Jeg sidder og kigger på dig lige nu.

Du ved ikke, at jeg betragter dig fra den anden side af husets glasdør. Fuldstændig opslugt af dig selv og dit eget forehavende.

Du er i færd med den store morgenvask på terrassen. Du strækker de lange, slanke forben frem og slikker dem systematisk og pertentligt med din lyserøde tunge. Blanker din hvide pels med de våde poter. Ind imellem holder du inde og kigger rundt med dine vågne, gule øjne. Spidser ører i blæsten, hele tiden opmærksom på, hvad der sker rundt omkring dig. Du er tydeligvis vant til at skulle identificere lurende farer. Så giver du et lille kaldende mjav fra dig, inden du fortsætter dit toilette.

Nu har du lagt dig til rette på den løber, der ligger derude. Hvem vil ikke gerne være kat? Det kommer vist an på, hvilket katteliv, man bliver budt.

Nogens gode kat

Forleden aften kom en spættet kat frem af tusmørket. Hun smøg sig kælent om benene på os og var helt åbenbart vant til menneskehænder. Hun ejede slet ikke den sky natur, der normalt får en vildkat til at skyde af sted som en pil, når den pludselig møder et menneske på sin vej. Og ja, hun fik lidt levnet lakseskind fra det måltid, vi lige havde sat til livs, og også en skål med vand.

Hvem var hun? Vi havde måske nok set hende strejfe omkring derude. Inde i det høje græs oppe langs markvejen, i skvalderkålens kølige jungle eller langs hegnets skygger. Hun kunne ikke bare være vild, sådan som hun knyttede sig til mennesker. Var hun en sommerhuskat, en strejfer fra en af gårdene i nærheden, som nogen havde taget sig af en stund? Hvis hun var nogens gode kat, hvorfor havde de så ikke sørget for at behandle det udslet, hun havde på de strittende, opmærksomme ører? Hvorfor var hun så så mager under pelsen, når man strøg fra halsen ned mod den strittende hale?

Katja, kaldte vi hende. »Kat« lød af lidt for lidt.

Og her til morgen kom hun så med sin store killing i munden. Den var død. Hun efterlod den livløse unge halvt under træverandaen. Vi måtte grave den ned på marken ved siden af. Hvorfor var den død? Det så ikke ud til, at den var underernæret? Og så kom hun selvfølgelig med en unge mere, der denne gang var i live. Det lille pibende væsen trykkede sig op ad garagevæggen. Vi forsøgte at indrette en kasse med mad og et par gamle håndklæder til den, men i skrivende stund er den stukket af og er forsvundet ind under brædderne i brændeskuret. Kommer den nogensinde ud igen? Eller vil den dø derinde, mens dens mor går og mjaver nede i haven?

Overskudslager

Vi bor ikke her på landet og vil ikke kunne tage hånd om hende og ungen. Naboerne vil ikke have hende. Jeg har spurgt. De dejlige mennesker havde sagt ja, hvis ikke han havde katteallergi. Og Katja er tydeligvis ikke en kat, man bare kan holde ude og på afstand.

Nu prøver vi så Kattens Værn. Ellers må vi ringe til dyrlægen, sådan som man tit gør her på landet. Så må han komme med sin sprøjte. Forhåbentlig går det hurtigt. Et stik, så en kort søvn, så den store stilhed. Først ryger killingen. Så ryger Katja.

Hver sommer efterlades katte, som nogen synes, det er hyggeligt lige at tage hånd om, mens man er på ferie. Så kører den rare familie igen, og der står et lille liv og kigger efter bilen, der forsvinder. Overladt til sig selv og en tilværelse, ingen skal ønske sig. Til en langsom vinterdød. Katja er ganske sikkert fra sidste års overskudslager. I det mindste kan vi gøre en ende på elendigheden. Det stakkels, søde dyr har tydeligvis ikke et godt liv. Det skal hun spares for. Men vi håber.