James Bond genopstår

Forfatteren Sebastian Faulks har fået grønt lys til at skrive en ny James Bond roman.

Forfatteren Ian Fleming fik udgivet sin sidste roman om James Bond i 1966 - to år efter forfatterens død. Men lige som forfatteren til de populære Harry Potter-bøger J.K. Rowling siger, skal man aldrig sige aldrig til en fortsættelse, og nu er der en ny James Bond-roman på vej.

Det er ifølge BBC den britiske forfatter Sebastian Faulks, som er blevet spurgt af Flemings arvinger, om han ville lægge pen og navn til den nye bog, som bærer titlen 'Devil May Care'. Bogen bliver nummer 15 i rækken af James Bond-bøger. Sebastian Faulks har tidligere fået udgivet blandt andet 'Birdsong' ('Men fuglene synger alligevel') og 'Charlotte Gray', som i øvrigt blev filmatiseret med Cate Blanchett i hovedrollen.

Den nye roman kommer i anledning af, at Ian Fleming ville have fyldt 100 år og er på gaden i Storbritannien den 28. maj næste år.

Ian Flemings familie er ifølge BBC meget begejstrede for det, de foreløbig har læst fra Sebastian Faulks hånd.

Selv siger Sebastian faulks om sin James Bond-roman, at den er 'omkring 80 procent Fleming', og at han i øvrigt var meget overrasket over at familien netop valgte at henvende sig til netop ham.

- Da de henvendte sig, fortalte jeg, at jeg ikke havde læst bøgerne siden jeg var 13. Jeg sagde også, at hvis jeg stadig nød dem ved en genlæsning, og kunne få en idé til, hvordan jeg kunne lave noget i samme stil, gerne ville overveje det, siger Sebastian Faulks til BBC.

Skuespiller og forfatter Charlie Higson har tidligere - også med Flemings families velsignelse - skrevet fire bøger om James Bonds ungdom under mærket 'the Young Bond', rettet mod unge læsere.

Det er endnu uvist, om den nye James Bond-roman skal filmatiseres.