Interview: »Der skulle være en eller anden balance«

Overlæge Steffen Jacobsens krimidebut, »Passageren« var et afløb for flere års indestængte kreative tanker. De fik pludselig luft, hvorefter han skrev hele første udkast på et halvt år. Bogen er – ud over Danmark – allerede solgt til forlag i Sverige, Norge og Italien.

Foto: Jan Jørgensen. »Evnen til at forestille mig en anden verden har ligesom stået på standby de år, hvor jeg har forsket meget,« siger Steffen Jacobsen.
Læs mere
Fold sammen

Tre-fire år gik med en doktordisputats. Han gennemførte den, men så måtte han også op til overfladen og ånde. Nu skulle al den indebrændte kreativitet ud, og det kom den. Der gik et halvt år, så lå første udkast til en kriminalroman på bordet. Resten var gennemskrivninger.

Steffen Jacobsen sidder på Paludans Bogcafé i Fiolstræde i København og fortæller om sin kriminalromandebut, »Passageren«. Han har grå kortklippede lokker og med et 51-årigt letfuret ansigt synes denne overlæge, dr. med., som om livet af og til har behandlet ham hårdt. Eller engang nægtet ham muligheden for at få afløb for nogle tanker.

»Jeg havde det sådan, at når jeg sad og læste anatomi og fysiologi og så videre, så sad jeg altid og tegnede med den ene hånd. Tegnede eller malede akvareller. Der skulle være en eller anden balance, ellers blev jeg skør,« siger Steffen Jacobsen.

Med en ligefrem og drenget tilgang til sproget virker han venskabeligt ægte. Ordene er trukket tænksomt lange, næsten drevent, så man skulle tro, han talte om sin digre doktordisputats.

»Evnen til at forestille mig en anden verden har ligesom stået på standby de år, jeg har forsket meget, så der har ophobet sig en masse tanker i de der irrationelle brudstykker. Jeg har igennem flere år gerne villet skrive fiktion, men jeg synes ikke rigtig, der var nogen idé med det.«

Forfængelighed central
Ideen kom. Han gik til opgaven med en formel fra Ernest Hemingways bog: »Om at skrive« i baglommen. Buddet var klassisk: For at skrive fiktion skal man enten skrive om et emne, man er virkelig godt inde i. Eller også skal man sætte sig virkelig godt ind i det. Og så handler det om passion.

»Som Somerset Maugham sagde, da han gik fra at være læge til at blive forfatter: ’I took to writing as a duck takes to water.’ Sådan havde jeg det også. Jeg syntes, det var sindssygt sjovt at sidde og skabe de her scener.«

Steffen Jacobsen har selv sejlet i mange år og er meget optaget af de mennesker, som sejler Jorden rundt med store både. Det er der i disse år også mange kvinder, der gør, og heri lå en interessant tematik – et slags spænd – mellem mænd på Steffen Jacobsens alder på den ene side og disse succeskvinder på den anden side.

»Bogen handler på mange måder om mænds forfængelighed og den afmaskning, der foregår, når mænd bliver presset og måske ikke viser sig så seje, som man troede. Tag eksempelvis B.S. Christiansen, som jo er hypet op. Tænk nu, hvis det viste sig, at han ikke var benhård i vildmarken. Så ville han falde fra sin piedestal og komme til at ligne en kujon,« siger Steffen Jacobsen.

Gennem årevis af iagttagelser har han også inkluderet et andet centralt tema i bogen: Forgængelighed.

»Jeg har jo set den her forgængelighed gennem mange år. En 55-årig mand, der har en ung kone og med et hjem taget lige ud af Bo Bedre. Det er vildt, hvad der skal sættes i stand, og hvad vi skal have af balinesiske møbler og lignende. Det er fordi, det skal ligne en eller anden Manhattan-film,« siger Steffen Jacobsen.

Hans ene mundvig glider op til et udspekuleret smil.

Humor som drivkraft
Han mener, at der er sket et brud på den klassiske manderolle, ligesom dødsangsten er krøbet ind på os alle og bryder rollemønstre op.

»Da jeg var barn, var en halvtredsårig mand sådan en, der lå på sofaen med en avis over hovedet, og man skulle ikke forstyrre ham, man skulle ikke tilbyde ham fast arbejde, man skulle ikke noget,« siger Steffen Jacobsen lakonisk.

I den tyktsmurte absurditet ligger også kernen til en humoristisk drivkraft i hans tilgang til krimien. Den skal indeholde humor. Det er helt afgørende.

»En krimi skal også være morsom og indeholde en underspillet humor. Dialogerne er vigtige. En kriminalroman kan være vellykket, hvis der er to siders dialog, der sidder lige i skabet.«

Noget kunne tyde på, at det også er lykkedes for Steffen Jacobsen. Inden udgivelsen i Danmark var »Passageren« allerede solgt til Piratforlaget, Aschehoug og Feltrinelli. Tre forlag i henholdsvis Sverige, Norge og Italien. Ret bemærkelsesværdigt for et ukendt debutantnavn, og det kan blive startskuddet til endnu en krimi. For han har allerede kastet sig ud i et nyt afspændingsprojekt, der skal holde den kreative hjernehalvdel beskæftiget.

»Jeg har en historie til en anden bog, som jeg simpelthen er nødt til at komme igennem. Den er jeg gået i gang med, men derefter har jeg nogle sjove ideer til andre historier, og går det her godt, fortsætter jeg med at skrive krimier.«