Intet kan knytte en far til sin søn som foragten for landsholdet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tilbage i 80erne forstod jeg ikke, hvorfor min far altid råbte og skreg, når han så fodbold. Denne ellers så fredsommelige mand kunne komme ind fra haven efter en lang formiddag med røven i vejret blandt pelargonier og andre stauder, tænde for fjernsynet, læne sig tilbage i den slidte, lortebrune læderstol, fiske tipskuponen op af avisholderen og så ellers tilbringe resten af lørdagen på at skælde ud på fodboldkampene, når de ikke gik, som han havde tippet. Hvilket de sjældent gjorde.

Og ingen kamp var for ligegyldig eller lille til at få aktiveret hele føleregisteret. Ipswich mod Notts County kunne frembringe omtrent samme grad af frustration, som når jeg spillede fodbold i hans blomsterbed eller forstyrrede ham i middagsluren. Synet alene af Liverpool FC gjorde ham noget nær lige så rød i hovedet af raseri som holdets hjemmebanedragt.

Udover offside-finter, glæderne ved den tids ærkeengelske kick and rush-spillestil og et længere foredrag om, hvorfor fodboldkommentatorer burde holde mund og lade holdene spille i fred (looking in your direction here, Carsten Werge), lærte min far mig, at fodbold først og fremmest handler om følelser, og at sådan nogle på ingen måde behøver at bunde i fornuften.

I hans øjne var Preben Elkjær den bedste fodboldspiller, dette land nogensinde ville se, og ikke så meget på baggrund af skud fra helt vanvittige vinkler eller scoringer mod Juventus med kun én fodboldstøvle på fødderne. Nej, sådan var det bare. Det var følelserne, der dikterede det. Udover min mor og Anker Jørgensen, var den tids landshold min fars første store danske forelskelse. Jeg tror kun, min far har grædt tre gange i hele sit liv. Da Buddy Holly styrtede ned på en pløjemark i Iowa i 59, da min mormor døde i 90, og da vi vandt EM to år senere.

Selv om der skulle gå adskillige år, før jeg selv forelskede mig hovedkulds i sporten, forstod jeg allerede dengang, så godt som en dreng på omkring de 12-13 år nu kan, at få ting her i tilværelsen kan knytte bånd mellem en far og hans søn som fodbold – og ikke mindst de følelser, der følger med. I erkendelsen af, at jeg jo dybest set nok aldrig lærer at forstå min egen drengs besættelse af Pokemon Go og Counter Strike, kan vi altid mødes omkring en fuldstændig dybtfølt, betingelsesløs og evig loyal kærlighed til Chelsea, samt en voksende foragt for det danske landsholds tilsyneladende uendelige grad af uduelighed. Eftersom vi hverken kan blive enige om sengetider, oprydning, og hvorvidt syltetøj kan betragtes som en grønsag eller ej, er det betryggende, at han trods alt blindt accepterer, at det nuværende landshold er en skandale på 22 ben. Min søn er 11. Han vil meget nødigt krammes, for det er sgu lidt underligt at stå der og holde om sin gamle far, medmindre man sådan for alvor har slået sig. Men når vores hold scorer, kender sammenholdet og kærligheden ingen grænser. Og går det ikke den vej, kan vi altid sidde ved siden af hinanden og råbe ad landsholdets håbløshed. Og ad Carsten Werge.