Jakob Steen Olsen: Når man er bange for verden, bygger man et hus

Der er rigtig mange, der har det økonomisk svært i disse tider. Vi ved det godt: De fleste handlende, ikke mindst dem, der har været tvunget til at lukke hele forretningen ned, kæmper for at holde snuden oven vande. Men der er nogle, der ikke bare har hutlet sig gennem de hårde tider, men måske ovenikøbet har nydt godt af dem – for manges vedkommende til deres egen overraskelse.

Danske håndværkere melder om fuld aktivitet. Faktisk er der endnu mere fyldt i ordrebøgerne, end der var på samme tid sidste år, skal man tro et indslag på TV 2 forleden. Min egen svoger er tømrer med egen virksomhed, og han har nok at se til, fortæller han.

Selv er jeg også en af dem, der har sat gang i hjulene og slået sparegrisen i stykker. Men det er hverken nyt sommertøj – hvem skulle jeg vise herligheden frem for? – eller dyre ferierejser til udlandet, der lægger beslag på mine sammensparede skillinger, for her i maj er hele to udlandsrejser for længst blevet aflyst.

Også jeg har sat gang i håndværkernes indtjening. Ikke bare helt og aldeles ufrivilligt i lejligheden derhjemme, hvor en vandskade fra oven resulterede i et smadret køkken med hul i væggen, hul i loftet og et hul i mit nervesystem. Også på landet i det noget mere fredelige refugium Skåne, hvor den lokale tømrer fra Fränninge, Per, er hidkaldt for at være med til at bygge et gæstehus nede bagerst i haven. En stor og uigennemtrængelig skov af 35 meter høje graner er blevet fældet, og nu er der plads til et anneks.

Jeg er helt med på årsagerne til de mange nybyggerier, inklusive mit eget.

For det første finder man jo ud af, hvad det er, man går og mangler, når man er tvunget til at opholde sig i boligen derhjemme.

For det andet tror jeg også – det gælder i hvert fald her på matriklen – at vi ikke er så vant til at føle os ubrugelige, magtesløse og en smule tilovers i tilværelsen. Det har i hvert fald udløst en nærmest ekstatisk, lettere udmattende og angstdæmpende foretagsomhedsrus her i huset, hvor der laves mad, bages, gøres rent, bygges terrasse og minidrivhus, graves sprinklersystem ned til stauderne, anlægges nye bede, sås blomstereng – find selv på mere, ellers gør vi det i morgen. I stedet for at sidde og gruble over verdens undergang, griber vi en spade eller en pensel, luger et hjørne eller pudser et vindue.

For det tredje er vi i en tid med voldsom omskiftelighed begyndt at forstå, at vi kun lever én gang. Vi har talt om det gæstehus længe, nu bygger vi det bare for helvede. Der er indtrådt en vis form for fandenivoldskhed i forhold til det hele. Hvorfor skal vi nægte os den glæde? Vi kan bruge det allerede til sommer! Indtil videre har vi vores gode arbejde, og så går det okay. Ellers går det nok alligevel.

Og så er der endelig det, som en psykolog sikkert kunne få mere ud af. I disse tider, hvor verden er blevet farlig, forskanser vi os. Vi opfører os simpelthen som en af de tre praktiske grise, der bygger et solidt hus, så den store stygge ulv ikke kommer og tager os. Et med tag, vægge og en dør, der kan låses indefra.