Efter kritik af det indhold, som børn under 18 år udsættes for, ruller Instagram nu en række større ændringer ud. 

Det skriver flere medier, herunder The New York Times.

Ændringerne vil betyde, at alle Instagram-konti, der tilhører brugere under 18 år, fremover som udgangspunkt vil være private – altså indstillet på en måde, så det kun er følgere, der er godkendt af den givne bruger, der kan se brugerens indhold.

Det skal beskytte unge brugere.

Instagram vil også begynde at begrænse notifikationer til mindreårige brugere, så de ikke får notifikationer mellem klokken 22 og klokken 7 om morgenen. 

Der vil også komme en række værktøjer, der muliggør at forældre kan se, hvem den mindreårige bruger har skrevet med for nylig, skriver The New York Times.

Det fremgår af Instagrams moderselskab, Metas, hjemmeside, at ændringerne vil blive rullet ud i løbet af de kommende 60 dage i USA, Storbritannien, Canada og Australien, mens de nye konti til teenagere først kommer til EU i slutningen af 2024.

Ændringerne vil også blive indført på andre af Metas sociale medier, skriver Meta, uden dog at nævne, hvilke det gælder. Dermed er det uvist, om det eksempelvis bliver indført på Facebook eller Threads. 

Adam Mosseri, der er chef for Instagram, udtaler til The New York Times, at de nye funktioner og indstillinger har til formål at imødekomme forældres bekymringer om deres børns adfærd online.

Det gælder både mængden af skærmtid, og hvem børnene har kontakt med. 

»Vi besluttede at fokusere på, hvad forældre mener, fordi det er dem, der bedst ved, hvad der er passende for deres børn – frem for teknologivirksomheder, private virksomheder, senatorer, politikere, medarbejdere eller tilsynsmyndigheder,« sagde han i et interview. 

Det nye tiltag hedder »Teen Accounts«, altså teenagekonti, og ifølge The New York Times er det et af de mest vidtrækkende tiltag, som et socialt medie har indført vedrørende børn og unges brug af sociale medier. 

Ud over de førnævnte tiltag vil det som udgangspunkt også kun være muligt for de mindreårige brugere at skrive beskeder med folk, som de selv følger, eller som følger dem. 

Ifølge Meta vil det for børn under 16 år kræve tilladelse fra forældrene, før de nye restriktioner for mindreårige brugere kan ændres.