Jakob Steen Olsen: »Det kedsommelige hjemmefødningsideal tiljubles i en sådan grad, at man ikke kan trække vejret«

De unges fjumreår ude i verden er aflyst. Men stærke kræfter hylder, at vi i det hele taget bliver hjemme i al fremtid.

Udlandsrejserne er aflyst for al fremtid, hvis det står til nogle. Hvor trist kan det blive, mener Jakob Steen Olsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg vågnede med et sæt og anede ikke, hvor jeg var. Lettere fortumlet lå jeg og stirrede op et loft, hvor en af de der elektriske vifter, man har i varme lande, halvdovent snurrede forvirret rundt.

Det var først da, jeg forstod rækkevidden af det, jeg havde gjort. Erkendelsen skyllede ind over mig: Min seng var ikke længere min seng. Mit værelse var ikke længere mit værelse. Min far og mor var ikke længere min far og mor. Mit sprog var ikke længere mit sprog. Mit liv var ikke længere mit liv.

For noget nær en menneskealder siden var jeg udvekslingsstudent i USA. Efter gymnasiet fik jeg muligheden for at bytte hele min tilværelse ud med en anden et års tid for stille og roligt blive en lille smule mere voksen, indse, at der var en verden uden for Søndersø Kommune og lære at forstå, at anderledes ikke nødvendigvis er dårligere, end det man kender, bare anderledes.

Og siden, da jeg var kommet sikkert hjem igen, tjente jeg selv penge til flere måneders rundrejse i Brasilien, inden universitetsfælden og det begyndende voksenliv for alvor ventede. Dannelsesår, jeg naturligvis ikke har villet være foruden, for jeg var 20, da jeg begyndte på universitetet og havde været alt for umoden til både at skulle sørge for at betale min elregning og til at forstå brøkdelene af, hvad der foregik på en højere læreanstalt. Men naturligvis også, fordi det har givet mig en idé om, at verden er stor og vidunderlig, og mennesker har vidt forskellige forudsætninger rundt omkring på kloden.

Opdagelsesrejserne aflyst

94.604 unge har i år søgt ind på en videregående uddannelse. I år forventedes et pres på en del uddannelser, fordi de unge ikke i år kan forvente at få hverken midlertidigt arbejde eller muligheden for at tage et sabbatår ude i verden. Altså, hvor trist kan det blive?

Heldigvis har de unge da i det mindste gjort deres eget minioprør og »kun« søgt 2,7 uddannelser i gennemsnit i stedet for at »brede søgningen ud« til alle mulige uddannelser, de i virkeligheden ikke kan tænke sig, selv om politikerne havde opfordret dem til det. De unge nægter simpelt hen at blive alt for maskinelle enheder i samfundets store vækstplan. Tak for det. Men altså: Opdagelsesrejserne ude i verden er aflyst.

»De unge nægter simpelt hen at blive alt for maskinelle enheder i samfundets store vækstplan.«


I det hele taget har jeg det ikke ret godt med, at resten af verden tales ned i disse coronatider. Ja, jeg ved godt, der hersker nogle specielle omstændigheder i øjeblikket. Men klimaentusiaster og fremtidsforskere står jublende parat til at gribe et momentum og taler om, at det nu skal være slut med at rejse længere end til Hobro med jernbanen. Og selv nogenlunde velbegavede mennesker har truttet i dommedagsbasunen og ment, at den kinesiske coronavirus var et resultat af den globalisering, som nu bør får os til at trække følehornene til os igen og vende verden ryggen.

I det hele taget omtales coronatidens afholdenhed som en ny normaltilstand, vi lige så godt kan vænne os til.

Da jeg var ung, hyldede vi eventyrlysten. Det var en pligt at have set sig om i verden. Nu tiljubles det nære, det trygge, det kedsommelige hjemmefødningsideal i en sådan grad, så man ikke kan trække vejret.

Nej tak. Jeg vil ud, jeg vil bort, jeg vil væk herfra. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Verden venter. Om jeg så skal gå.