De bløde blyantstrøg og den varme farvepalette er for inkarnerede fans ikke til at tage fejl af.

Og inkarnerede fans af lige netop Studio Ghibli er der nok af. 

Derfor blev det i første omgang modtaget som en glædelig nyhed, da OpenAI sidste uge lancerede en funktion til deres betalende kunder, hvor man kan give sine billeder et Studio Ghibli-filter. 

Sam Altman, der er administrerende direktør i OpenAI, ændrede sit profilbillede på X til en Studio Ghibli-ficeret udgave af sig selv, og mange andre fulgte trop. 

Bag Studio Ghibli står den japanske tegner og filminstruktør Hayao Miyazaki. 

Han har skabt animationsfilm som »Chihiro og heksene« og »Min nabo Totoro«, og ifølge en anmeldelse i Weekendavisen fra 2024 er der tale om intet mindre end »verdens bedste tegnefilmsinstruktør«.

Filmene er så populære, at fans både kan købe tøjdyr og t-shirts samt besøge museer og temaparker.

I diverse afkroge af internettet har man i årevis stillet sig selv det store spørgsmål, hvordan den animerede mad i Studio Ghibli-film kunne være så appetitvækkende. 

Ja, Studio Ghibli er et decideret fænomen. 

Miyazaki formåede meget tidligt i Studio Ghiblis levetid at etablere en streg, som kunne blødgøre selv de mest barske skæbner.

Det er nemlig ikke, fordi tegnefilmene udelukkende behandler blødsødne temaer. I 2023 udkom »Drengen og hejren«, som handler om en dreng, der indledningsvist mister sin mor og derefter begiver sig ud i Tokyo, mens amerikanske brandbomber falder fra himlen. 

En film, der til dels er stykket sammen af Hayao Miyazakis egne erindringer. 

Det nye OpenAI-filter er blevet lagt henover billeder fra 9/11 og massakren på Den Himmelske Freds Plads, hvor en ukendt mand stillede sig ansigt til ansigt med fire skarpladte kampvogne. 

Filteret bliver modtaget som noget, der til forveksling ligner tryghed. 

Men funktionen har også rejst et svært spørgsmål om ophavsret. 

At OpenAI overhovedet kan give almindelige billeder Studio Ghibli-tryllestøv betyder med alt sandsynlighed, at den er blevet fodret med timevis af studiets tegnefilm. 

Ifølge mediet Business Insider er der næppe ret meget at stille op, fordi der endnu ikke ligger klar lovgivning på området. 

Ifølge en juraekspert, som AP News har talt med, kan man ikke få ophavsret på en »stil«, så hvis Studio Ghibli ønsker at gøre alvor af et søgsmål, bør de se sig om efter konkrete elementer fra deres univers, som bruges af OpenAI. 

Studio Ghibli har endnu ikke kommenteret sagen. 

Men en udtalelse fra 2016 kan måske give et praj om, hvor de står på sprøgsmålet om brugen af kunstig intelligens i kunst. 

Hayao Miyazaki fik vist en grotesk AI-generet video af en krop, der trækker sit hoved hen ad gulvet med kroppen på efterslæb.

Hvis man havde håbet på beundring fra filmskaberen, blev man slemt skuffet.

Tværtimod vakte det »fuldstændig væmmelse« hos Miyazaki, som kaldte det »en fornæmelse mod selve livet«. 

Miyazaki fortalte dengang, at han »aldrig ønsker at bruge denne teknologi« i sit arbejde. 

»Overhovedet«.