Iskold miljøpolitik

Blot to måneder efter Anders Fogh Rasmussen inviterede EU-Kommissionens formand Barroso til Grønland, var det i denne uge den magtfulde tyske kansler Angela Merkel, der med statsministeren som guide ved selvsyn kunne vurdere de skræmmende konsekvenser af den globale opvarmning. Og selv om hverken Lomborg eller regeringens store besparelser på miljøområdet er glemt, må selv hardcore miljøfanatikere erkende, at der er sket noget drastisk med Fogh. Spørgsmålet er hvad?

ILULISSAT, GRØNLAND. Angela Merkel bukker sig ned og roder lidt i den sparsomme vegetation. Hun knækker forsigtigt et lille blåbær af stilken og rækker hånden op for at vise det til Anders Fogh Rasmussen, der selv sætter sig på hug ved siden af kansleren. I baggrunden for foden af den rå klippeformation, de står på tøffer en lille kutter forbi mellem rester af hvide isbjerge på det spejlblanke og nærmest unaturligt turkise vand.

På den anden side af fjorden knirker og knager en mere end hundrede meter høj og godt fem kilometer bred mur af is. En gigantisk, ujævn masse, der har løsrevet sig fra Eqi-gletcheren og som hvid lava - bevæget sig ud gennem fjorden i et næsten umærkeligt tempo for her, med noget der minder om tordenskrald, at brydes i stumper og stykker i alle størrelser.

Den tyske miljøminister Sigmar Gabriel, og hans danske kollega Connie Hedegaard, slutter sig til de to statsledere. Og der står og sidder de så og spiser blåbær, mens de medbragte fotografer og journalister knipser og skribler løs.

Fire højtstående politikere eller fire øko-flippere om man vil med en mission om at presse og opmuntre alverdens stormagter til at tage truslen fra den globale opvarmning alvorlig

Hvis man fryser billedet et øjeblik, kunne det sagtens bruges side om side med pandabjørnen i en reklame for WWF Verdensnaturfonden, og Fogh og Merkel lyder også som om, det kunne være det, de medvirkede i.

»Grønland er et levende bevis på, at klimaforandringerne allerede er i gang. Hvis isen heroppe smelter, vil vandstanden i havene vokse, og det vil få konsekvenser for hele kloden, og vi føler, at vi har et ansvar for at presse på for en hurtig, international reaktion. Det er et globalt ansvar, og det er derfor, vi viser Grønland frem for vores politiske kontakter,« siger statsministeren, og kansleren følger trop med en appel:

»Vi skal i løbet af de næste par år finde en international strategi for, hvordan vi tackler klimaændringerne. Det drejer sig ikke kun om at finde en teknisk og politisk strategi, men også om at overbevise befolkningerne om, at det er muligt at bekæmpe klimaændringer. Der bliver tit talt om, at det er meget dyrt at gøre noget ved klimaændringerne, men det bliver endnu dyrere, hvis vi ikke gør noget nu.«

Alligevel er det som om, der er noget, som ikke helt stemmer.

Statsministeren på hug på isen er jo den samme mand, der for seks år siden udvalgte den kontroversielle miljøoptimist Bjørn Lomborg som leder af Institut for Miljøvurdering, og det er den samme mand, der gjorde tykt grin med diverse meningsdannere og deres dommedagsprofetier og satte daværende miljøminister Hans Christian Schmidt i gang med grønthøsteren.

»Fogh lagde jo ud med en indstilling om, at miljø var noget mere eller mindre ligegyldigt, man ikke behøvede at gøre noget ved. Og han skar milliarder af kroner væk fra den her sektor, så vi blev banket tilbage, til hvor vi var i 80erne,« siger professor Per Christensen, der forsker i miljølovgivning og miljøvurdering ved Aalborg Universitet.

Flere miljøorganisationer mener, at regeringens første år ved magten har kostet Danmark dyrt. Ikke kun i forhold til naturen, men i særdeleshed i forhold til vores førerposition på området.

