Jakob Steen Olsen: Hvis man har sunget morgensang i skolen, kan man være heldig at have en uvurderlig musikalsk-poetisk skat med sig gennem livet

Et jubelkor tog bolig i mig her til morgen, hvor jeg gik en tur med lånehunden – for første gang i år uden overfrakke.

Foto: Søren Bidstrup

Da jeg var barn, gik jeg på en skole, der var lige så moderne, som den var gammeldags. Og i min nye skole var det en fast del af skoledagen, at lærere og elever på alle klassetrin samledes og oplod stemmerne i sang efter første time. De sang ikke bare med, de ligefrem skrålede. Ritualet var hver dag det samme: Først en salme, så et »fjortendagsvers« – et salmevers afsunget hver dag i to uger, så det satte sig fast i hjernebarkens erindringslag – morgenbøn og til sidst en verdslig sang fra Højskolesangbogen eller et stykke musik på grammofonen.

Ikke mindst den del af min skolegang – morgensangen – er jeg i dag så taknemmelig for. Jeg ser lidt på det, som at jeg har fået en skat af poesi, som jeg bærer rundt med mig indeni. Sange om folket og landet og om den evigt uroligt vibrerende, ensomme længsel, de fleste sange om livets, naturens og årets gang i virkeligheden handler om. Strofer og vers, som jeg hele tiden kan spejle mig selv og mine omgivelser i. Et indre musikbibliotek af halvkvædede viser, som konstant bliver aktiveret, i takt med at sommer bliver til høst og vinter til vår. Hvad enten det nu er den lyse nat, der blunder bag det sovende Danmarks seng – for mig selve billedet på en melankolsk midsommernat – eller kyndelmisse, der slår sin knude ualmindeligt hvas og hård. Netop så bittert ondskabsfuld kan en februardag være.

Lykkelig sommerglæde

Når sneen har lagt sig, er det altid samme Steen Steensen Blicher-sang, jeg har i hovedet: »Hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven.« Jeg kan heller ikke selv finde på mere jublende lykkelig sommerglæde end den, der kommer til udtryk i Christian Richardts »Når egene knoppes«. En sang, der for mig tolker den sommerlige frydfølelse, som altid er så skrøbelig, fordi den på disse breddegrader er forbundet med bevidstheden om dens korte levetid, om forrådnelse og snarlig straf for at have skejet ud. Om den sommer, der er her i dag, men er væk i morgen – som livet selv: »Vi vented saa længe / paa blommende Enge / paa Duften fra Rosernes svulmende Mund / men bedst som du kommer, du favre Skærsommer / saa hastigt du flyr som et drømmerigt Blund!«

»Jeg ser lidt på det, som at jeg har fået en skat af poesi, som jeg bærer rundt med mig indeni.«


Det, der fik mig til at tænke på glæden ved al den ophobede lyrik, var det jubelkor, der havde bolig i mig her til morgen, hvor jeg gik en tur med lånehunden – for første gang i år uden overfrakke. Alting sprang ud, så man nærmest kunne se det med det blotte øje sekund for sekund. Bøgehækken var bristefærdig af de friske blades klorofyl, og kirsebærtræers flor dryssede ikke endnu. En forårsbebuder genlød i mit kadaver: »Grøn er vårens hæk / kåben kastes væk / Jomfruer sig alt på volden sole.« Hvem tolker vårens euforiske komme med alle dens erotiske fornemmelser bedre end Poul Martin Møller i 1819? Også her forvandles forårsglæden til bittersød melankoli i sidste strofe: »Ak, de Skjønne svandt / Jo fra hver en Kant / Det er tungt, man skal gaae hjem alene.«