Interview: Dansk faun på Politigården

Når Dansk Danseteater på mandag slår dørene op til Copenhagen Summerdance i Politigården, kan man opleve Johan Kobborg i Tim Rushtons solo »En fauns eftermiddag«, der er koreograferet specielt til den danske verdensstjerne fra The Royal Ballet i London. Først på premieredagen lander den ombejlede Kobborg i Kastrup. »Jeg er typen, der godt kan lide at gamble og satse og være under pres. Så har jeg det allerbedst også på scenen.«

Den danske verdensdanser Johan Kobborg vender mandag tilbage til København for at gæstedanse i Copenhagen Summerdance i Politigården. Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Så gæster han igen den danske dansescene. Verdensdanseren Johan Kobborg, der er kendt for både sin tekniske virtuositet og sit fremragende dramatiske spil. Tag for eksempel hans formidable præstation som den sadistiske dansemester i Flemming Flindts »Enetime«, da DR i maj sidste år i samarbejde med Det Kgl. Teater transmitterede Kulturkanon-show fra Operaen på Holmen. Her var Johan Kobborg til lejligheden blevet hentet hjem fra London for at gæstedanse, med bl.a. Gudrun Bojesen fra sit gamle kompagni på Kgs. Nytorv, men rollen som den psykopatiske lærer har han også danset med The Royal Ballet i London. Og i 2006 blev den alsidige danske balletkunstner i England hædret med Laurence Olivier Award både for sin fantastiske præstation som dansemesteren i »Enetime« og for sin succesrige opsætning af Bournonvilles »Sylfiden« med The Royal Ballet på Covent Garden.

I den kommende uge har publikum altså igen mulighed for at opleve Johan Kobborg danse herhjemme. Oven i købet helt gratis og under åben himmel. For nu har Tim Rushton fra Dansk Danseteater inviteret balletstjernen fra London til at være med i Copenhagen Summerdance 2007 i Politigården i København. Så når portene mandag aften bliver slået op til politiets smukke runde søjlegård, kan man ud over Dansk Danseteater, det norske kompagni Carte Blanche og svenske Marie Brolin-Tanis dansere også opleve Johan Kobborg solo i Tim Rushtons koreografi »En fauns eftermiddag« fra 2006. Et værk skabt specielt til Johan Kobborg.

»Jeg har altid meget gerne villet arbejde sammen med Tim Rushton. Pludselig forrige år var der en oplagt mulighed, da jeg blev inviteret til at medvirke i balletprogrammet »Kings of the Dance« i New York City Center. Her fik jeg mulighed for helt frit at vælge en koreograf, der skulle kreere en solo til mig,« fortæller Johan Kobborg, der ikke var et sekund i tvivl om, at koreografen skulle være Tim Rushton.

»Tim er jo englænderen, der kom til København, mens jeg er danskeren, der drog til London. Selvfølgelig kendte jeg ham både som danser og koreograf i København, men havde aldrig arbejdet med ham. Jeg vidste, at han altid viser stor respekt for de dansere, han arbejder sammen med, og så ville jeg gerne have noget dramatisk, så det ikke bare var trin. Så jeg kontaktede Tim, og da han var med på idéen, rejste jeg et par weekender til København, hvor vi indstuderede en nye solo til Debussys »En fauns eftermiddag«,« fortæller den 35-årige Johan Kobborg, der forlod Den Kgl. Ballet i 1999 for at blive solodanser hos The Royal Ballet i London.

Tim Rushton, der er uddannet fra The Royal Ballet School i London, drog i 1987 den modsatte vej til Den Kgl. Ballet i København. Men han stoppede som danser i 1992 for at hellige sig koreografien og siden også jobbet som leder af Dansk Danseteater.

»Der findes kun ganske få gode koreografer nu om stunder. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Alt for mange koreografer laver f.eks. en slags kopi af Balanchine og mangler en teatermæssig vinkel. Det, jeg godt kan lide ved Tim, er, at han altid er meget menneskelig og har følelserne med i sine værker. Som danser vil jeg gerne fortælle historier, og det synes jeg, han gør i sine koreografier. Man kan selvfølgelig godt finde spændende koreografer, hvor danseren bare er et instrument for koreografen. Men hos Tim er der altid en fin balance i samarbejdet, og det giver gode resultater.«

Sammen legede Johan Kobborg og Tim Rushton med forskellige idéer, inden de fandt frem til, at soloen skulle være »En fauns eftermiddag«.

»Jeg tænkte, at det ville være svært at koreografere til Debussys musik. Men det var ikke spor svært for Tim. Balletten handler om at opdage sin egen sensualitet og seksualitet. Lyset spiller en vigtig rolle, for balletten handler også om at opdage sig selv, ved at se sig selv i et andet lys. I tidligere udgaver af »En fauns eftermiddag« har man jo haft to køn på scenen. Så det er en stor udfordring at være helt alene på scenen i denne version. Selvfølgelig er der ikke helt de samme muligheder for at lege med lyset udendørs i Politigården som i det teater i New York, soloen blev skabt til,« siger Johan Kobborg, der efter nytår skal danse Tim Rushtons solo i både Moskva og Skt. Petersborg, når hele programmet »Kings of the Dance« skal på turné.