»Vi har tabt fem år. Kulforbruget stiger, CO2-udslippet stiger, og vindmøllebyggeriet er gået totalt i stå. Vi er stadigvæk lidt af et foregangsland, men vi har været i fuld gang med at smide det hele væk,« siger Tarjel Haaland, klimamedarbejder i Greenpeace. Klimapolitisk medarbejder John Nordbo fra WWF Verdensnaturfonden der ikke har planer om at udskifte pandaen med Fogh og Merkel uddyber:

»Vi havde dybest set en af verdens absolut bedste klimapolitikker, og nu er vi på mange områder ganske middelmådige. Vi er blandt fagfolk stadig kendt for vores vindmøller og vores evne til trods alt at holde vores energiforbrug konstant, og så er der nogle, der har lagt mærke til miljøminister Connie Hedegaard. Men var vi fortsat ad det spor, vi var inde på tidligere, så havde vi været et eksempel til efterfølgelse for resten af verden.«

Eksempelvis er 90ernes håndfaste forsøg på at få befolkningen, virksomhederne og elværkerne til at spare på ikke mindst den beskidte energi som kul blevet afløst af helt andre virkemidler, forklarer Lene Holm Pederse n, der er adjunkt ved Københavns Universitets Institut for Statskundskab og har skrevet en ph.d om grønne afgifter og det internationale kvotesystem.

»Udover at vi internationalt blev pålagt en ret stor CO2-reduktion, så var man i 90erne internationalt førende, fordi man eksempelvis indførte grønne afgifter på erhverv og videre frem indførte et kvotesystem på elværkerne i Danmark, før man begyndte på det på EU-niveau. Det er de elementer, der fortsat er bærende på området, og som jeg ser det, har man under den nuværende regering ikke tilført meget andet end appeller til den individuelle ansvarlighed,« siger hun.

»Kan du lide motivet,« råber kansler Merkel til en tysk fotograf, da hun poserende på taget af den lille kutter Smilla passerer gennem en mindre skærgård af is i diskobugten ud for Ilulissat.

Det er her, verdens hurtigste isstrøm munder ud. Hvert år river over 100 km3 is sig løs fra indlandsisen, og den mængde, der forsvinder på en enkelt dag, svarer til et års forbrug af ferskvand i New York. Halvdelen ledes ud gennem Ilulissat gletscheren, hvis front konstant knækker af, og derfor er rykket 40 km ind i landet siden år 1850 og 15 km alene siden 2002 på grund af de stigende temperaturer.

»Nej,« lyder det gnavne svar endelig fra fotografen til Merkel, men kun lige så højt, at kansleren ikke kan høre det.

Både presse og opposition i Tyskland har svært ved at tage mediestuntet seriøst og beskylder Merkel for klimaturisme, men der er ingen af de danske miljøeksperter, der går så langt, for selv om alle er enige om, at Fogh begyndte med at udsulte klimaindsatsen, så er der stort set lige så bred enighed om, at der er sket noget drastisk det seneste års tid.

Regeringens energiudspil fra foråret harmonerer fortsat ikke med miljøorganisationernes ambitioner, men det anerkendes bredt, at man er ved at indhente en god bid af det tabte land, og også det pludselige, internationale engagement har forundret NGOerne.

»På trods af at regeringen i 2001 straks fjernede de nationale mål fra den tidligere regering, så har Foghs regering faktisk gjort et godt stykke arbejde i forhold til at få vedtaget en EU-målsætning om 20 procent vedvarende energi i 2020,« siger Tarjei Haaland fra Greenpeace.

Samtidig er Danmark gået i front, når det gælder om at udvide klimaindsatsen til udviklingslandene, fortæller Kirsten Halsnæs, klimaøkonom og forsker ved Risøs UNEP Center.

»Danmark undersøger som det første land i verden klimasårbarheden og har det med i udviklingsprogrammerne. Det giver virkelig meget mening, for de fattigste lande er meget mere afhængige af naturressourcer og sårbare ved naturkatastrofer. I Bangladesh har man i 20 år haft vand- og sanitetsprogrammer, som Danmark har været med til at udvikle, men det kan jo blive fuldstændig spoleret af en oversvømmelse som den, de har oplevet for nylig,« siger Kirsten Halsnæs.

Også Danmarks beslutning om at påtage sig værtskabet for FNs klimatopmøde i 2009 får roser med på vejen.

»Det er et meget klart signal om, at man vil have klimapolitikken til at spille en større rolle, men Danmark har også kun med sikkerhed olie og gas til 2016, og hvis oliepriserne forbliver høje, så skal der under alle omstændigheder ske noget, der kræver store investeringer,« siger Mikael Skou Andersen, forskningsprofessor ved Danmarks Miljøundersøgelser, mens klimapolitisk ekspert i miljøorganisationen NOAH Palle Bendsen giver statsministeren kredit for hans nylige initiativer, men savner at Fogh, hans ministerhold og ordførere på et mere overordnet plan bliver enige om at satse på miljøet.

