J-Lo som Askepot

Den romantiske komedie er det velkendte genreformat, men Wayne Wang får det bedste ud af en forudsigelig historie i den charmerende og humoristiske »Storbyens små mirakler«.

Måske var det fordi solen skinnede så smukt og forårsagtigt udenfor biografen før presseforestillingen. Måske var det fordi kæresten havde været ekstra sød ved én aftenen før. Måske var det fordi den kvindelige yndlingskollega fra Jydepotten virkede smittende med sin forventningsfuldhed over kaffen og croissanten i Palads. Eller måske var det bare fordi J-Lo - alias R&B- og filmstjernen Jennifer Lopez - vrikkede så nuttet med sin velformede popo i stuepigeuniformen i filmen...

Det korte af det lange er i hvert fald, at Wayne Wangs »Storbyens små mirakler« - noget lyrisk overstyret/oversat fra den mere passende amerikanske titel »Maid In Manhattan« - overhovedet ikke levede op til denne anmelders mavesure fordomme om endnu en sødsuppe-romantisk Hollywood-komedie...

Jo altså, det er den selvfølgelig også, sødsuppe-romantisk altså, når den sexede og smukke J-Lo helt utroværdigt skal optræde som en helt almindelig (yeah right!) arbejderklasse-stuepige og enlig etnomor fra ghettoen, der gensidigt forelsker sig i den charmerende, rige, hvide senatorkandidat (spillet af Ralph Fiennes), der bor i en luksussuite på det hotel, hvor hun arbejder i den lave ende af den sociale fødekæde.

Hong Kong-fødte Wang, der har arbejdet i USA i årtier, er imidlertid en interessant instruktør, også som når han hér for første gang drejer en rigtig Hollywoodsk mainstreamsag om den gode prins og den stakkels fattige pige, der - ligesom i f.eks. »Pretty Woman« - finder hinanden på trods af omgivelsernes skepsis og alle sociale odds.

Tidligere har Wang instrueret fine art-titler som »Smoke«, »Blue In The Face«, »Chinese Box« og senest »Center Of The World« - om en romantisk alliance imellem en IT-millionær og en stripper, der kan siges at være en slags mere sexladet skitse til »Storbyens...«.

Men han formår altså at få et eller andet originalt ud af det ellers belastende forudsigelige romcom-format, hvor der faktisk både er humor og romantik, gode skuespilpræstationer og prægtige New York-stemninger, overraskende drejninger og en gnist af social bevidsthed, der rækker ud over det rent klichéagtige i opstillingen rig mand vs. fattig kvinde.

Samtidig må man sige, at J-Lo, der selvfølgelig som altid er dårende dejlig at se på, bliver bedre og bedre som skuespiller, og som en af de meget få kvinder nogensinde efterhånden er blevet lige så stor en stjerne for sine film som for sine plader, hvilket eksempelvis aldrig er lykkedes for Madonna. Respekt for det og tak for, at negative fordomme af og til kan blive vendt til en positiv oplevelse - selv i en som udgangspunkt stereotyp Hollywood-genrefilm!