Interview: Vi kan også tie sammen

Man skal vælge sin makker med omhu, siger Povl Dissing og Benny Andersen. De valgte hinanden for mange år siden, og nu skal de igen drage land og rige rundt sammen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af Else Cornelius

At møde Benny Andersen og Povl Dissing er som at møde et venligt, stilfærdigt ægtepar, som har været gift i mange, mange år. Nu sidder de og husker sammen.

"Vi følte os lidt tiltrukket af hinanden," siger Benny Andersen om det første møde.

"Var det i 64 eller 65?"

"Nej, for det var efter, at jeg havde lavet "Giv mig en hest". Jeg ved, jeg sang "25 minutter endnu" den aften, for det var den, jeg lå på hitlisten med," siger Povl Dissing.

"Det må have været 66. Måske 67?"

De to lavmælte herrer grunder et stykke tid over årstallene, men de er helt enige om, at det første møde i hvert fald foregik på Louisiana.

Benny Andersen: "Det var ved et stort musikstævne, som Unge Tonekunstnere arrangerede med deltagere fra forskellige lejre, den klassiske, jazzen - og så disse folkesangere, som var oppe i tiden. Jeg var med, fordi vi var nogle forfattere, der lavede jazz og poesi. Povl var med som folkesanger. Jeg kendte ham fra en plade med nogle af hans sange, og han havde læst nogle af mine digtsamlinger, og i pausen fandt vi så hinanden."

Povl Dissing: "Det endte med, at vi kørte hjem sammen, og da vi nåede til København, skulle vi lige runde vores møde af, så vi gik på Drop Inn. Vi ville drikke et glas øl, og min kone skulle have et glas rødvin, og det lykkedes Benny at vælte al rødvinen ned over min kones nye, lysegrønne kjole. Han kom ud af det, uden at hun blev vred, og det var meget charmerende og meget flot. Så det endte med, at vi indgik en lille aftale om måske at lave noget sammen."

"At vælge makker er næsten som at vælge ægtefælle," siger Benny Andersen.

"Det tog os nogle år, før vi besluttede os."

Benny Andersen kom med det første frieri til Povl Dissing, da radioen "sidst i 60erne - 68? 69? Årstal er ikke lige mig!" ville bringe digterne Halfdan Rasmussen, Erik Knudsen, Jesper Jensen og Benny Andersen sammen med "de nye ejendommelige sangere", og Benny Andersen valgte at skrive til Povl Dissing:

"Det gik meget godt, så nogle år senere, da jeg havde lavet "Svantes viser", og bogen med teksterne og melodierne var udgivet, sendte jeg den til Povl og spurgte, om det ikke var noget for ham. Jeg vil ikke sige, han sprang jublende til, men efter nogen tøven sagde han ja."

Povl Dissing: "Det var i 1972 - det ved jeg - for det var lige, da vi skulle melde os ind i det, der dengang hed Fællesmarkedet. Jeg havde tilbragt en sommer ved Vesterhavet og gået og kigget på de bunkere, der lå der, og alt var ridset op på ny i mit indre hoved, og jeg gik og sang på "Mor Danmark". Hvad skulle jeg med Svante? En skaldet svensker, der drak portere? Jeg kunne godt se, det var nogle fantastiske sange, men de passede ikke til mig."

Benny Andersen: "Jeg mener, du sagde: "Jeg kan ikke identificere mig med Svante. Jeg er ikke Svante," og jeg sagde: "Du skal være Povl Dissing, der synger Svante," og så sagde du: "Nåh..."."

Povl Dissing: "Vi blev enige om at tænke over det, og Benny var meget flot. "Hvis du ikke har lyst lige nu, lader vi det ligge," sagde han. Og så lod vi det ligge et halvt år."

Benny Andersen: "Så var det, jeg fik tilbud fra nogle biblioteker - det må have været i 73? - om at komme og læse op og måske synge nogle af Svantes viser eller medbringe en sanger efter eget valg.

Det indvilgede Povl i, og vi kørte i hans bil fra sted til sted. Jeg har aldrig haft kørekort, så det var der ingen diskussion om. Povl, som er lysår foran mig teknisk, havde en lille båndoptager med, og vi kunne sidde i vognen og høre, hvad vi havde lavet aftenen før. Vi gav efterkritik. Den sang skulle måske sættes en tone ned, og på det sted skulle teksten være tydeligere.

I Århus var der pludselig en hund, der stod udenfor og hylede med, hver gang Povl oplod sin stemme, så da vidste vi, den var ved at være der. Vi var velforberedte, da vi skulle indspille pladen. Var det om sommeren det år?"

Povl Dissing: "Det må nu have været i maj? Eller tidligt om foråret? Jeg kan i hvert fald huske, der ikke rigtig skete noget, og vi var spændt på, om vi overhovedet fik solgt de 4.000-5.000 eksemplarer, vi havde lavet. Efter sommeren var kaffen pludselig klar, og pladen begyndte at sælge helt vildt. Nu ved jeg ikke, hvor mange tusind vi er oppe på."

Benny Andersen: "Nu har vi kørt på turné i mange år, om efteråret, og vi fungerer stadig meget godt sammen, selv om vi er ret forskellige af temperament. Povl er meget mere blid, end jeg er. De, der tror, jeg er blid, skulle vide, hvor hysterisk jeg kan være! Nogle gange føler jeg, at jeg skal beskytte Povl mod verdens ondskab. Når folk kommer masende hen til bordet, hvor vi får en stille øl, bliver jeg helt storebroragtig.

Vi har det lige som gode ægtepar, når vi rejser. Vi kan godt sidde og tie sammen. Jeg kan godt tie så meget, at det irriterer Povl, for eksempel når jeg sidder en hel time og tier over en kryds-og-tværs. Det irriterer også min kone. Men så sætter Povl et bånd på."

Sidst i september begynder parrets store efterårsrundtur. Sammen med bassisten Jens Jefsen og trommeslageren Svend-Erik Nørgaard drager Povl Dissing og Benny Andersen ud i landet og spiller i et nyt musikhus hver dag. Den 28. september skal de konkurrere med folkeafstemningen om Slagelses beboeres opmærksomhed, men det, tror de ikke, bliver noget problem:

"Engang i Jylland - Brovst? ja, Brovst - spillede vi, mens der var en vigtig fodboldlandskamp. Kvalifikation til noget... Men der var fuldt hus."

Det er jyderne, der har været deres allermest trofaste publikum, siden de begyndte at optræde sammen, den tidligere reklametegner Dissing og Andersen, den tidligere "restaurationspianist", som der står i den Blå Bog.

"Det er pudsigt, at Niels Hausgaard har sit største publikum på Sjælland," siger Benny Andersen.

"Sjællænderne forstår ikke, hvad han siger, men det må være måden, de ikke forstår ham på. Han ville ikke have slået an herovre østpå for 25 år siden, da man var mere skeptisk. Vi har altid haft det godt med jyderne. Jeg tror, de opfatter os som en slags skabsjyder.

Hvad folk vil høre i år? Den med kaffen, der er klar, slipper vi aldrig for, og der ryger nok et par andre Svanter indover. Vi følte trang til at forny os efter de første år med Svante, og vi lavede nogle nye plader, og der er også nogle sange fra dem, folk gerne vil høre hver gang, "Hilsen til forårssolen" og "Barndommens land". Vi blander programmerne. Vi ville blive sære, hvis vi skulle spille de samme sange aften efter aften."