»Hans trafikordfører siger, han vil beskytte miljøet, men at det vigtigste for ham er, at folk har frihed til at vælge, hvordan de vil transportere sig, og for statsministeren selv er skattestoppet stadig vigtigere end klimaspørgsmålet. Men det vigtige er jo netop det hierarki af værdier, man arbejder med, og både denne og den tidligere regering har været præget af en skizofreni,« siger Palle Bendsen.

Men måske er han altså blevet bare en lille smule grøn, den tidligere så skeptiske statsminister.

»At vågne op og kigge ud over Isfjorden er nu noget ganske særligt,« som han siger, da han har taget afsked med Merkel og sat sig i forsvarets spartansk indrettede Challenger-fly, der skal transportere Fogh retur til Danmark.

Det syner ikke af meget, når man sammenligner med Merkels Airbus, der lige er lettet, men efter et par dage med helikopterture, bådudflugter og firhjulstrukne køretøjer er det måske også på tide at spare lidt på CO2-udslippet.

Fogh er tilfreds med besøget. Småting som at have siddet og delt en sten med den tyske kansler på et øde plateau ved indlandsisen mens man spiser hval og hellefisk kan vise sig uvurderligt, hvis Fogh med succes skal have lokket gigantiske CO2-udledere som USA, Indien og Kina til at forpligte sig til noget som helst i 2009.

»Klimaændringerne er ikke kun noget, der er tydeligt her i Grønland, og jeg er meget glad for, at vi under EU-formandskabet blev støttet af Danmark, og vi lover, at vi på samme måde vil bakke op om Danmark frem mod klimatopmødet i 2009,« lød Merkels afskedssalut da også, og selv om Merkel længe har været engageret i miljøpolitikken, tror Fogh, at synet af de dramatiske naturfænomener i nord kan have flyttet hende yderligere.

For som han selv siger, så flytter han sig yderligere en smule, hver gang han er i Grønland.

»Jeg skal da ærligt tilstå, at jeg jo hørte til dem, der var meget i tvivl om i hvor høj grad, man kunne sige, at klimaændringerne var skabt af naturen selv, og hvor meget der var skabt af mennesker. Det er jeg ikke længere.«

Grønlandsturene er naturligvis ikke den primære årsag til Foghs stilskifte, og der har i medierne været mange gætterier på, hvor Anders Fogh Rasmussen fik sin »åbenbaring«, men ifølge manden selv er det en kombination af mange hændelser.

»Det har selvfølgelig spillet en afgørende rolle, at FNs klimapanel nu så entydigt fastslår, at en væsentlig del af klimaforandringer skyldes menneskelig aktivitet,« siger han, men også gaskrisen mellem Ukraine og Rusland samt den fortsatte uro i Mellemøsten har bragt Fogh i øvrigt efter drøftelser med den amerikanske præsident Bush til den konklusion, at man er nødt til at holde sig uafhængig af disse regioner og dermed af fossile brændstoffer.

Tilsvarende har et besøg i Kina overbevist ham om, at verden ikke vil kunne håndtere den store vækst i ny-industrielle lande med de traditionelle energiformer og det nuværende energiforbrug.

Alligevel får man ham ikke til at tage ordet »fortryder« i sin mund, når han ser tilbage på regeringens besparelser efter systemskiftet, og han vil heller ikke i detaljer gå ind på, om Danmark ville have været endnu længere fremme i forhold at bekæmpe klimaforandringer i dag, hvis »åbenbaringen« var kommet til ham noget tidligere.

»Det er svært at sige, om vores politik havde været anderledes. Jeg føler, at vi på det overordnede plan har videreført de målsætninger, der har været bred enighed om. Så kan der være en diskussion om detaljerne i instrumenterne, men nu er der i hvert fald tale om, at vi vil gøre en forstærket indsats,« siger statsministeren, der samtidig fastholder, at der var brug for et opgør med Svend Auken-æraen.

»Vi var kritiske overfor det imperium, som Auken havde bygget op, hvor vi syntes, at pengene blev brugt uden skelen til, om det nu var der, man fik mest miljø for pengene. Det er da rigtigt, at vi tog en kritisk gennemgang af tingene, men det var det rigtige at gøre i situationen.«

Turene til Grønland er det formentlig ikke slut med. Både statsministeren og Connie Hedegaard han planer om at hive flere af verdens ledere til Ilulissat, hvis ellers det er til at få hotelværelser. De danske ministre er nemlig ikke de eneste, der har planer om et besøg. Ifølge lokale grønlændere går der rygter om alt fra Paven og Bill og Hillary Clinton til Patriarken af Konstantinopel, Arnold Schwarzenegger og ja hvem andre end Svend Auken.