Jagten på de døde konger

Der er gået mode i at grave folk op – ikke mindst kendte og konger. Den engelske kong Richard III blev gravet op fra en parkeringsplads og identificeret. Danske forskere foreslår, at man graver Gorm den Gamle op. Hvis det altså er ham.

Jellinge Stenene på plads i deres glashuse. Så blev de færdige - Jellinge Stenene er rykket indendørs. De har fået et glas / kobber hus rundt om sig for at beskytte med vejr, vind og mennesker. Om aftenen er husene oplyste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en stor succes, da man i 2012 gravede et lig op, som, man mente, var den engelske konge Richard III (1452-1485). Det lykkedes forskerne at fastslå, at liget, der lå under en parkeringsplads i Leicester, virkelig var den britiske konge. Man benyttede sig af historisk viden om hans kropsbygning og en gentest fra to af de nulevende efterkommere – og vupti havde man fastslået, at Richard var fundet.

Nu er der planer om at grave efter flere konger. I Storbritannien er man ude efter Alfred den Stores (849-899) skelet. Han levede i 800-tallet og var kendt som den angelsaksiske konge, der besejrede de danske vikinger. Hans lig ligger, formoder man, i en umærket grav i hans daværende hovedstad Winchester. Katie Tucker, der er arkæolog ved Winchester Universitet, siger til avisen The Times:

»Så vidt vi ved, er der fem kranier og en del skeletdele i graven. Det vil være let at fastslå alder og køn, men at opspore en nulevende slægtning vil være en del sværere.«

Alfreds skelet forsvandt under Henrik VIIIs ødelæggelse af de britiske katedraler, og efter et par genbegravelser forsvandt liget, men man har altså en grav, hvor man mener, at han ligger.

Opgravninger i Norden

Også Norge er ramt af ligfeberen. Her vil arkæologen Øystein Ekroll grave den sidste viking, Harald Harderåde (1015-1066), op. Harald ødelagde Hedeby i 1050 og tilbragte en god tid hos sultanen i Konstantinopel, før han blev dræbt ved slaget ved Stamford Bridge i England i 1066. Et år senere blev hans knogler sendt til Norge, og han blev begravet i Trondheim på et sted, hvor der nu er et afløbssystem under en gade. Ekroll siger til nrk.no: »Det kunne være interessant at finde ud af, hvordan han blev dræbt, om man kan sige noget om hans alder, højde og eventuelle sygdomme.«

Også i Sverige leder man efter lig. For nogle år siden blev den svenske rigsjarl Birger Jarls (1210-1266) skelet gravet op ved Varnhems klosterkirke, og man har ledt efter hans søn Magnus Ladulås (1240-1290) under gulvet i Ridderholmskirken i Stockholm. Forskerne fandt imidlertid ikke Magnus hjemme under kirkegulvet.

I den grav, hvor man mente, at Magnus lå, var der et skelet fra 1400-tallet og ikke fra 1200-tallet, da Magnus levede.

Gorm den Gamles knogler

Også Danmark bør være med, mener forskere. Arkæolog og konsulent i Kulturstyrelsen Anne Nørgård Jørgensen siger: »Jeg mener, at det ville være oplagt at undersøge, om kongeliget under Jelling Kirke virkelig er Gorm den Gamle.«

Inspektør ved Moesgård Museum Mads Holst giver hende ret: »Jeg vil absolut pege på Gorm den Gamles knogler som et oplagt projekt. Vi ved, at et skelet blev flyttet fra Nordhøj til kirken, og forskeren, der lavede undersøgelsen af knoglerne omkring 1980, konkluderede, at det kunne være Gorms knogler. Men intet er sikkert, og der blev ikke foretaget gentest.«

Hvem kunne det da ellers være?
»Det er ganske sikkert en konge eller en af den kongelige familie, men det kunne lige så godt være Gorms søn Knud Dane-Ast, som nævnes af historieskriveren Saxo i hans krønike. Der er stor usikkerhed omkring det, men en gentest vil kunne hjælpe,« siger Mads Holst.

