Regel nr. 1 siger, at det altid er spændende at se en spillefilm af en dansk debutant, og at man bliver meget glad, hvis filmen er vellykket.

I dag er vi glade. Ind fra ukendtheden springer adræt den nye instruktør Oliver Ussing med en film, der er ung, frisk og charmerende uden at være popsmart eller overfladisk, og som er så fyldt med veloplagt talent i alle departementer, at det er en boblende fornøjelse at se den. Som at drikke champagne uden risiko for tømmermænd.

Oliver Ussing har selv skrevet manuskriptet til »Regel nr. 1« sammen med Morten Dragsted, og filmen er en smule i slægt med Stefan Henszelmans »Dagens Donna« fra 1990, for den handler om to moderne unge kvinders forhold dels til hinanden, dels til diverse mænd. I den nye film er der tale om et par søstre, men de er indbyrdes så vidt forskellige, at man også kommer til at tænke på titelpersonerne i Ole Bornedals TV-serie »Charlot og Charlotte« - den blonde Sarah er cool, selvsikker og dominerende, mens den mørke Caroline er forsigtig, usikker og jysk i tonefaldet.

I nogle år har de ikke set hinanden, for i 1999 svigtede Sarah sin søster i forbindelse med en livsvigtig nyretransplantation. Men så griber Caroline sit elendige drog af en samlever på fersk gerning med penisen inde i en anden kvindes mund, så hun flytter vred og såret hjemmefra og ind hos Sarah. Det er tid til søstersolidaritet.

Den sættes imidlertid på en række hårde prøver, fordi de to unge kvinders livsstil divergerer så voldsomt - ligesom Bymusen og Landmusen - og takket være Sarahs emsige forsøg på at skaffe søsteren en ny kæreste må den arme Caroline gennem adskillige ydmygelser, sågar en nat i detentionen. Men heldigvis mister hun hverken sin selvrespekt eller publikums sympati.

Hun er nemlig en ekstremt indtagende figur, og med den største respekt for Mira Wanting, der som Sarah er både sexy, sej og vitalt velspillende, er Susanne Juhász som Caroline historiens egentlige hovedperson og filmens stærkeste trumfkort. Susanne Juhász viste i Gert Fredholms »At klappe med een hånd«, at hun er et usædvanligt talent, og det bekræfter hun i høj grad her. Ligesom kollegaen Maria Würgler Rich fra »Små ulykker« og »Baby« har hun et intenst mimisk nærvær på biograflærredet, og hun kan både være attraktiv og det modsatte - ordet grim ville være malplaceret, men lidt i den retning - så hendes figur bliver nuanceret og flerdimensional, blandt andet præget af en høflig kejtethed, som er kær og rørende. Hvad der (oh fryd!) ikke forhindrer Caroline i at levere et effektivt højre hook, da hun er blevet tilstrækkelig forulempet af en stupid mandschauvinist.

Dem er der et par stykker af i »Regel nr. 1«, for Oliver Ussing har et skarpt satirisk blik for det københavnske jetsets egocentrerede kynisme og for mænds naragtighed, når de primært tænker med underlivet. Filmen er dog intet kønspolitisk manifest, men en begavet psykologisk komedie, og Thomas Levin er både flot og følsom som den arkitektstuderende Sebastian, der trods visse pinlige misforståelser måske er den rigtige mand for Caroline.

Yderst fornøjeligt lader producenten Peter Aalbæk Jensen sig se i en llle birolle som gammel gris med cigar, mens den med god grund efterspurgte Nicolas Bro flot fremstiller en brandert af gigantiske dimensioner. Det skildres altsammen af fotografen Morten Søborg med en livlig, dogmelignende kameraføring - som ikke er så håndholdt, at det svimler for blikket - og dialogen er mere end glimrende, ligesom hos Kim Fupz Åkeson både mundret og morsom i sin meget præcise formulering af de synlige og skjulte mentale mekanismer, der undertiden kan få folks samtaler til at minde om nervepirrende skakspil.

Der er masser af musik i »Regel nr. 1« - angiveligt hele 51 forskellige sange - men den trænger sig ikke distraherende på. I stedet bidrager den til at give filmen en sensuel og livsbekræftende lethed, som hensætter tilskueren i behagelig opløftet stemning. Tiltrukket af Sarah, forelsket i Caroline, en anelse øm i lattermusklerne og fyldt med forventninger til Oliver Ussings fortsatte karriere.