Internationalt kendt designer skal kaste lys over Tivoli

I Tivoli er lyset alt, og nu skal den internationalt anerkendte danske lysdesigner Jesper Garde Kongshaug stå for en ny masterplan for haven med de 100.000 lyspunkter midt i København.

Det kinesiske tårn spejler sig i søen i Tivoli. Arkivfoto: Brian Bergmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Spørger man folk, hvad de forbinder med Tivoli, vil lysene være noget af det første, de nævner:

Lyskæderne og oplysningen af hovedindgangen, Det kinesiske tårns kulørte lys og den overdådige julebelysning – for ikke at tale om Nimb med de illuminerede løgkupler og lyset i springvandets boblende glasrør.

Tivoli har stolte lystraditioner, og nu skal den internationalt anerkendte danske lysdesigner Jesper Garde Kongshaug fremover tage sig af belysningen, for Tivoli har ansat ham til at udarbejde en ny lysmasterplan, der skal skabe fornyelser til sommersæsonen, halloween og jul.

»Vi har jo i forvejen rigtig meget fint lys. Vi har i alt 100.000 lyspunkter, men de trænger nok til en opdatering hele vejen rundt. Der er nogle særlige områder, vi skal sætte spot på, og her vil Jesper Garde Kongshaug være et drive uden lige. Alt vil blive vendt og drejet, men det er ikke noget, man vil kunne se fra dag ét. Men med en ny masterplan vil vi hen over en periode forskønne haven med nyt lys. Og allerede hen over sommeren vil man kunne se områder blive opgraderet, bl.a. det kinesiske område,« siger Tivolis udviklingschef, Jacob Helenius.

Lysets Bjarke Ingels

Jesper Garde Kongshaug har en bred international erfaring som lysdesigner, og Jacob Helenius siger, at han »er for lys, hvad Bjarke Ingels er for arkitektur«.

Jesper Garde Kongshaug har stået bag lysdesign til teater, opera, ballet, TV og arkitektur. Bl.a. lavede han lysdesignet »Nothern Lights« til John F. Kennedy Center i Washington DC, da de nordiske lande i 2013 gennemførte et stort fremstød i USA. Han har også løst opgaver for Wiener Staatsoper, San Francisco Opera og Boston Lyric Opera.

Når det gælder arkitektur, har han bl.a. stået bag lysdesign til Skuespilhuset og Grøndalskirken i København.

»Det giver god mening at sætte Jesper i spidsen for lysets udvikling i Tivoli. Lys er en vigtig del af Tivolis DNA og har i alle årene været med til at skabe følelser, stemninger og skabe det, som Tivoli er kendt for over hele verden: en unik og særlig aftenoplevelse,« siger Jacob Helenius.

Jesper Garde Kongshaug er adjungeret professor på Kolding Desingskole og har holdt foredrag om lys over hele verden.

I et interview med Berlingske har han sagt, at han elsker det skandinaviske lys, som er kendetegnet ved, at det kommer fra en lavere vinkel end f.eks. lyset i Sydeuropa gør. Det er et blødt, venligt og formgivende lys – og det lys, som Skagensmalerne var tiltrukket af.

»Jeg synes, at det er eksotisk at rejse bl.a. på grund af lyset. Det er en stor del af min rejseoplevelse, når jeg er sydpå. Der har man et mere lodret lys og den høje måne. Til gengæld har de ikke oplevelsen af en nedgående sol på en sommeraften. Vi kobler oplevelsen af lyset med det kulturelle og geografiske, og det er vildt fascinerende,« sagde han i interviewet.