Interview: En dans med robotter

Trisha Brown har i år som flere gange før været en af hovedpersonerne på festivalen Montpellier Danse. Den 70-årige danser og koreograf, der kort før Dominique Bagouets død i 1992 koreograferede et værk til hans kompagni i Montpellier, var nu selv på scenen sammen med to robotter.

MONTPELLIER: Hun er kendt som en af frontfigurerne i amerikansk postmoderne dans. Men Frankrig har gennem hele Trisha Browns kunstneriske karriere været den vigtigste udenlandske platform for den nu 70-årige og fortsat New York-baserede danser og koreograf.

»Jeg har næsten optrådt flere gange i Frankrig end i USA, og her i Frankrig har de fulgt hele min kunstneriske udvikling,« siger Trisha Brown, der efter at have danset paa Festival dAutomne i Paris i 1973 blev inviteret til Sainte Baume-festivalen i 1976, hvor temaet var musik og stilhed med komponisten John Cage som hovedperson.

»Dengang lavede jeg i flere år dans helt uden musik. Det var en meget vigtig begivenhed for mig i forhold til Frankrig at blive præsenteret på en festival sammen med en så markant og genial person som John Cage. Han var mit guldkort og kunne åbne alle døre,« ler Trisha Brown, der får stjerner i øjnene, hver gang hun nævner den nu afdøde komponist, hvis klavermusik hun har brugt i det herlige, legende værk »Present Tense« fra 2003, der var blandt værkerne på Montpellier Danse i år.

Allerede i 1970 havde Trisha Brown dannet sit eget kompagni i New York, og sammen med sine egne dansere har hun gennem årene uropført en række værker i Frankrig. Men da hun i 1992 blev inviteret til at lave et værk til Compagnie Bagouet i Montpellier, som skulle opføres på byens internationale dansefestival, var det første gang, hun koreograferede til andre dansere end sine egne.

Leg i tid og rum
»Jeg havde svært ved at overføre mine bevægelser til Bagouets dansere. Kroppen er jo et mærkeligt excentrisk materiale at arbejde med. I det tilfælde var jeg nødt til at bruge improvisation til at udvikle bevægelsesfraserne, som jeg så legede med i tid og rum. Det var også mit eget første skridt tilbage til dansens verden, efter at min søn havde været ude for en slem ulykke, hvor han var faldet ud fra anden sal i en bygning i New York. Så jeg gik rundt med en frygtelig angst i kroppen,« fortæller Trisha Brown, der gav værket til Compagnie Bagouet titlen »One story as in falling«.

»På det tidspunkt skreg jeg også meget. I en avis havde jeg læst, at kvinder ikke skriger, når de bliver overfaldet. Derfor havde jeg lært mig selv at skrige. Så jeg skreg af begejstring, hver gang jeg var glad for samarbejdet, så folk blev helt forskrækkede. Men da jeg skabte koreografien var kompagniets leder, Dominique Bagouet, desværre allerede meget syg af AIDS. Jeg kan huske, jeg lavede en kop te til ham, den sidste gang vi var sammen i Montpellier. Den kunne jo ikke gøre ham rask, men ritualet var så vigtigt, for vi vidste begge to, at det var sidste gang, vi så hinanden.«

Perler på programmet
Men også efter Bagouets død i december 1992 har Trisha Brown bevaret et tæt forhold til Montpellier Danse, hvor hendes eget kompagni i år har danset to vidt forskellige programmer. Som et historisk tilbageblik på 1970erne, da Trisha Brown var optaget af at demokratisere og udforske selve kroppen og dens bevægelser i forskellige rum og med og imod tyngdekraften, har man på det meget flot nyrestaurerede Musée Frabre kunnet se hendes legendariske værker »Accumulation« fra 1971, »Sticks« og »Spanish Dance« fra 1973 og »Floor of the Forest« fra 1970. En perle af et program på festivalen og et stort tilløbsstykke.

I Montpelliers store moderne Opera Berlioz har Trisha Browns kompagni foruden »Present Tense« danset »How long does the subject linger on the edge of the volume...« fra 2005 og uropført »I love my robots« for otte dansere og to såkaldte poltergeist-robotter. Japanske robotter i form af lange, lodrette rør, som Trisha Brown til slut selv kommer ind og danser sammen med.

»Da jeg blev introduceret til den japanske kunstner Kenjiro Okazakis robotter i Tokyo sidste efterår, blev jeg straks forelsket i dem. Den måde robotterne kan aktivere tid, rum og bevægelse i partnerskab med dansere åbner helt nye perspektiver for koreografi. Jeg bliver tændt af energien fra robotterne,« siger Trisha Brown, der under samtalen flere gange behændigt springer op og demonstrerer bevægelser fra både gamle og nye værker.