Solen skinner altid på de smarte
★★★★★✩
Vi, min skrivende veninde fra forlagsbranchen og jeg, havde kun lige sat os på den københavnske hipster cafe Sonny's og bestilt den første kaffe, før en japansk turist slog sig ned nabobordet. Hendes plads havde da også perfekt kameralys fra efterårsolen og den korrekte ramme af brosten, cafebord og fødder iført deluxe-sneakers til at kunne gennemføre en komplet foodie-fashion-session for den dokumenterende »instanista«.
Hun gik målrettet efter »Sonny’s signatur morgenmad«, der dækker over alle nøgleingredienserne i det digitale menneskes bedst afkodelige »nu spiser jeg sundt, men lækkert. Uden skam, men med rettidig nypuritanisme«. Proletarens gode rugbrød tilsat veganerens avocado, rødbede og rucola og toppet op med levemenneskets smilende æg.
Men storhed står som bekendt for fald, og bedst som kameravinklen var afgjort og benene nydeligt krydsede, trillede vores nabos poserende æg ned på fortorvet. Her må ikke grines, men kom muligvis til at sende min medspiser et smil, der var mere sardonisk end næstekærligt. Vi var sultne og kortet luftede små hapsere til de smukke unge mennesker, og brød og grød til os andre.
Jeg valgte deres »Berries & Bircher«, der dækker over nyklassikeren køleskabsgrød med chiafrø, havregryn og boghvede tilsat mælk uden mælk (her var den lavet af havre og mandler) og nydeligt pyntet med bær og nektariner. Min sammensvorne bestilte en prosaisk grovbolle med ost og en mere billedvenlig latte. Og hun blev både mæt og tilfreds af sit valg - omend de aldrig nåede at blive fanget af Instagrams flirtende filter.
California Dreaming på Vesterbro
★★★★✩✩
Samme uge skulle jeg mødes med min bredskuldrede modeven, der måske nok har modelmål, men stadig en mands velvoksne appetit. Jeg satte ham stævne på hipster-højborgen California Kitchen på Vesterbrogade, hvor personalet er internationalt og typecastet. Her er der emo-fyren, der helt sikkert kun servicerer grønne gourmeter til hans pladekontrakt går igennem. Der er den evigt gravide earth mom med batiktørklæde om håret og næsepiercing, og der er den sjælfulde chefkok med buskede øjenbryn, drømmende øjne og to arme gennemtatoverede med peace, love and harmony.
Menukortet afslører, at man kan gå i to retninger: de varme bowls, der har en bund af ris eller quinoa jævnt drysset med marineret fisk, kylling, tofu eller marinerede grøntsager, eller de velvoksne salater, der har mere kål og mindre kulhydrat, men til gengæld kan huse mindre californiske sager som feta og oliven (middelhavsversionen) eller radiser og boghvede (den nordiske variant).
Min ven bestilte en poké bowl, der viste sig at være en lille, men tilfredsstillende keramikskål fyldt med sorte ris, wakame, edamame, kimchi og syltet ingefær, og så en nydelig nordisk laks i japansk marinade og danske gulerødder, der var revet som den velkendte råkost. Jeg blandede min egen salat, (ja, det må man for en lille merbetaling, og for de vægelsindede, er det bestemt et plus), og fik således en generøs servering af kål og hoisin tofu, varme grøntsager der bedst kan beskrives som en californisk ratatouille, edamame og haricots verts, salsa california style og et ordentlig skud frisk koriander, ristede kerner og gurkemeje dressing.
Den var stor og pæn og langt mere overkommelig at spise, end først antaget af min makker, der bestemt mente, at jeg havde taget min mund for fuld. Vi fik vand og ice tea til, der var behørigt dyre med 20 kroner for en 25 cl boblevand med citrus og 35 kroner for 33 cl »Oh so fair, organic, bio, Ice Tea«. Men vi fik vendt både verdenssituation og kameravinkler over vores demokratiske bowls og blev enige om, at hvis kvinder på barsel og mænd tæt på to meter også vælger at spise sig mætte her (vi talte mere end en af hver type den frokoststund), så har det Californiske køkken også en fremtid efter at den digitale hype har lagt sig.