Interview »Jeg er lidt af en patologisk læser«

Bøger fylder meget i Helle Thorning-Schmidts liv. Faktisk så meget at det stadig kan gå ud over nattesøvnen. »Hvis jeg virkelig går op i en bog, kan jeg slet ikke finde ud af at lægge den fra mig,« siger Socialdemokraternes formand, der er hovedperson i Noa Redingtons nye biografi, »Den første«. Bogen udkommer på torsdag.

»Jeg synes allerede, at man er gået længere med hensyn til at ville vide noget om mit privatliv og kommentere det, end man har gjort med andre politikere,« siger Helle Thorning-Schmidt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Helle Thorning-Schmidts store formandskontor på Christiansborg er som et spejlbillede af hende selv. Smukt, elegant og tjekket.

Nu kommer hun også på tryk. I bogen »Den første«, hvor hun svarer lige så smukt, elegant og tjekket på de spørgsmål, som journalisten Noa Redington stiller hende. Biografien, der er er den første nogensinde om det gamle arbejderpartis næstyngste formand nogensinde, kan købes i boghandlerne på torsdag. Hvem forestiller hun sig egentlig skal læse den?

»Så mange som muligt,« siger Helle Thorning-Schmidt og smiler, og man forstår på hende, at hun er helt sikker på, at bogen nok skal appellere til danskerne. Stilen er ligetil uden at være pjattet. Det er hverken læse-let-agtig eller vanskeligt. Alle skal kunne være med.

»Det talesprogsagtige gør bogen mere levende, simpelthen,« siger Helle Thorning-Schmidt. Og så spørger jeg hende, om det ikke, hånden på hjertet, er meget sjovere at læse en bog, hvor der virkelig gås i dybden med afsløringer? Er der ikke mere appel i en bog, hvor en forhenværende toppolitiker giver råt for usødet, eller hvor ihærdige journalister har gravet alt det frem, der graves kan, også det ubehagelige?

»Det er jo forskellige genrer,« siger Helle Thorning-Schmidt diplomatisk.

»Denne her bog har et helt andet ærinde. Det er ikke afslørende journalistik.«

Men der er vel klare grænser for, hvad du kan sige og skrive som partileder og som potentiel kommende statsminister?

»Ja, da. Det hører sig ikke til i denne her bog. Men jeg har forsøgt at fortælle sandheden, og jeg har også forsøgt at være fair.«

Hvorfor?

»Fordi noget af det mindst flatterende er, når politikere skriver bøger om sig selv og deres politiske virke og ender med selv at gør sig selv til helten i alle tænkelige sammenhænge. Sådan er det sjældent i virkeligheden, og derfor forsøger jeg virkelig at være fair i min nye bog. Jeg fortæller om formandsvalgkampen, at vi følte os hårdt angrebet af Franks (Frank Jensens, red.) lejr, og at Franks lejr sikkert har følt det samme om os. Jeg ved jo, at det er meget subjektivt, hvordan man ser på den slags. Og når jeg taler om fodnotepolitikken i 70erne og om samarbejdspolitiken under besættelsen, prøver jeg at at sætte mig ind i, hvilket verdensbillede politikerne havde dengang. Det er for nemt bare at sidde mange år efter og sige, at det der kunne de have gjort helt anderledes. Man er nødt til at vurdere historien ud fra de betingelser, som de, der skabte historien, havde at arbejde ud fra.«

Helle Thorning-Schmidt læser meget, især historiske bøger og også meget gerne historisk skønlitteratur. Hun er ikke mindst meget glad for biografier, siger hun, og hun nævner Ole Langes nye bog om C.F. Tietgen som et eksempel på »en meget spændende bog«, der siger noget om en bestemt tid. Hun har også læst hele Bo Lidegaards store Krag-biografi, for som hun påpeger:

»Den er jo nærmest standardlæsning for socialdemokrater!«

Skønlitteratur holder Helle Thorning-Schmidt også af. Også den gode gamle danske. Herunder den guldrandede, kanoniserede.

»Én af de forfattere, der har givet os – og mig selv – den største forståelse af forholdene i slutningen af 1800-tallet i Danmark, er Herman Bang,« siger hun.

»Jeg synes jo, at hans roman »Stuk« er fantastisk. Jeg har læst den mange gange, både som yngre, og da jeg blev mere voksen, og det er nok en af mine yndlingsbøger, for den giver et fantastisk billede af, hvordan det var dengang. Hvordan de nyrige opførte sig, hvordan de så på verden, deres dødsforagtende liv, dekadencen ...«

Hvad har du ellers læst, som har påvirket dig?

»Thorkild Hansens »Det lykkelige Arabien«, om Carsten Niebuhrs rejser, gjorde meget tidligt et stort indtryk. Jeg læste den første gang, da jeg var meget ung. Jeg læste også mindre højlitterære bøger, f.eks. Arthur Haileys »Rødder«, som faktisk var en af de allerførste voksenbøger, jeg gik i gang med. Jeg fandt den i min fars reol, jeg har vel været 13 år eller sådan noget, og jeg gik utroligt meget op i bogen, fordi den beskrev slavernes vilkår og gav mig en ny forståelse af, hvordan tingene var. André Brinks bøger fra Sydafrika var jeg også optaget af, og »Pelle Erobreren«, selvfølgelig. Martin Andersen Nexø var vigtig for mig. Jeg læste i det hele taget mange mærkelige bøger, da jeg var yngre. Også bøger, som jeg egentlig var for ung til at læse.«

Og der skal læses meget mere endnu. I skolernes efterårsferie skal Helle Thorning-Schmidt i gang med den nyeste Liza Marklund-krimi, for hun skal møde den svenske krimidronning, når hun kommer til Danmark om en uges tid, så det ligger lige for. I sommer tyrede hun sig igennem romaner af John Grisham, ægte amerikansk spændingslitteratur, så det forslår, og hun har også – som så mange andre danskere – ladet sig rive med af Stieg Larssons »Mænd der hader kvinder.

