»Nyhavn lider: »Det kan ikke blive 2021 hurtigt nok««. Sådan skrev Berlingske i en overskrift i den forgangne uge, for den populære havnekaj lå øde hen og var sådan set dobbelt ramt: turisterne, der normalt fylder fortovscafeer og bolværk til sidste plads, var udeblevet som følge af covid-19. Og københavnerne har for længst afskrevet strøget som en overrendt turistfælde.
Er der nogle, der kan huske hovedstaden, sådan som den tog sig ud sidste år ved denne tid? Tillad mig lige at skrue tiden tilbage. Her var debatten en helt anden, end den er nu.
København er blevet svigtet med for eksempel det latterlige og komplet uforståelige minimumskrav om seks overnatninger i en by, alle ved, kun kan holde til tre. Men alligevel: nyd det, så længe det varer.
De københavnske politikere diskuterede, hvordan man kunne skabe såkaldt »grøn og bæredygtig« turisme, som kulturborgmester Franciska Rosenkilde (Alt.) kaldte det, og hvis nogen spurgte hende, hvad det så var, betød det »mere cyklisme og kollektiv trafik«. Læs: vi bruger turisterne som undskyldning for vores evige hetz mod privatbilismen og slipper kinesere og italienere, der aldrig før har siddet på en cykel, løs på det københavnske motorvejsnet af cykelstier til fare for sig selv og københavnerne, der bare gerne vil på arbejde.
Baggrunden var såmænd relevant nok, for debatten opstod i kølvandet på noget, der begyndte at ligne en overophedning på turismefronten. Antallet af nysgerrige besøgende var på få år steget voldsomt i København, der var ved at blive offer for sin egen succes – og nu stirrede man frem mod svimlende 16 mio. overnatninger i 2030.
Turismeorganisationen Wonderful Copenhagen var begyndt at lægge strategier for, hvordan turismen kunne spredes til brokvarterer, og videre ud til Roskilde Domkirke og Kronborg, for for eksempel Nyhavn var ved at gå til i selfiestænger, rullekufferter og turismetrængsel. Ville København forvandle sig til en overrendt kulisse for masseturisme som for eksempel Venedig og Amsterdam?
Nyd det
Klip til nutiden: Wonderful Copenhagens forventning her midt i juli er, at det samlede antal overnatninger i København fra juni til august i år vil ligge omkring 80 pct. under niveauet for sommersæsonen sidste år. Noget, der naturligvis kan gå op og ned i takt med smitten rundt omkring i verden. Gå selv en tur ned ad Strøget, som jeg gjorde forleden. Der er liv, men langtfra den trængsel, der gjorde en strøgtur til en kamp på liv og død.
Jeg ved godt, at en hel branche bløder, jeg føler med den, og det er alvorligt nok – København er blevet svigtet med for eksempel det latterlige og komplet uforståelige minimumskrav om seks overnatninger i en by, alle ved, kun kan holde til tre. Men alligevel: nyd det, så længe det varer.
Et uforsigtigt gæt er, at turisterne nok skal dukke op igen. Hvor lang tid der går, er der desværre ingen, der ved. Men kunne de så ikke bruge den naturlige og svinedyre tænkepause, vi ufrivilligt har fået prakket på, til at tænke sig om inde på Københavns Rådhus? Hvordan sikrer vi, at turister i stort tal stadig kan komme hertil og lære alt om H.C. Andersen, skandinavisk samfundsmodel, ungedruk, frikadeller, true Danish hygge og vigepligt på cykelstien i et tempo og på en måde, så københavnerne stadig kan holde ud at være her? Med andre ord: Hvordan får vi fat i deres dollar, pund og yen og yuan, uden at vi overhovedet opdager, de er her?
