Interview Oh, at være et får

Den 32-årige forfatter Ina Merete Schmidt er vild med får. I hendes nye roman »Fåresyge« kommer den indre kvægavler imidlertid på hårdt arbejde, fordi der både skal muges ud efter døden, skæbnen og samarbejdsvanskelige får – ikke mindst.

»Vi er ganske enkelt nødt til at leve videre, fordi livet vil sejre.« Ina Merete Schmidt har skrevet en roman om et parforhold efter et barns død. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Lad det være sagt med det samme: Ina Merete Schmidt er fuld af overraskelser og minder i det hele taget ikke ret meget om det stereotype billede af en melankolsk forfatter, man af og til får serveret i mystisk og hengemt indpakningspapir. Da Ina Merete Schmidt møder mig en sen mandag eftermiddag, er hun tværtimod åbenhjertig, grinende og meget direkte.

»Du spørger bare løs, jeg skal nok sige til, hvis jeg ikke gider svare,« siger hun kort efter, vi har sat os ned over en kop te. Det varer ikke længe, før jeg får min første overraskelse. Forfatteren afslører nemlig, at hun har været spejder i 12 år, patruljeleder i guderne må vide hvor mange, og helt bestemt må have været den, der i det danske spejderkorps har tømt flest lokummer på en endeløs række af sommerlejre. Ina Merete Schmidt er nemlig ikke den, der stikker af fra lokumstjansen. For som hun udtrykker det: »Hvis man kan tømme et lokum, så kan man klare hvad som helst.«

Tiden efter tabet
Ina Merete Schmidts nye roman, »Fåresyge«, handler om ægteparret Miriam og Lars, der er taget til en lille flække i Norge for at forsøge at genopbygge deres liv efter tabet af deres lille datter. Men sorgen og smerten lader sig ikke fortrænge af den friske fjeldluft og landlige panorama. Miriam, der er illustrator, forsøger igen og igen at lave tegninger til en børnebog om får, men det helt perfekte får viser sig ualmindeligt svært at få ned på papiret.

På den ene eller anden måde antydes det dermed, at ægteparret lider af en slags psykisk fåresyge, hvor bearbejdelsen af den smertefulde fortid hænger sammen med det at få rigtigt greb om dette »får«, både i konkret og overført betydning. Fårene har altså bræget sig ind i forfatterens bevidsthed, og jeg spørger hende, hvad det er med de får. Hvorfor har hun brugt lige præcis fårene som samlende motiv?

I første omgang vægrer Ina Merete Schmidt sig ved at svare på spørgsmålet, for som hun siger, så tænker hun først over betydningen af en bog, efter hun har skrevet den.

»Det at skrive er en utrolig ubevidst proces, hvor jeg lukker op for en masse, som jeg ikke anede, var der. Når du spørger om sådan noget, så har jeg det lidt lige som »Kejserens nye klæder«. Jeg har jo ikke noget tøj på,« siger hun grinende – og fuldt påklædt.

»Jeg kan ikke sige hvordan eller hvorfor, jeg har lavet det her skakspil. Ikke fordi det er guddommeligt, for det er det ikke, men det er altså noget, som jeg ikke har fuld kontrol over.«

Men der må vel være et eller andet, der har fået dig til at vælge netop fåret som motiv? Har du et særligt forhold til får?

»Jeg kan faktisk vildt godt lide får. Især den måde, fårene bræger på. Får er nogle utroligt charmerende dyr. I forhold til heste for eksempel, der virker som om de tænker alt for meget over det hele, så er får utroligt naive og er bare. Der er noget ren væren over dem. Især på fjeldet i Norge, hvor jeg var, da jeg begyndte at skrive romanen »Fåresyge«, var der får overalt. De stod pludselig midt ude på vejen, hvor de bare stod helt stille og gloede. Og så måtte man jo bare holde tilbage i bilen, der var ikke andre muligheder. For får elsker bare at stå der og glo. Det synes jeg er fascinerende.«

Der synes altså, på en eller anden fåret måde, at være en sammenhæng mellem Ina Merete Schmidts fascination af får og så det problematiske liv, der udspiller sig i hendes roman. Hun forklarer selv, at det har været et udgangspunkt for romanen at udforske, hvad mennesker stiller op med deres skæbne, når den tager nogle tragiske drejninger. Hvad man eksempelvis skal stille op, hvis man mister et barn, og hvordan man efterfølgende accepterer, hvad der er sket. I den henseende er Ina Merete meget bevidst om, hvordan man må håndtere det.

»Selv om man aldrig kommer sig over at have mistet et barn, lever man alligevel videre, fordi man ikke kan andet. Vi er ganske enkelt nødt til at leve videre, fordi livet vil sejre. Der skal meget til, før man kan give op. Der er som om, man må acceptere livet for det, det er.«

Og det er måske lige netop der, hvor hunden, eller i dette tilfælde fåret, ligger begravet. At fåret, som Ina Merete Schmidt siger det, »bare er til«. At den i sin naivitet bare accepterer livets gang, eller hvad?

»Ja, naiviteten kan man i hvert fald godt misunde dem. At de ikke har så mange bekymringer og overvejer alting frem og tilbage. At de bare kan stå der og glo. Det må da være det gode liv.«