Jan E. Jørgensen: »Jeg synes, vi som samfund på mange måder har nærmet os Orwells skrækvision«

Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

»Af de syv klassiske dyder - hvor man af en eller anden grund oftest hører om deres modsætning, de syv synder - må det være industria, indsatsvilje, med modsætningen dovenskab. Selvfølgelig er det vigtigt at knokle på, og det gør jeg også selv ganske mange timer om ugen. Men man skal også huske at give sig tid og lov til engang imellem bare at dovne og lave absolut ingenting. Midt i det her hamsterhjul, hvor vi pisker rundt hver dag, kan både jeg selv og samfundet som helhed have en tendens til at glemme, hvor dejligt det er bare at dovne den en hel søndag.«

Tror du på Gud?

»Ja, det gør jeg. Og jeg mener også, at kristendommen fylder meget mere i vores land og i vores samfundsform, end vi måske egentlig tror. Jeg går ikke særligt ofte i kirke, mest til jul, bryllup og barnedåb - og nu skal jeg i kirke nogle gange med min søn, der skal konfirmeres. Men der blev sagt nogle ret gode ting dengang for 2000 år siden, som har gyldighed den dag i dag. Ikke mindst om barmhjertighed og tilgivelse, der er vigtige som en moderation i vores liv. Som politiker mærker jeg en stigende tendens til nultolerance og ingen tilgivelse. Måske skal vi tænke lidt mere over, at vi alle er syndere og kan have brug for en smule tilgivelse og overbærenhed.«

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

»Jeg er meget fascineret af dystopiske fremtidsfortællinger, både på film og i bogform. Henrik Stangerups »Manden der ville være skyldig« er en slags pendant til Orwells »1984«, en fabel over et velfærdssamfund, der er gået amok, hvor al skyld og personligt ansvar er taget fra folk. Den er værd at tænke over. Jeg synes, vi som samfund på mange måder har nærmet os hans skrækvision.«

Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?

»Kriminologen Flemming Balvig var studieleder på universitetet, da jeg underviste der. De studerende skulle lave en evaluering af min indsats som lærer, og de var gennemgående positive. Bortset fra en, der skrev, at faget var spændende, men underviseren havde fuldstændig formået at ødelægge hans interesse for stoffet. Rimeligt hård kritik. Men så sagde Flemming: »Ved du hvad, man kan ikke være venner med alle.« Og det tror jeg, man skal lære at slå sig til tåls med. At tro, at hvis man bare gør sig helt vildt umage, vil alle synes, man er fantastisk - det kan bare ikke lade sig gøre. Og hvis man bestræber sig rigtig meget på det, ender man jo med at være fuldstændig ligegyldig.«

Hvornår indtraf dit professionelle livs mest afgørende øjeblik?

»Op til folketingsvalget i 2011 havde jeg sagt ja til at stille op i Utterslev kredsen, som er Venstres suverænt dårligste i hele Danmark, og da både Søren Pind og Rikke Hvilshøj, som dengang var minister, også var stillet op, havde jeg ikke mange chancer. Så blev Frederiksberg, hvor jeg jo bor, ledig. Men i stedet for mig valgte man at opstille Malou Aamund, som netop var skiftet fra Liberal Alliance. Det blev jeg enormt skuffet over, for det var jo mig, der havde slidt og slæbt for partiet siden mine helt unge VU-dage. Men jeg tog ikke kampen.

Da Malou så trak sig, og bestyrelsen i stedet for mig indstillede Martin Geertsen, spurgte jeg min chef i det advokatfirma, hvor jeg arbejdede, om jeg kunne blive partner, hvis jeg gik ud af politik. Det kunne jeg godt, men han syntes ikke, jeg skulle give op. »Advokater kan man fodre svin med, men der er kun 179 folketingsmedlemmer,« sagde han. Så jeg stillede op til kampvalg - og vandt. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg ikke været i politik i dag. Så nogle gange må man tage kampen og ikke bare sidde og vente på, at telefonen ringer. Og heldigvis blev Martin, som havde fået Utterslev i stedet for mig, også valgt ind.«

Hvad er dit yndlingsord?

»Det er »Far«. Fornylig begyndte min søn at kalde mig Jan. Og jeg sagde, »det skal du altså ikke, du skal kalde mig Far«. For det at være far er det største, der nogensinde er sket mig. Måske betyder det ekstra meget for mig, fordi jeg ikke selv er vokset op med min far - han syntes ikke, han skulle have en rolle i mit liv, og derfor har jeg aldrig selv haft mulighed for at sige »Far« til nogen.«

Hvordan føles kærlighed?

»Kærlighed til familien - min kone og mine to børn - er noget helt særligt. Det er ikke som forelskelsen, den varer gud ske lov ikke ved for evigt, for det er jo en tilstand af lettere sindssyge. Men den varme lykkefølelse, jeg kan få, når jeg sidder og betragter min kone eller hører mine børn entusiastisk fortælle om noget i skolen, det er det, jeg forbinder med kærlighed.«