Jakob Steen Olsen: »Det er mondænt at rynke på næsen ad musicalen. Dum, vulgær, forloren, plat, falsk og hul«

Musicalen er kommet for at blive i det københavnske teaterlandskab. Og den er bedre end sit rygte. En musical er ikke bare en musical.

Foto: Søren Bidstrup

Hvad er det, folk vil se i teatret? Hvis vi nu tænker på det bredest mulige publikum? En faktor er udslagsgivende: Musik skal der til. Sådan har det været længe. Også på teatret har mange ideen om, at big is beautiful. Vi vil have noget for pengene. Der skal være noget at kigge på. Det skal være spektakulært. Mange mennesker på scenen. Og der må, som sagt, meget gerne være musik til.

Kultursociologen Jacques Blum stod i 1989 i spidsen for en stor undersøgelse af det københavnske teaterliv, som – pudsigt nok – fik titlen »Teaterliv i København«. En af konklusionerne dengang var, at hvis man virkelig skulle få et stort publikum af huse i slutfirserne, så skulle man sætte Claus Ryskjær og Susse Wold til at spille »Frøken Nitouche« – så var succesen hjemme. Det dækkede jo naturligvis over, at der var to ting, der som solgte billetter i datidens teaterbillede: kendte navne på scenen og en titel, folk kunne nikke genkendende til. Gerne en letfordøjelig en af slagsen, vel at mærke med – rigtigt gættet – musik til.

En musical er ikke bare en musical

Stjerneteatret er blevet en smule mere udgrænset, men det med musikken gælder stadig. De forestillinger, der for alvor trækker rigtigt mange tilskuere, er musicalteatrene. Dem er der efterhånden en lille håndfuld af. Det altid kvalitetsbevidste Det Ny Teater, som i dette efterår spiller klassikeren »Spillemand på en tagryg« med Tommy Kenter, Fredericia Teater, der har imponeret med stadig flottere produktioner af musicals, vi ikke har set herhjemme før – i dette efterår repriser på Disney-succeserne »Tarzan« og »Klokkeren fra Notre Dame«. Og så naturligvis Tivoli, der slipper hele tre udgaver af Sanne Salomonsen på scenen i en helt ny jukebox-musical over nationalikonets liv og hits. Om det så er på Det Kongelige Teater, dukker musicalforestillinger op med mellemrum, i denne omgang i regi af Operaen, der spiller Stephen Sondheims gysermusical »Sweeny Tood«, »dæmonbarberen fra Fleet Street«, og Folketeatret sætter for gud-ved-hvilken-gang Sebastians »Skatteøen« på scenen.

Det er mondænt at rynke på næsen ad musicalen. Dum, vulgær, forloren, plat, falsk og hul. Men kig lige på titlerne ovenfor: En musical er ikke bare en musical. Har man set en enkelt, har man ikke set dem alle. Der er præcis lige så mange elendige musicals, som der er »almindelige« teaterstykker, men der er også guf imellem. Heriblandt forestillinger, der ikke appellerer synderligt til hjernebarken, men til rytmesansen, kroppen, sensualitetet – og det hjerte, hvis barrikader falder så meget lettere, når musikken sætter ind.

»Det er mondænt at rynke på næsen ad musicalen. Dum, vulgær, forloren, plat, falsk og hul.«


Jeg er helt med på, at der er nogle, der bare slet ikke kan klare, at de pludselig begynder at synge deroppe på scenen. De må hjertens gerne blive hjemme. Men måske er det værd lige at tænke over, at musicalen ikke skal bedømmes for andet, end den er. Og måske er den god nok? I vores kulturkreds er det, som skal føles, ikke er lige så fint, som det, der først skal gennem hjernens filter. Men helt ærlig: Så fattig er tilværelsen da ikke.