Jakob Steen Olsen: Her er tre uskrevne regler i teatret - en af dem er hul i hovedet

Helvede, det er de andre: Er der noget, vi kan hidse os op over, er det folks opførsel i teatret. Lad os kigge lidt på de uskrevne regler for god konduite på stolerækkerne. Hvorfor har vi dem? Og er de alle lige fornuftige?

Foto: Thomas Lekfeldt

Der er stadig så mange nedarvede konventioner, der omgærder det at gå i teatret. Uskrevne regler, som vi ikke nødvendigvis er enige om.

Det er to kulturopfattelser, som støder sammen, når vi diskuterer, om vi skal gøre op med nogle af de adfærdsregulerende overenskomster, der skal skabe fred på tilskuerpladserne og ro om forestillingen.

På den ene side: For mange er det ikke så lidt en del af oplevelsen at klæde sig ordentligt på i respekt for andre mennesker. Og fordi man har en opfattelse af, at kunsten kræver særlig opmærksomhed og veneration.

På den anden side: Hvem siger, teater skal være noget ophøjet og utilgængeligt noget, hvor man er nødt til at tilhøre det meget bedre borgerskab og iføre sig dets emblemer, slips og tiara (dog helst ikke samtidig) for at få adgang til kunstens hellige tempel? Var det ikke herligt, hvis teateroplevelsen var ligeså hverdagslig som det at gå på Burger King?

Forholder teatrene sig for løst eller for rigidt til de konventionerne, der er forbundet med det at gå i teatret? Lad os lige tage et par eksempler. Nogle regler er måske fornuftigere end andre. Måske kan vi mødes et sted på midten?

Du må ikke tage mad og drikke med ind på tilskuerpladserne

Her er faktisk en regel, som efterhånden er i opbrud, selv på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Hvorfor skal man skynde sig at bælle sit glas hvidvin eller sin cola, når klokken ringer og forestillingen begynder, er ræsonnementet? Vi må hellere gøre det hele lidt mere afslappet og tilgængeligt. Folk er jo vant til at sidde derhjemme og proppe noget i hovedet, mens de glor på Netflix. Og teatrene sikrer sig vel et mersalg i baren, når man bare kan tage sin drink med ind? Personligt fik jeg en teateroplevelse ødelagt forleden, da en herre ved siden af mig var meget længe om at få drukket en ildelugtende rødvin. Og hvor går grænsen? Ved lakridskonfekt (på svensk faktisk »teaterkonfekt«) og halspastiller? Eller må man tage et burgermåltid med til »Svansesøen« eller kødpølsemadder med remoulade med til »Tannhäuser«? Jeg ved godt, det er gammeldags, men jeg er ikke tilhænger af ideen om at forvandle teatersalen til et cafeteria. Dog medgiver jeg, at det for de fleste føles helt naturligt, og at tiden nok er gået. Men alt med omtanke, tak.

Du må ikke tage billeder under forestillingen

Jeg talte med en mangeårig teaterchef forleden. Han kunne egentlig godt tænke sig, at folk efterhånden fik lov til lige at tage et billede af det, der foregår på scenen, med de mobiltelefoner, som teatrene jo ellers på alle måder forsøger at få folk til at gemme væk – ofte med mere eller mindre opfindsomme, kække formuleringer som: »Der eksisterede ikke mobiletefoner på Shakespeares tid, derfor ...«.

Hvorfor syntes teaterchefen det? Fordi han gerne vil sælge nogle flere billetter. Kunstnerne derimod var ikke meget for det, medgav han, og det kan jeg godt forstå, for det er jeg heller ikke som tilskuer.

Lad nu bare teaterrummet være et sted, hvor du prøver at være en lillebitte smule til stede. Ligesom i kirken. Prøv at samle din sidste rest af koncentrationsevne om det, andre mennesker oppe på scenen har at sige til dig – fra menneske til menneske. Hengiv dig til oplevelsen med dem i salen i stedet for at pudse dit kulturelle image af og rette opmærksomheden ud mod alle mulige andre mere eller mindre imaginære venner ude på World Wide Web. Med andre ord: Gå i teatret for din egen skyld. Ikke for andres.

Teaterforestillingen begynder klokken 20.00

Det er altid en god idé at komme til tiden. De fleste teaterforestillinger begynder klokken 20 her i landet. Men hvorfor egentlig? Jeg beundrer altid et teaterpublikum, når jeg har fundet vej til teatret på en anden aften end den, hvor der er premiere med en masse inviterede. Tænk sig: Disse menensker er helt frivilligt kommet herhen, fordi de gerne vil. De har oven i købet betalt for det –  selv efter en lang arbejdsdag. Men hvorfor skal vi dog sidde og sove sammen i teatret? Når kloken er 22, er de fleste altså dødtrætte.

Før jul var jeg til en familieforestilling, hvor Nørrebro Teater havde valgt at spille klokken 18 af hensyn til de yngre teatergængere. Kunne vi ikke gøre det noget mere? Lad os hellere i fremtiden mødes lige efter arbejde og gå i teatret. Så kan vi være hjemme i sikker forvaring først på aftenen og stadig nå at se »Badehotellet« og spise en halvsen aftensmad. Helt uden stress.

Og så i øvrigt: Rejs dig op, når andre skal ind på rækken, hvis du overhovedet kan, behold skoene på og fødderne på jorden, bliv på din plads, medmindre du får et ildebefinende, sluk mobiltelefonen eller lad i hvert fald være med at besvare den, sid nogenlunde stille, prøv at lade være med at hoste på følsomme steder, sørg for, at dine mindreårige børn opfører sig ordentligt. Og hold din kæft under forestillingen.