Hvordan?
»Den vil selvfølgelig ikke afklare, om det er Gorm eller Knud, men vi kan med andet skeletmateriale afgøre, om det er en af den kongelige familie, og det bringer os da et stykke ad vejen til større viden.«

Det er professor ved Retsmedicinsk Institut ved København Universitet Niels Lynnerup, enig i:

»Når vi er i den tidlige periode før de skriftlige kilder, så er genprøver noget usikre. Vi kan ikke bruge nulevende personer, og der er ikke en direkte linje til dronning Margrethe. Når det lykkedes med Richard III var det netop, fordi vi var oppe i historisk tid, og man kunne spore efterkommere.«

Kongelige dødsfald og lig

I Danmark er der forbløffende god viden om de kongelige grave. Kunsthistorikeren Karin Kryger redigerer for tiden værket »Danske kongegrave«, der udkommer senere i år. Det er Selskabet til Udgivelse af danske Mindesmærker, der står som udgiver, og bogen beskriver 52 danske kongegrave fra Gorm den Gamle til dronning Ingrid. De tidlige kongelige blev begravet i Ringsted, og der er godt styr på, hvem de er. Senere blev kongefamilien begravet i Roskilde Domkirke, og her er der stort set også styr på, hvem der ligger hvor. Imidlertid er der konge- og stormandsgrave fra vikingetiden og før, hvor vi i nogle tilfælde kender navnene på grund af gravgenstande, men hvor navnene i andre tilfælde er ukendte.

»De fleste kongegrave har vi godt styr på, men der er flere konger, vi ikke ved, hvor er begravet. Olaf Hunger (ca. 1050-1095) blev begravet i dybeste stilhed, antagelig fordi hans regeringstid var præget af hungersnød. Og vi ved i dag ikke, hvor han er begravet. Og kong Abel (1232-1252) blev egentlig begravet i Slesvig Domkirke, men han havde begået brodermord, så kilderne fortæller, at han blev gravet op igen og begravet i skovene ved Slesvig. Og der er ganske rigtigt et mindesmærke for Abel ude i skovene, men det vides ikke, hvor han ligger,« siger Karin Kryger.

Er der konger eller dronninger, hvor man har foretaget DNA-prøver?

»Ja, der har været forsøg på at fastslå identiteten af en kvinde, der er begravet i Roskilde Domkirke og derfor er af kongelig familie. Hun findes på et kalkmaleri i kirken, og man mente tidligere, at det drejede sig om Estrid, Svend Estridsens moder, da kalkmaleriet betegner hende Estrid/Margrete. Da graven blev undersøgt, blev der foretaget DNA-prøver for at fastslå hendes identitet. DNA-testen udelukkede Estrid, men der er stadig en vis usikkerhed om, hvem hun egentlig er.«

Professor Niels Lynnerup var med til at foretage undersøgelsen af Estrid, og han siger:

»Det er fuldkommen rigtigt, at kvinden og Svend Estridsen ikke var genetisk beslægtede, og vi derfor kunne udelukke, at det var Estrid, Svens mor. Men vi kan heller ikke være 100 procent sikre på, at det var Svend Estridsen, for han blev gravet op og ifølge kilderne genbegravet i Roskilde, men kan vi være helt sikker på det.«

Jelling og Gorm

Gorm den Gamle regerede fra Jelling i midten af 900-tallet. Ud fra Jellingstenenes tekster og Saxos oplysninger kan man slutte, at Gorm var gift med Thyra og far til Harald Blåtand. Det antages, at han blev begravet i gravkammeret i den nordlige gravhøj i Jelling og senere blev overflyttet til en grav i kirken. Et skelet, der kan være Gorms, er fundet ved en udgravning i kirken, og en undersøgelse af det har vist, at han ved sin død var mellem 35 og 50 år gammel. Gorm havde to børn, Knud Dane-Ast, som blev dræbt under et vikingetogt, og Gunhild, der ifølge overleveringen blev myrdet på Harald Blåtands foranledning.

Det er muligt, at en undersøgelse af knoglerne under Jelling Kirke kunne give et resultat. Men professor Niels Lynnerup peger i en anden retning end arkæologer og historikere:

»Jeg er noget usikker på, om en undersøgelse af knoglerne ville skaffe os mere viden om Gorm og den fremtidige kongeslægt, for de genetiske tråde er usikre. Det vil være svært at slutte fra disse knogler og til den senere kongeslægt,« siger han.

Hvad kan vi så bruge disse knogler til?

»Det kunne være meget spændende at undersøge disse knogler i relation til tiden bagud. I jernalderen havde vi spredte stærke slægter, men netop med Gorm bliver kongemagten etableret, og Jelling bliver dette kongedømmes kraftcenter. En gentest af Gorms – eller hvem det nu end er – knogler og skeletmateriale fra både Danmark og for eksempel Nordtyskland kan give os en god idé om, hvilke slægter der endte med at vinde kongemagten.«