Intet slipper under dirigentens radarblik

At dirigere andres musik var oprindelig en nødløsning for Pierre Boulez’ vedkommende – men mange af hans resultater står tilbage som det oplagte førstevalg.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pierre Boulez’ egne værker kan være på bare 13 CDer – et relativt beskedent resultat af seks årtier med nodepen i næverne.

Hans album med andres musik skal til gengæld tælles i hundreder. Ikke mange dirigenter har været mere aktive i pladestudiet. Færre endnu har gjort det bedre.

Franskmanden er en podieherre af den stille type. Boulez dirigerer uden pind og siger ikke mange ord under prøverne. At han kan gøre lyden af medvirkende i hundredvis så enestående gennemsigtig virker lettere uforståeligt.

Enkelte af hans indspilninger blev rigtignok kontroversielle fra dag ét. Tag bare hans meget omtalte jubilæumsudgave af Richard Wagners gigantiske »Nibelungens ring«:

Operahuset i Bayreuth satte tetralogien op i 1976 med Patrice Chéreau som instruktør og Pierre Boulez som musikalsk overånd. Forestillingen blev en af husets største succeser nogensinde og kunne efter sigende have gået i hele 20 sæsoner uden tomme sæder!

Sættet fra dengang fås i dag kun som fem DVDer på Deutsche Grammophon og ligner stadig et godt køb. Chéreau sender den wagnerske gudeverden frem til industrialismens barndom og gør det fremragende.

Men er landsmanden Boulez i orkestergraven lige så fantastisk? Ikke i forhold til de ældre indspilninger med for eksempel Karl Böhm eller Georg Solti. Den franske dirigent insisterede på en helt ny klarhed, men satte samtidig det rundere og mere kultiverede i anden række. Både sangere og orkester lyder simpelthen for grimt sommetider.

Langt de fleste af hans indspilninger siden da har til gengæld ligget i top og høstet talløse priser.

Man kan for eksempel få alle Gustav Mahlers overspændte orkesterværker med Boulez på podiet. Et storslået og overvældende smukt sæt.

Hans version af Franz Liszts to klaverkoncerter med Staatskapelle Berlin og Daniel Barenboim ved tangenterne fås heller ikke bedre. Liszts orkestermusik kan ellers lyde lidt formløs og en smule dilettantisk i håndværket. Men når Boulez dirigerer den, virker alt pludselig så logisk. Virkelig en klang af stormfulde højder.

Boulez’ bedste album fra de seneste år? Vel nok det med tre af Béla Bartók dejligste værker: Koncerten for to klaverer og slagtøj, koncert nummer ét for violin og koncerten for bratsch – alle med orkester til. Den nu aldrende dirigent borer sig ind i musikken med radarblik og giver lytteren en fantastisk fornemmelse af udvidelse i tid og rum.

At dirigere andres musik var oprindelig en nødløsning for Pierre Boulez’ vedkommende – men mange af hans resultater står tilbage som det oplagte førstevalg.