Islamismen til debat

Helle Merete Brix beskriver i sin nye bog »Mod mørket. Det muslimske Broderskab i Europa« sin opfattelse af islamismens trussel mod vore frie samfund og langer hårdt ud efter medierne.

Helle Merete Brix Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Helle Merete Brix er 48 år og uddannet som journalist. Hun har ikke noget partitilhørsforhold, og det nærmeste hun er kommet organisationer, er hendes medlemskab af Trykkefrihedsselskabet, som blev stiftet i 2005. Det er også dette selskab, der står bag hendes nye bog »Mod Mørket. Det Muslimske Broderskab i Europa«. Hun synes ikke, at de gamle ideologiske fløjes retorik kan anvendes i situationen lige nu, hvor Europa presses af islamisme, og kontinentet må gentænke sin holdning til en lang række af vore værdier – ikke mindst ytringsfriheden. For Brix har behovet for at forsvare vore frihedsrettigheder været afgørende for hendes engagement. Hun blev bl.a. vakt af sit venskab med irakiske flygtninge, som overbeviste hende om nødvendigheden af at kæmpe for de rettigheder, der er basis for vort demokrati.

Nu har hun skrevet en bog om Det Muslimske Broderskab i Europa. Broderskabet er en af de mange muslimske organisationer, der kæmper for sharia som lov i samfundet og en fundamentalistisk udgave af islam. Organisationen er ikke mindst stærk i Egypten, og i dag også i de største europæiske lande. Men er der nogen af dem her i Danmark?

»Der er et netværk, der kæmper for samme mål som Det Muslimske Broderskab. Et af disse er Islamisk Trossamfund herhjemme, og det er desuden Muslimer i Dialog og bl.a. Hizb-ut-Tahrir.«

Hvem er så de moderate?

»Det er dem, der ikke går ind for kalifatet og ikke vil indføre muslimske love i vort samfund.«

Hvordan skal vi som samfundsborgere skelne de fanatiske fra de moderate?

»Det kan også være vanskeligt, for desværre har Islamisk Trossamfund og mange af de repræsentanter, vi har set dukke frem, haft skiftende budskaber og talt med flere tunger. Men vi må nære en sund skepsis og blive ved med at udfritte dem om deres holdninger, for kun derved kan vi hjælpe de egent­lige moderate.«

Er der fare for, at vor sunde skepsis bliver konspiratorisk, og vi kommer til at mistænke alle muslimer?

»Det føler jeg ikke, at der er fare for. Vi må konfrontere de imamer og ledere, som jo desværre har givet udtryk for fanatiske holdninger til Vestens demokratiske værdier og som går ind for kalifatet, som er en dagsorden om at erobre magten i Vesten.«

Den magt skal jo ifølge islamisterne erobres bl.a. ved at skabe en majoritet gennem indvandring og børnerigdom, men blot det forhold at almindelige muslimer gøres til en del af planen, gør det vel vanskeligt at sondre mellem magthavernes bestræbelser og så de almindelige muslimer?

»Vi skal selvfølgelig passe på ikke at generalisere om almindelige muslimer, men vi ved, at der er konkrete planer fra islamiske ledere om at underminere de vestlige samfund og indføre sharia. Det kan vi jo ikke lukke øjnene for.«

I defensiven
Helle Merete Brix mener, at Vesten er i defensiven. Det er lykkedes den aggressive fløj blandt muslimer at føre debatten over på Europas banehalvdel og skabe en uenighed om Jyllands-Postens tegninger, Ayaan Hirsi Alis udtalelser og bl.a. Geert Wilders’ film. Derimod sætter den europæiske offentlighed, ifølge Helle Merete Brix, ikke tilstrækkeligt lys på den massive undertrykkelse af minoriteter og kvinder i de muslimske lande. Der er ikke konstant fokus på hadet, antisemitismen, kvindeforagten og karikaturerne i de muslimske lande, og dermed har de islamiske fanatikere allerede vundet første omgang. Denne halve sejr er ifølge Brix vundet, fordi de islamiske organisationer har alliancepartnere i de vestlige lande, og hun peger på dagbladet Politiken, der raser over Jyllands-Posten og Geert Wilders, men ikke systematisk gør opmærksom på hadet og fanatismen i de muslimske samfund i Mellemøsten og Europa.

Du nævner som eksempel, at Politiken flere gange har inviteret den intellektuelle prædikant Tariq Ramadan som foredragsholder i Politikens hus, selv om han af mange ses som en rabiat hadspreder.

»Ja, det gør jeg, for Ramadan er en mand, der går ind for sharia og bl.a. vil have censur i Europa.«

Men det kan da næppe anses for udemokratisk at invitere en mand for at høre hans synspunkter. Gør det virkelig Politiken til en alliancepartner?

