Interview: Alle familier er som Det Vilde Vesten

Anmelderroste Dy Plambeck er klar med bog nummer to. Et dødsfald i familien, Cowboy-Lone og lysten til at udforske de vilkår i livet, som vi ikke selv er herrer over, er basisingredienserne i »Texas’ rose«.

Dy Plambeck er aktuel med bogen »Texas’ rose«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager

Anmelderne jublede, da Dy Plambecks debuterede med digtsamlingen »Buresø-fortællinger« i 2005. Der blev brugt ord som »fornem«, »besnærende« og »fremragende«, og den unge forfatter fik at vide, at hendes værk hverken stod tilbage for Klaus Rifbjergs »Amagerdigte« eller Dan Turélls »Vangede Billeder«.

På onsdag sender hun bog nummer to – romanen »Texas’ rose« – på gaden. Den handler om den farverige kvinde faster Lillian, der er vild med Det Vilde Vesten og synger countrysange fra hesteryg. Faster Lillian er en samlende grundsten i både familien og i landsbyen Over Dråby, hvor hun arrangerer ting som kondi-bingo, workshops i skydning og et familiekollektiv. Da faster Lillian bliver slemt skuffet over familien, slår hun hånden af dem. Sammenholdet opløses, og hverdagen bliver forudsigelig. Faster Lillian dør pludseligt, efter at hun ikke har været i kontakt med familien i 13 år.

Selv siger Dy Plambeck om bogen:

»Den beskriver fællesskabet i det hele taget – men især fællesskabet i familien.«

Den første kim til bogen blev lagt, da forfatteren selv mistede et familiemedlem.

»Jeg mistede min mormor i 2004. Jeg havde ikke tidligere prøvet at miste nogen, som jeg elskede. Hun døde pludseligt af et hjertestop – ligesom faster Lillian. Det fik mig til at tænke på døden, og hvad der sker i en familie, når en person dør,« fortæller Dy Plambeck og understreger, at faster Lillian altså ikke er bygget over hendes mormor. Inspirationen til hovedpersonen kom fra fjernsynet.

»Jeg stiftede bekendtskab med Cowboy-Lone. Cowboy-Lone bor i Danmark, men lever som hun befandt sig i Det Vilde Vesten. Jeg så et TV-program, hvor hun prøver at slå igennem i USA som countrysangerinde. Det gik selvfølgelig galt på enhver måde. Men Cowboy-Lone fascinerede mig på en sær måde. På trods af at hun var håbløs naiv, var hendes gåpåmod utroligt. Hun lagde den første grundsten til faster Lillian.«

I »Buresø-fortællinger« tager Dy Plambeck udgangspunkt i et sted, som i øvrigt er hendes egen hjemstavn. I »Texas’ rose« er udgangspunktet familien. Dy Plambeck interesserer sig for de forhold, som er med til at forme mennesker, og som man ikke selv er herre over.

»Et barn kan ikke selv vælge sine livsbetingelser. Som barn kan man ikke selv vælge, hvor man vokser op. På samme måde bliver man født ind i en familie. Det er et uundgåeligt fællesskab, som man er tvunget ind i, og så må forsøge at få det til fungere, hvor man er,« siger hun.

»Familien er som Det Vilde Vesten. Det er et lille minisamfund i sig selv, hvor der ikke er nogen love. Man finder sig i ting, som man ellers ikke vil finde sig i. Der er mennesker, der lever med vold og overgreb i familien. Nogle gange taler man til ens familiemedlemmer på en måde, som man aldrig ville drømme om at tale til andre på. Vi mennesker vil så gerne høre til. Det, tror jeg, er et grundvilkår for mennesket. Vi bygger fællesskaber op lige meget, hvor vi er. Alle deltager i et fællesskab. Hjemløse har et fællesskab. En eneboer danner vel også et slags fællesskab – måske med fuglene.«

Arbejdsstipendium
Dy Plambeck har haft fine arbejdsforhold, mens hun har skrevet »Texas’ rose«. Efter »Buresø-fortællinger« fik hun Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik og Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium.

»Det har været fantastisk at begynde på den måde. Det er et stort privilegium. Jeg har ikke skulle bekymre mig, om der var penge til regninger i næste måned. Hver dag har været åben.«

Efter at have samlet til bunke i en længere periode, begyndte hun i januar 2007 at skrive på »Texas’ rose«. Et år senere afleverede hun manuskriptet til forlaget.

»Jeg ville helt vildt gerne have sådan nogle dage, hvor jeg gik i gang med at skrive klokken ni og stoppede igen klokken 17. Men sådan er jeg ikke, og sådan er min hverdag ikke. Jeg har mange små projekter.«

For tiden arbejder Dy Plambeck blandt andet på en børnekoncert sammen en musiker, hun har lige skrevet en tale til »Eurowoman« og til efteråret udkommer en bog, som hun har lavet på bestilling fra Dansklærerforeningen.

»Det er enormt rart at lave mindre ting. Det er kortsigtet, det bliver realiseret hurtigt, og man skal ikke gå og vente i to år på, at der kommer en bog. Som forfatter er man jo også meget alene. Når jeg arbejder på små projekter, arbejder jeg typisk sammen med andre mennesker.«

Hvad det næste store projekt bliver, ved hun ikke. Men i 2009 regner hun med at slå sig ned i New York for en stund sammen med kæresten, der er musiker.

»Jeg vil gerne opleve et andet miljø og prøve at skrive i et andet miljø for at se, hvordan det påvirker mig og mine tekster.«

Men først skal »Texas’ rose« ud på hylderne. Dy Plambeck er lige så nervøs og spændt, som da »Buresø-fortællinger« udkom. Hun mener, at hendes forventninger til sig selv er de højeste.

»Man kan jo ikke sende noget ud i verden, hvor man tænker: Går den nu an? Så selvfølgelig kan jeg stå 100 procent inde for »Texas’ rose«. Den er meget mig.«