blevet nomineret til Læsernes bogpris.

»Der har de seneste år været en overvægt af meget national dansk litteratur, hvor rammen er hjemmet og parforholdet. Det er der ikke noget galt i, men jeg syntes, at det stik modsatte var det sjove (...) Jeg kunne helt klart mærke med den her bog, at det genererede noget forskelligt, alt efter hvor jeg var. Nogle steder kom jeg kun med antydningen af en idé, og her var det byerne, der bestemte, hvad der kom til at stå. Jeg havde et princip om, at jeg minimum skulle være et sted i et kvartal, og jeg måtte ikke tage hjem, før jeg havde skrevet en historie.«