»Nej, ikke kun, men det er klart, at avisen systematisk nedspiller faren fra islam og radikale muslimer. Tøger Seidenfaden omtaler dem som få desperate mænd, der ikke udgør en fare som kommunismen og nazismen i det 20. århundrede. Han sammenligner nutidens muslimer med jøderne i 1930erne og misbruger dermed historien og generaliserer om muslimer for at stemple kritik som en slags nyt jødehad. Og avisens kronikredaktør har lige sammenlignet Geert Wilders’ film med den nazistiske film »Der Ewige Jude« i samme hensigt, nemlig at misbruge den jødiske lidelse for at afskære debatten om islam og indskrænke ytringsfriheden. Nyhedsdelen og debatten i Politiken er efterhånden så ensidig, at man ikke kan bruge den som et egentligt demokratisk oplysningsblad, så det gør den til en alliancepartner.«

Den analyse giver du jo ikke i bogen?

»Nej, og det kunne jeg selvfølgelig have gjort.«

Når du nu angriber Politiken, så må jeg for anstændighedens skyld spørge til Berlingske Tidende?

»Det er bedre på Berlingske Tidende, men generelt er jeg ikke imponeret over avisen. Der har været slør i holdningen til Muhammed-tegningerne og dermed til ytringsfriheden i Vesten, og ikke mindst synes jeg, at avisen – som journaliststanden som helhed – accepterer de islamiske organisationers agenda. I stedet for at fokusere på de rædselsfulde forhold i den muslimske verden og føre debatten over på undertrykkelse af millioner, så er det småsager i Vesten, der optager spalter og skærmtimer.«

Og Danmarks Radio?

»Det er en af hovedproblemerne herhjemme. Den gamle journaliststand i DR kan simpelthen ikke se virkeligheden i øjnene. Medierne synes ikke at forstå, at vi er i en eksistenskamp for vore grundværdier, og i stedet for at skildre jødehadet, kvindeundertrykkelsen og tyranniet så skal vi gang efter gang i TV-avisen, Deadline og kronikkerne debattere, om det nu var rigtigt at trykke de profettegninger, selv om alle normale danskere ved, at de islamiske organisationer blot udnytter hver eneste mulighed for at presse Vesten – uanset om det er profettegninger eller tilfældige kunstværker.«

Så du ser de vestlige og altså også danske journalister generelt som alliancepartnere?

»Ja, ikke i kraft af en bevidst handling, men fordi deres manglende erkendelse af faren gør dem til nutidens nyttige idioter.«

Der er vel undtagelser?

»Ja, det er der da, men redningen synes ikke at komme fra de etablerede medier men fra blogs. I USA spiller de en stadig større rolle og afdækker ting, som de politisk korrekte medier ikke tør røre ved. Også i Danmark kan man ikke længere klare sig uden blogs med gode links til andre nyhedsmedier, hvis man vil kende forholdene ude i verden.«

»Vilkårlig fare«
Trykkefrihedsselskabet har over 400 medlemmer og står for en lang række arrangementer om ytringsfriheden. Helle Merete Brix har været medlem af bestyrelsen.

Er du selv blevet truet, og har du haft problemer med at udgive din bog?

»Nej.«

Er det så ikke lidt flot at tale om den truende fare for ytringsfriheden?

»Faren er blevet vilkårlig. Jeg og Trykkefrihedsselskabet er ikke blevet truet, men der er andre i Europa, der er blevet truet. Hirsi Ali, Lars Wilks, Ibn Warraq, Kurt Westergaard, Naser Khader og mange andre er blevet truet på livet. Den franske filosof Robert Redeker lever under jorden, fordi han kritiserede islamisme. Andre trues af retssager. Truslerne er afhængige af, om imamer og tyranner finder det politisk opportunt at angribe et land, en forfatter eller en avis. Derfor ved du aldrig, hvornår det rammer dig, og derfor breder frygten og selvcensuren sig.«

Er der en fælles strategi bag dette?

»Nu må man jo ikke lyde konspiratorisk, men selvfølgelig er der det. I FNs menneskerettighedsråd har de netop vedtaget en resolution, der fordømmer kritik af religioner, og det blev gjort med henvisning til Jyllands-Postens tegninger. Angrebet er i fuld gang og bliver kombineret med forskræmte europæiske ledere, der som Anders Fogh Rasmussen tager afstand fra Geert Wilders uden at have set hans film. Det er et kontinent i defensiven, og vi har forskræmte journalister og bange politikere til at forsvare os og vore rettigheder.«

»Mod Mørket« udkommer på tirsdag den 15. april og anmeldes her i avisen.