Instruktør i sprængfarligt minefelt

Den nye danske film »Under sandet« skildrer unge tyske soldater rydde miner i 1945 ved Vestkysten. De er uskyldige og sympatiske unge mennesker, mens de danske officerer i filmen er hjerteløse. Filmens instruktør, Martin Zandvliet, fortæller om sit budskab.

Tyske krigsfanger under minesøgning. Foto fra filmen Fold sammen
Læs mere

Tyske soldater blev kort efter befrielsen sat til at rydde de godt 1,5 millioner miner, som tyskerne havde nedgravet for at beskytte mod en allieret invasion ved Vestkysten. Der døde offcielt cirka 150 tyskere, og andre godt 250 blev lemlæstet af eksploderende miner. Juristen Helge Hagemann udgav i 1998 bogen »Under tvang – Minerydning ved den jyske vestkyst 1945«. Her tegnede han et mørkt billede af minerydningen og forsøgte at dokumentere, at langt flere soldater blev dræbt og lemlæstet, at minerydderne var tvunget til arbejdet, og at Danmark overtrådte Genèvekonventionen, der beskytter krigsfanger. Helge Hagemanns skildring blev kritiseret af danske aktører, der hævdede, at tyskerne havde meldt sig frivilligt, at de lavere tabstal var korrekte, og at tyskerne i øvrigt var blevet behandlet godt. Nu udsendes filmen »Under sandet« af instruktøren Martin Zandvliet, der også var instruktøren bag filmen »Dirch« om Dirch Passer. Hans skildring lægger sig tæt op ad Helge Hagemanns mørke tolkning.

I filmen ser man et dusin ganske unge tyske drenge omkring 17-18 år rydde miner et sted ved Vestkysten. Vi hører intet om nazistiske ugerninger, og drengene er så unge, at de ikke bærer på nogen skyld. De skal finde og uskadeliggøre godt 42.000 miner, og den mindste forkerte handling i afmonteringen af minerne udgør en dødelig trussel. I en gribende scene ser man en ung dreng, der får kroppen lemlæstet og armen sprængt bort, der skriger på sin mor. Delingen styres i filmen af en dansk sergent Carl i skikkelse af skuespilleren Roland Møller, der har ansvaret for, at alle minerne fjernes og han gennemløber flere følelsesmæssige forvandlinger. Fra at være følelseskold og ligeglad med drengenes liv og lemmer, bliver han påvirket af deres hårde skæbne og ender med at føle en omsorg for dem. Er der skurke i filmen? Ja, de danske officerer er skildret som følelseskolde typer med hang til sadisme. Filmen er i bogstaveligste forstand eksplosiv, og netop som man har fattet sympati for en af drengene, bliver han sprængt i stumper og stykker.

Var minerydningen et brud på Genèvekonventionen om behandlingen af krigsfanger? Var de danske myndigheder hjerteløse? Var de tyske soldater frivillige, eller blev de tvunget til at deltage i »dødsmarcher«, hvor de skulle marchere igennem minefelter, som de selv havde ryddet, for at sikre, at alle miner var fundet? Var de unge uskyldige drenge, eller var de i virkeligheden erfarne tyske soldater med nazismens ugerninger på deres skuldre?

Ideen kom fra hans søster

Martin Zandvliet, hvordan kom du frem til dette emne fra besættelsestiden?

»Egentlig kom det sig af, at min søster, som er tysker, på et dansk værtshus blev mødt af et »Heil Hitler«. Jeg spekulerede på, hvordan det kunne være, at besættelsestiden stadig spillede en så stærk rolle selv for min egen generation. Sagen med minerydderne var et velegnet emne til at skildre de moralske og menneskelige dilemmaer, som krigen dengang og krige nu er fulde af.«

Hvad er dit motiv?

»Jeg er interesseret i bagsiden af medaljen. Jeg vil belyse dilemmaerne frem for det åbenlyse. I filmen »Dirch« skildrede jeg Dirch Passer som et menneske i problemer og med dilemmaer. Og min hensigt med filmen »Under sandet« er de moralske dilemmaer, som er mere interessante end at skildre Danmark som et uskyldigt land og frihedskæmperne som gode mennesker og helte. Der var også mørke sider af besættelsestiden, og dem finder jeg interessante.«

Så din film skal ses som en korrektion af den gode historie om Danmark?

»Sådan kan du godt formulere det, for vi kom let igennem den nazistiske periode, og der har i film været for meget, synes jeg, der for entydigt skildrede os som de gode.«

Og minerydningen var en mulighed for at skildre de mørke sider?

»Ja. Jeg besøgte kirkegårdene på Vestkysten, hvor minerydderne er begravet og læste de få bøger og artikler, der er skrevet om minerydningen. På Vestkysten er disse kirkegårde spredt ud langs kysten, og på gravstenene står navne og årstal for fødsel og død.«

Har du fundet mineryddere, der har afgivet vidneudsagn?

»Nej, det har jeg ikke, og min hovedkilde på det faktuelle er Helge Hagemanns bog. Så det er fiktion, som du ser. Jeg har dog været i kontakt med børn til mineryddere, men alle personer er opdigtet – også Carl i skikkelse af skuespilleren Roland Møller. Han har i øvrigt hermed sin første hovedrolle i dansk film. Men alle fakta om minerne er så vidt muligt korrekt skildret. I debatten om de var frivillige eller ej, så er det min vurdering, at de var tvungne, men at man kaldte dem frivillige for at undgå at komme i strid med Genèvekonventionen.«

Men du er vel ikke i tvivl om, at det er retfærdigt, at tyskerne ryddede op efter sig selv?