»Det er skønt at læse krimier, men hvis jeg skal nævne en roman, som jeg helt sikkert vil læse igen, er det Tom Woolfes »Forfængelighedens bål«, der beskriver et raceadskilt USA og handler om, hvor galt det kan gå, når der er områder i ens by og ens verden, hvor man bare ikke kan komme. Det, som Tom Woolfe skriver om, flugter meget godt med, hvad jeg siger i min nye bog: At man virkelig skal passe på sit samfund. At man skal passe på sammenhængskraften. At man skal passe på, at man ikke lige pludselig står med samfund som det, Tom Woolfe beskriver, hvor man ikke kan færdes over det hele, hvor man ikke længere ejer sit land og sine gader og sine parker. Hvis man er kommet dertil, har man et problem.«

Hvordan får du overhovedet tid til at læse?

»Jeg har heller ikke så meget tid til at læse, som jeg gerne vil, men jeg elsker at læse, virkelig, og jeg kan sagtens finde på at læse bare et par sider i en biografi, ud på aftenen, eller lidt af en historisk bog, altså, noget, som er let at lægge fra sig og begynde på igen. Jeg skal faktisk passe på, for jeg er lidt af en patologisk læser. Hvis jeg virkelig går op i en bog, kan jeg slet ikke finde ud af at lægge den fra mig. Forleden læste jeg Harry Potter, og det gik der en halv nat med. Jeg var simpelthen nødt til at læse bogen færdig. »

Kan du selv lide at læse biografier, der går i kødet på politikere, altså bøger i stil med Henrik Qvortrups og Niels Lundes Nyrup-biografi, hvor hovedpersonen ikke selv havde blåstemplet udgivelsen, og hvor alt ikke var lutter lagkage?

»Jeg elsker hard core researchede bøger, men jeg er også nået frem til den konklusion, at uanset hvor hard core researchet en bog er, vil der være ting, som folk, der medvirker i bogen, husker forskelligt. De fleste opfatter sig selv som helte i deres eget liv. Det er i det perspektiv, de ser og forstår tingene. Folk har altid deres egen dagsorden. Det må man ikke glemme.«

Men du anerkender altså, at der er behov for, at der en gang imellem laves kulegravende politikerbiografier, hvor alt lægges frem, også det ubehagelige?

»Jeg kunne ikke forestille mig, at vi ikke havde denne genre, og det kan jo godt lyde lidt mærkeligt at sige sådan noget, når man selv er politiker og selv risikerer at blive udsat for samme behandling. Men det mener jeg faktisk. Man må så bare håbe på, at det er hæderlige folk, der skriver bøgerne, og at de er sikre på de oplysninger, de får skrevet ned, og tjekker dem på alle mulige måder.«

Er der en grænse? Er det f.eks. rimeligt at bringe afsløringer om en politikers seksualitet eller sexliv, hvis man har fundet ud af noget, som ikke er almindelig kendt?

»Det ville være irrelevant.«

Så der er en grænse?

»Selvfølgelig er der en grænse, men jeg tror, at grænsen vil flytte sig i de kommende år. Også hvad mig selv angår. Jeg synes allerede, at man er gået længere med hensyn til at ville vide noget om mit privatliv og kommentere det, end man har gjort med andre politikere.«

Hvad kan du gøre ved det?

»Jeg kan prøve at finde en balance. Jeg anerkender, at folk selvfølgelig gerne vil vide noget om, hvordan jeg lever, hvem jeg er, og hvilke værdier jeg har. Men der skal være balance i tingene.«

Tænker du nogensinde på, at der engang vil blive skrevet kritiske Helle Thorning-Schmidt-bøger, som også er meget mere kritiske end den bog, du selv udgiver på torsdag?

»Ja, det gør jeg da. Der skrives så meget andet kritisk om mig, så hvorfor ikke også en hel bog? Men jeg hører ikke til de politikere, der går mest op i, hvordan historien vil vurdere dem. Jeg forsøger at gøre det så godt som muligt på de betingelser, der er, og jeg forsøger at have en klar strategi for, hvor jeg gerne vil bevæge Socialdemokraterne hen. Det er det, jeg koncentrerer mig om i dagligdagen.«

Din og Noa Redingtons bog virker ganske godt timet i betragtning af, at valget kan komme nårsomhelst? Er det rigtigt forstået?

»Hvis bogen er godt timet, er det mere held end forstand. Valget kunne jo også være kommet for en måned siden, og så havde bogen ikke været klar. Vi synes jo egentlig, Noa og jeg, at bogen ligger ganske godt nu. Men den kunne også godt have ligget helt forkert.«

Noa Redingtons »Den første. En samtale med Helle Thorning-Schmidt. Politisk biografi,« udkommer på forlaget People’s Press på torsdag. Bogen er på 320 sider og koster ca. 249 kroner.