Den første kulturpolitiske redegørelse siden 1997 er netop landet.

Måske mest opsigtsvækkende er informationen om, at kulturerhvervene har en produktion på 109 milliarder kroner og beskæftiger knap 160.000 personer. Ifølge rapporten betyder det, at kulturens andel af den samlede danske produktion er 2,4 procent.

Det glæder kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), udtaler han i et interview med Politiken. Han siger, at selvom kunsten i sig selv genererer erkendelse og er skabende, så er det »herligt«, at han nu kan dokumentere, at kulturlivet også direkte bidrager til samfundsøkonomien.

»Det er jo en politisk rambuk, der forhåbentlig er med til at åbne øjnene både til højre og venstre på Christiansborg for, hvad kulturlivet kan, og for det store potentiale, som kulturlivet også har for vores økonomi. Jeg håber da, at den diskussion, vi har i slutningen af maj (i Folketinget, red.), sætter to streger under, at kultur er en god forretning for Danmark,« siger Jakob Engel-Schmidt til Politiken.

Han tilføjer senere, at målet er at skabe en ny vision og mission for dansk kulturliv og dansk kulturpolitik.

Kulturministeren har ellers tidligere været en af dem, som betragtede kulturen og penge til kulturen fra staten som »snolder til slut på måneden«, skrev han i en kronik i Berlingske onsdag.

Men blandt andet krigen i Ukraine og Putins bevidste plyndringer af museer og smadring af kulturarven i Ukraine bør minde om, at kulturen ikke er »flødeskum på samfundskagen«, men i stedet »mørtlen, der binder hele vores fælles bygning sammen«, skriver Jakob Engel-Schmidt i kronikken.

Debatten om redegørelsen finder sted 23. maj i Folketingssalen og kan livestreames på Folketingets hjemmeside.