Jakob Steen Olsen: »Så skete det alligevel. Og jeg var ked af det. Men jeg var mere end det. Jeg skammede mig også gevaldigt«

Foto: Søren Bidstrup

»Far døde i aftes«.

Beskeden tikkede ind på min telefon klokken 10.51. Ordene var nu på engelsk: »Dad passed away last night.« Sendt af en finsk, midaldrende kvinde. Men den, det handlede om, var en 82-årig amerikansk mand i Phoenix, Arizona. Den var ventet, meddelelsen, og så alligevel slet ikke. Så var det altså nu, det skulle være.

Jeg befandt mig på en tropisk ferieø, og da jeg løftede blikket, var omgivelserne helt uberørte af nyheden. Solen skinnede stadig, bølgerne slog ind over stranden med samme dovne skvulp som øjeblikket før, udsynet over øerne, der havde lagt sig i forlængelse af hinanden som en drage i Andamanerhavet, var uændret. En båd krydsede ufortrødent tøffende farvandet et sted derude. Men inde i mig havde en usynlig hånd grebet mig hårdt om hjertet, mens struben snørede sig sammen. Så skete det alligevel. Og jeg var ked af det. Men jeg var mere end det. Jeg skammede mig også gevaldigt.

Efter lang tids kamp mod lungekræft var Lowell død. Kemobehandlingen havde været indstillet et stykke tid.

»I mener, jeg skal holde en pause?« spurgte han. »Nej, der er ikke mere, vi kan gøre for dig,« svarede kitlerne. Lægerne havde opgivet kampen. Hans krop kunne ikke længere tåle den gift, man hældte i ham for at holde sygdommen stangen. Relativt kort tid efter åndede han ud efter at have været sengeliggende, siden han kom hjem fra hospitalet. Lørdag aften var han forsvundet, omgivet af sin hustru og deres for længst voksne datter.

Lowell var faderen i den værtsfamilie, jeg boede hos, da jeg var udvekslingsstuderende i den glohede ørkenby Phoenix i midten af 80erne. Et år, hvor jeg gik fra at være et forskræmt barn til et lidt mere voksent menneske. En god og tryg oplevelse hos en åben og kærlig familie, som blev min amerikanske slægt. Jeg har besøgt dem flere gange siden, og de har besøgt mig. Vi har vedligeholdt kontakten, også selv om de er blevet gamle, og jeg selv er gået fra at være en usikker teenager til at være en midaldrende mand på samme alder, som de var dengang.

Den, der sendte mig beskeden, var finske Susanna, der også var en af familien Fryes udvekslingsstuderende – vi er nemlig en hel flok, som skiftedes til at være deres adopterede barn i gæsteværelset på Palo Verde Drive. Og som alle har været lige påvirkede af Lowells død. Jeg tror aldrig, jeg har kendt et mere generøst menneske. Et menneske, som åbnede sit hjem for unge mennesker fra alle dele af kloden. Som var oprigtigt interesseret i, hvad de havde at sige. Hvad de tænkte og følte. Som orkede at levere råd og vejledning på den mest diskrete måde, og som først og fremmest var det, der er det fineste, man i hvert fald kan være i min bog: rar.

Jeg ringede op til Julie, moderen i familien, i den ene time, hvor vi kunne tale sammen på tværs af tidsforskellene. Hun var lige stået op – jeg holdt den gående til sent om aftenen, hvor jeg fik fat i hende på en vibrerende telefonforbindelse. Julie og Lowell var high school sweethearts, der blev gift, så snart det kunne lade sig gøre. Hvad siger man til en kvinde, der har mistet sin mand efter 63 års ægteskab?

»Eller er sandheden, at jeg måske bare var for travl, for selvoptaget, for egoistisk? Nu var det for sent. «


Julie sagde det selv: »Han var bare en god mand.« Og det var han. En af de millioner af hårdtarbejdende, anstændige amerikanere, der har været med til at gøre »America great«, længe før Trump fandt på slagordet. Som har bygget sit eget hus, forsørget sin familie, kæmpet for sin lille håndværkervirksomhed. Og i øvrigt republikaner.

Hvorfor følte jeg så skyld og skam der i ferieparadiset? Naturligvis fordi jeg gang på gang havde udskudt at få købt den flybillet og sat de feriedage af til at besøge Lowell, inden det var for sent. Jeg vidste, han var syg, men jeg havde intet gjort. Hvorfor? Fordi jeg godt vidste, det ville være sidste gang? Eller er sandheden, at jeg måske bare var for travl, for selvoptaget, for egoistisk? Nu var det for sent. Budskabet til mig selv var så banalt, som det kunne være: Gør det, der skal gøres i tide. Jeg greb aldrig chancen for at vise ham, hvor meget han betød. Det kunne jeg så nu fortælle hans efterladte. Og det kan jeg sige til dem, når jeg nu har købt en flybillet til Phoenix, Arizona.