»Det var en af mine gode venner, Ethan Stiefel, som er solodanser i American Ballet Theatre, der fik idéen til at lave et balletprogram lidt à la »De Tre Tenorer«. Vi endte med at være fire mandlige solodansere fra forskellige kompagnier rundt om i verden, og producenten Sergei Danillan fandt på navnet »Kings of the Dance«.«

Første del af »Kings of the Dance« består af en koreografi af tidens hotte engelsk/amerikanske koreograf, Christopher Wheeldon, koreograferet til alle fire mandlige solodansere. Programmets anden del er Flemming Flindts »Enetime«, hvor de fire mandsdansere hver aften skiftes til at danse læreren. Tredje del består af fire nye soloer, inklusive Tim Rushtons »En fauns eftermiddag«.

Selv om Johan Kobborg har fast base i London og er ansat som solodanser hos The Royal Ballet, får han heldigvis løbende tid til både at danse og iscenesætte mange andre steder.

»Et par gange om måneden rejser jeg ud og danser. Jeg er jo primært en klassisk danser, men har været heldig foruden i Tim Rushtons værk også at danse i nye værker af talentfulde koreografer som Kim Brandstrup og Christopher Wheeldon. Faktisk er jeg med i Wheeldons nye kompagni, der skal danse både i New York og London.«

Til vinter sætter Johan Kobborg »Sylfiden« op med Bolsjoj Balletten, og samme Bournonville-ballet skal han også sætte op i Asien og Europa, mens han skal sætte »Napoli« op i Nordamerika.

»Mere præcist kan jeg ikke sige det nu. Men jeg kan fortælle, at jeg i 2009 får debut som koreograf, når jeg skal lave et program i London med værker af Tim Rushton, Kim Brandstrup og mig selv. Så må vi jo se, om jeg overhovedet kan finde ud af at koreografere.«

Johan Kobborg, der befinder sig som blommen i et æg i London, har ikke tænkt på at vende hjem og bosætte sig i København.

»For en balletdanser er London et utroligt inspirerende sted at have base. Der foregår så mange kulturelle ting, og der er stor respekt for ballet som kunstart. Når karrieren er kort, er man selvfølgelig også nødt til at tænke på lønnen, som er meget større i udlandet end i Danmark. Men jeg er ked af, at jeg gæstedanser så sjældent herhjemme. Faktisk danser jeg oftere i Sverige end i Danmark, så jeg er meget glad for, at Tim nu har inviteret mig til København,« siger Johan Kobborg, der synes, det ville være sjovt at komme hjem og danse i f.eks. »Giselle« eller i »Manon« igen eller iscenesætte en ballet som »Giselle«.

Siden sæsonen i London sluttede i starten af juni, har Johan Kobborg bl.a. været på turné tre uger i Mexico, to uger i USA og ind imellem fire dage i Brasilien med Peter Bo Bendixens balletgruppe. Berlingske Tidende fanger Johan Kobborg på Hotel dAngleterre i København, hvor han opholder sig to dage efter gæstespil hos Tage Andersen i parken Norrviken ved Helsingborg på vej videre til balletfestival i Colorado i USA, hvor han skal danse uddrag fra »Blomsterfesten« og »Don Quixote«.

»Selv om jeg rejser hele tiden, har jeg det fint fysisk. Jetlag generer egentlig ikke min krop. Måske fordi jeg er et stort B-menneske og kan sove når som helst. Jeg kommer selvfølgelig op om morgenen, men er ikke god til at lave praktiske ting på det tidspunkt. Men da vi dansede i Mexico By, som ligger højt over havets overflade, fik vi ilt hver gang, vi var ude i kulissen, for ikke at blive dårlige inde på scenen.«

Først på mandag, samme dag som premieren på Copenhagen Summerdance, lander Johan Kobborg igen i Kastrup.

»Jeg er typen, der godt kan lide at gamble og satse og være under pres. Så har jeg det allerbedst også på scenen.«

Copenhagen Summerdance. Københavns Politigård. 6.-10. august kl. 20 (dørene åbnes kl. 18.30) samt 11.-12. august kl. 15 (dørene åbnes kl. 13.30). Gratis adgang. Program: Johan Kobborg i Tim Rushtons »En fauns eftermiddag«. Dansk Danseteater i nyt værk af Tim Rushton samt uddrag af »Graffiti« og »Animal Park«. Norske Carte Blanche i Ingun Bjørnsgaards »This night of no moon«. Svenske Marie Brolin-Tanis dansere i uddrag af »To dream« af Marie Brolin-Tani.

Læs mere på www.danskdanseteater.dk