Der er noget over alt det her, vi oplever i øjeblikket, der minder om 1950erne. Ikke at jeg selv er gammel nok til at have levet dengang, da skaffedyret gik på arbejde med blød hat og mappen under armen, og den desperate husmor blev derhjemme og støvsugede med hård makeup i ansigtet, men jeg har da hørt mine forældre tale om det triste, grå og konforme årti, der var klemt inde mellem verdenskrigens nedsmeltning og de fede tider, der lå og ventede lige om hjørnet.
Det er jo ikke ligefrem, fordi den knaphed, man oplevede dengang, hvor visse sager stadig var rationeret, har indfundet sig, selv om specialbutikker faktisk kan have svært ved at skaffe materialer og varer hjem her under pandemien. Vi mangler jo ikke noget, kan købe os til det meste, mens man i 1950erne stoppede sine strømper og syede sin dragt om: se bare, hvor snævert alt tøjet er på et klassebillede fra perioden – der skulle ikke ruttes med noget. Når vi har mistet evnen til at købe nyt tøj, handler det mere om, at vi jo ingen har at vise det frem til. Designerne kaster sig i stedet over joggingbukser.
