Israelsk afslag sendte festival-leder ud i stormvejr

Først blev israelsk musik afvist af politiske grunde - så ændredes forklaringen til at handle om sikkerhed. Nu har den israelske musiker fået en invitation og jazz-festival leder afviser, at hans egen politiske holdning spiller ind. Følg forløbet her.

Copenhagen Jazz Festival - leder Kenneth Hansen - det hele var en misforståelse.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Har Copenhagen Jazz Festival udelukket israelske musikere? Og hvis de har, er det så af politiske eller sikkerhedsmæssige årsager?

Det er kernen i en historie, der fra lørdag og frem vakte opsigt på de sociale medier - og efterfølgende resulterede i en shitstorm, hvor alt nu er glattet ud.

Lørdag aften lagde den israelske jazzmusiker, Alon Farber, et svar ud på facebook, som han havde fået af Copenhagen Jazz Festival, på en forespørgsel om at spille på årets festival. Svaret lød:

»Hi Alon, For political reasons, we are not presenting artists from Israel these years, unfortunately. Regards, Kenneth«.

Underskriveren er leder af Copenhagen Jazz Festival, Kenneth Hansen. Det svar satte gang i en lang række kommentarer på facebook - på både dansk, engelsk og hebraisk, hvor der blev stillet spørgsmål til, om det nu var Copenhagen Jazz Festivals linje at afvise israelske kunstnere af politiske grunde.

På Facebook kunne man også forstå, at flere kommentatorer havde talt med Kenneth Hansen, og søndag eftermiddag kunne han så oplyse, at det hele var en misforståelse. Der havde blot været nogle sikkerhedsspørgsmål, som man skulle have ryddet af vejen, lød det i en pressemeddelelse.

»Festivalen har i dag været i kontakt med den pågældende musiker samt den israelske ambassade, og misforståelsen er ryddet af vejen. Ydermere har festivalen og ambassaden diskuteret et specifikt sikkerhedsspørgsmål i forbindelse med fremtidige koncerter med israelske artister, som potentielt ville blive overværet af en eller flere israelske VIPs.«

Overfor Berlingske præciserede Kenneth Hansen så søndag, at at der var tale om en klodset og uklar formulering, og at der skulle have stået »policy« i stedet for »political«. Sikkerhedsspørgsmålet rakte tilbage til en ikke nærmere angivet koncert for to år siden, men man havde nu løst problemerne i samarbejde med den israelske ambassade. Sikkerhedsproblemet gjaldt altså ikke musikerne, men eventuelle højtprofilerede gæster til koncerten - og det var der nu styr på via danske efterretningsfolk, sagde Kenneth Hansen.

Mandag fik det så den israelske ambassade til at reagere med en pressemeddelelse, hvor man afviser at have nogen rolle i spørgsmålet om sikkerhed og Copenhagen Jazz Festival:

»Vi vil gerne gøre det klart, at alle spørgsmål om sikkerhed ved offentlige begivenheder eller lignende offentlige situationer udelukkende er et anlæggende for det gældende værtsland og ikke en given udenlandsk ambassade. Ydermere vil vi gerne pointere, at vi finder det beklageligt såfremt man bruger spørgsmålet om sikkerhed til at danne præcedens for afbrydelsen af en mangeårig frugtbar kulturel udveksling mellem to venligsindede lande, Danmark og Israel,« lyder det fra den israelske ambassade, der ikke ønsker at uddybe sine holdninger.

Samtidig har en række kommentarer på Facebook stillet spørgsmål til Kenneth Hansens personlige holdninger til Israel - blandt andet med henvisning til, at Kenneth Hansen på Facebook er med i gruppen »Free Palestine« - en støttegruppe for palæstinensere i konflikten med Israel. Overfor Berlingske afviser Kenneth Hansen at hans personlige holdninger har nogen interesse i jazz-sammenhæng.

Har din opbakning til den palæstinensiske organisation, Free Palestine, indflydelse på om I engagerer israelske musikere?

»Nej. Jeg er ansat af Copenhagen Jazz Festival og kommenterer ikke ting, der er tilknyttet min private Facebook-profil.«

Hvor mange israelske musikere har I engageret inden for de seneste år?

»Det har jeg ikke overblik over,« siger Kenneth Hansen og vender senere tilbage med oplysning om, at man i februar i forbindelse med Vinterjazz 2017 i februar præsenterede den israelske saxofonist Assif Tsahar i forbindelse med en koncert med hans band Digital Primitives.

Kenneth Hansen tilføjer, at han er rystet over de insinuationer, som han oplever i kommentarfeltet på Facebook i forbindelse med omtalen af svaret til Alon Farber.

»Jeg har jo en professionel relation til mit arbejde, og hvad jeg læser af aviser eller følger på Facebook er ikke relevant. Grunden til den her misforståelse er opstået, er, at hvis man engagerer et højprofileret band fra Israel, så er der en anden opmærksomhed på det, og så er der et andet VIP-fremmøde, end hvis man præsenterer et band med en eller to israelske musikere. Så er der nogle security-ting, der skal være helt afklaret – og det er det nu,« siger lederen af Copenhagen Jazz Festival.

Efterfølgende har han dog lukket sin Facebook-side.

Israelske Alon Farber har nu fået accept på at kunne spille på Copenhagen Jazz Festival, og han siger til Berlingske, at han glæder sig og helst vil tale gennem musikken. Alon Farber noterer dog, at det er første gang, han har fået sådan et svar fra en festival - og at han aldrig har oplevet sikkerheds-problemer før, når han har spillet i Europa.

»Jeg havde en lang samtale med Kenneth, hvor han forklarede hvor ked han var af misforståelsen. Han åbnede samtidig døren for israelske kunstnere, så jeg føler lidt, at jeg samtidig med at have hjulpet mig selv, også har hjulpet andre israelske musikere,« forklarer saxofonisten Alon Farber over Messenger mandag eftermiddag.