»Nej, selvfølgelig skulle de da fjerne minerne selv, men jeg mener, at man skulle have behandlet tyskernes unge drenge bedre. Det var ikke deres krig, men vi fulgte noget, der ligner hævntørst. Vi kom til at optræde som hævnere.«

De blev dog begravet og fik navne på deres grave, så det tyder dog på en vis respekt?

»Selvfølgelig, og jeg har heller ikke lavet filmen for at pege fingre, men netop for at vise, at også en dansker som Carl bliver påvirket og ser til sidst drengene som ganske almindelige mennesker. Vi skaber fjendebilleder, men når vi kommer tæt på andre mennesker, så opløses fjendebilledet.«

Uskyldige ofre

Du skildrer i filmen tyskerne som unge drenge, der er uskyldige ofre. Du kunne have valgt ældre soldater, der f.eks. havde været på Østfronten og bar nazismens skyld på deres skuldre. Ved udelukkende at vælge ganske unge drenge gør du dem til uskyldige ofre. Er det ikke for let og helt i tidens tendens, hvor alle nærmest er ofre?

»Det er mit valg at lade dem være ganske unge drenge, for derved bevares uskylden på tysk side så at sige. Der er ingen tvivl om, at mennesker bevæges af uskyldig barndom eller ungdom. Da den tre-årige syriske dreng druknede ved den tyrkiske kyst, blev vi alle dybt berørte af hans skæbne. Ellers barrikaderer vi os bag følelseskulde og siger, at de selv var ude om det. Men disse unge drenge var uskyldige og krig var voksne mænds beslutning. Jeg vil ikke afvise, at også unge drenge begik krigsforbrydelser, fordi de blev hjernevasket, men de var samtidig ofre. Men danskerne skulle have behandlet dem bedre, givet dem mad, givet dem bedre uddannelse i minerydning og ikke presset det igennem fire til fem måneder. Nu blev resultatet, at for mange døde og blev lemlæstet.«

Gør du sagen mere endimensionel ved at gøre tyskere til ofre?

»Jeg fremstiller jo ikke drengene endimensionelt som gode mennesker, eller som om de ikke har gjort noget forkert. Min kritik er, at vi ikke skulle have brugt så unge drenge. Efterhånden bliver det også sergent Carls dilemma, fordi han indser, at de er for unge og uprøvede. I filmen går de »dødsmarch«, fordi Carl kommer i tvivl om, hvorvidt alle miner er fjernet. Det er taget fra virkeligheden, for de gik faktisk dødsmarcher dengang i felter, hvor minerne var fjernet, for at være sikre på, at alle var væk. Tænk blot, hvilken dødsangst de har gået denne march med. Og så har jeg endda ikke beskrevet de værste aspekter, nemlig at danskerne kom og kiggede på, når disse dødsmarcher foregik for nu at se, om tyskerne blev sprængt i luften.«

Lokale tjente penge på at lave miner

Vil det sige, at du har valgt at se bort fra den værste del af virkeligheden af dette minerydningstema? Var det af frygt for reaktionerne?

»Jeg kunne godt have lavet en film, der så at sige var værre. Mange lokale håndværkere tjente kassen på at lave de miner, som var et værn mod englænderne. Og danskerne kom virkelig for at se tyskerne fjerne miner. Men det var ikke filmens tema at chokere med virkeligheden på den måde, og det var ikke i min interesse at lave den slags sandhedsfilm, blot for at chokere med virkeligheden. For ingen vil høre sandheden, men jeg var interesseret i det moralske dilemma.«

Øje for øje-mentalitet

Og budskabet?

»Budskabet er vel, at »et øje for et øje«- mentaliteten aldrig har bragt noget godt med sig, og at disse unge drenge blev ofre for en hævn, som ikke var nødvendig. Når man giver igen af samme skuffe, er man så i virkeligheden bedre, eller er man lige så ond som dem, man straffer? Kærlighed og kram er altid bedre, og man skulle ikke have anvendt de hårde metoder dengang og heller ikke nu.«

Det lyder jo ganske hippieagtigt i disse terrortider, hvor vi står over for en morderisk fjende, ligesom verden dengang stod over for en nazistisk fjende?

»Det gør det, men jeg mener heller ikke, at man får noget ud af at bombe Mellemøsten, som vi gør. Det avler bare mere had fra den anden side. Had avler had.«

I din film er de unge tyskere og sergent Carl meget menneskelige og rørende. Vi ser dem som hele mennesker med alle de nuancer, der er i rigtige mennesker. Men i skildringen af de kommanderende officerer er du anderledes firkantet, og de skildres som brutale og følelseskolde mennesker endda med tendens til sadisme, da de i en scene lader det gå ud over en af drengene. Hvorfor er du ikke nuanceret i de menneskeskildringer, for derved kommer tyskerne til at fremstå som endnu mere uskyldige ofre og danskerne som de brutale?

»Fordi den kommanderende officer Ebbe spillet af Mikkel Boe Følsgaard repræsenterer systemet og landet. Jeg er vildt glad for Danmark, men vi har et problem, når systemets folk ikke opfører sig som mennesker, men blot som marionetter for systemet. Derfor bliver officeren skildret som en repræsentant og bliver derfor firkantet og endimensionel.«

Men hvorfor også onde?

»Fordi det er sådan, vi mennesker, også er.«

 

»Under sandet« har premiere i biografer over hele landet torsdag 3. december.