Ingrid Bergman i dokumentar: »Jeg fortryder kun de ting, jeg ikke har gjort«

Den skandinaviske skuespillerinde levede sit liv fri som fuglen, før den slags var normalt for kvinder, og vi får hele historien i ny film.

Den nye dokumentarfilm »Jeg er Ingrid« af Stig Björkman fortæller historien om skuespilleren Ingrid Bergman. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lennart Nilsson/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den nye dokumentarfilm »Jeg er Ingrid« af Stig Björkman fortælles Ingrid Bergmans historie med uddrag fra hendes egne dagbøger. Skuespillerens fire børn er også stemmer i en historie om en iøjnefaldende skandinavisk skuespiller, der levede et liv som frigjort kvinde i 1930’erne, 40’erne og 50’erne, som det først blev normalt langt senere.

»Jeg var det mest bly væsen, men jeg havde en løve inden i mig, der ikke ville tie stille,« skrev Ingrid Bergman tidligt i sin dagbog.

Som moden kvinde sagde hun i et tv-interview, da hun blev konfronteret med sit omskiftelige liv:

»Jeg vil ikke have rødder. Det er ikke nødvendigt, Jeg vil være fri.«

Allerede som 23-årig tog Ingrid Bergman til USA for at prøve lykken på en kontrakt med filmproducenten David O. Selznick. Det gik forrygende med roller i film som »Intermezzo«, klassikeren »Casablanca«, »Sct. Marys klokker« og en Oscar for rollen i »Gaslys«. Markant var også samarbejdet med Alfred Hitchcock, hvor Bergman spillede med i »Troldbunden« og »Notorious« eller »Berygtet«, som mesterens thriller kom til at hedde i de danske biografer.

Uden fortrydelse

Hendes første mand, Dr. Petter Lindström, kom med til USA, men hun forlod ham og sin datter Pia, da hun i 1950 blev forelsket i den italienske instruktør Roberto Rossellini. Ingrid Bergman havde skrevet til den neorealistiske instruktør, og spurgt om hun kunne være med i en af hans film, fordi hun var træt af Hollywood.

Hun kom med i »Stromboli«, hvor hun forelskede sig hovedkulds i instruktøren og de to blev gift og fik tre børn. Tvillingerne Roberto og Ingrid Rosselini og Isabella Rosselini, der også blev skuespiller – blandt andet hos David Lynch. Da kærlighedsaffæren med Roberto Rosellini blev kendt i Hollywood, blev der råbt »skandale«.

»Dengang var det et chok at se en kvinde forlade sin mand og et barn og åbent vise verden, at man var forelsket i en anden mand. Jeg var pludselig en fare for amerikanske kvinder. Selv min stemme i radioen var angivelig farlig. En senator i Washington sagde offentligt: »Ud af Ingrid Bergmans aske vil der vokse et bedre Hollywood«. Jeg var såret, men jeg følte ikke, at mit liv burde have interesse for andre end mig selv. Jeg var jo bare skuespiller,« siger Ingrid Bergman i filmen.

Efter en stribe fiaskoer med Rossellini blev de senere skilt, og Bergman tog tilbage til USA, inden hun i lange perioder boede i både Paris og London.

I USA var hun stadig så stort et moralsk problem, at tv-værten Ed Sullivan for åbent kamera spurgte sit publikum, om de ville have Ingrid Bergman med i programmet eller ikke, og selv om de indikerede, at det ville de, turde han ikke, da det kom til stykket. I USA svarede hun i 1957 på en tv-reporters spørgsmål med et stort grin om, hvorvidt hun havde fortrudt noget?

»Jeg fortryder kun de ting, jeg ikke har gjort. Jeg er glad for at være udstyret med mod, sans for eventyr og humor og en lille smule common sense.«

Arbejdet før børnene

Ingrid Bergman satte generelt sit arbejde før sine børn, og hun beskrives som en fugl, der hele tiden var på vej videre. Hendes børn har i dag forskellige opfattelser af, hvad følgerne har været for dem. Isabella Rossellini ligner sin mor og forstår hendes prioriteringer bedst, mens den ældste datter Pia Lindström er mest kritisk:

»Børn er måske bare ikke så interessante. Ikke for alle forældre, åbenbart. Vi ville bare gerne have set mere til vores mor. Hun var sjov at være sammen med.«

Ingrid Bergman skrev meget om sine børn til de nærmeste venner, men sagde også offentligt: »Jeg var nok mere venner med mine børn end egentlig mor for dem.«

I 1956 vandt Bergman sin anden Oscar for »Anastasia«, og den tredje for bedste kvindelige birolle i »Mordet på Orient-ekspressen« i 1975. Björkmans dokumentarfilmen er fyldt med klip fra hele karrieren inklusive hendes screen test i Hollywood og mange filmstrimler fra privaten, hvor smalfilmkameraet blev flittigt brugt. Bergman blev gift tredje gang i 1958 - med teaterproducer Lars Schmidt, som hun nåede at blive skilt fra i 1978, inden hendes død som 67-årig i 1982

En affære med krigsfotografen Robert Capa beskrives i den nye film, mens en affære med Gregory Peck ikke gør det. Ingrid Bergman fik spillet sammen med både Gary Cooper, Charles Boyer og Cary Grant, og hun er uden sammenligning den skuespiller fra Skandinavien, der har haft den mest fyldige karriere i Hollywood, hvis man ser bort fra Greta Garbo.

Karriere på egne præmisser

Hverken på film eller på teatret var der en falsk tone i Ingrid Bergman. Hun havde på én gang en aura af stjerne og samtidig en realistisk spillestil.

Donald Spoto er en internationalt anerkendt biografiforfatter med 27 bøger på samvittigheden. Blandt andet »Notorious - The Life of Ingrid Bergman« fra 1997. Næste år kommer der en bog om den amerikanske skuespiller Theresa Wright fra den 74-årige forfatters hånd.

»Jeg mødte Ingrid allerede i 1972, og jeg fik gennem tiden lov til at optage en stor del af vores samtaler. Hun havde en vidunderlig form for ironi og humor, som jeg nu da jeg bor i Danmark, kan se, er meget nordisk. På den måde var hun en fornøjelse at være sammen med. Ingrid levede hele sit liv med stort mod og så skal man tænke på, at hun har spillet roller på fem sprog. Det har jeg ikke set hos nogen anden skuespiller.«

»Hun bad altid make-up folkene om at gøre hende grimmere. Det handlede kun om, hvad rollen krævede og ikke om hendes egen forfængelighed. På samme måde som man ser det med Ghita Nørby i Danmark,« siger Donald Spoto, og fortsætter:

»Bergman ville være forvirret, hvis man havde kaldt hende for ’kvindesagsforkæmper’, for det begreb hører til 1960’erne og 1970’erne. Hun havde altid gjort, hvad hun ville. Valgt sine manuskripter selv. Sagt nej til at få ændret udseende og frisure da hun kom til USA. Hendes karriere kørte fuldstændig på egne præmisser. Kun med én undtagelse, og det var årene i Italien, hvor hun indspillede en del film af loyalitet over for Roberto Rossellini. Det var en fejl og det blev til et kunstnerisk sidespor.«

En af de største

Ingrid Bergman var ikke en intellektuel skuespiller, men hun var et naturtalent.

»Som alle store skuespillere havde hun noget mystik over sig. Når hun skulle læse et manuskript, satte hun sig altid ud til et sted med udsigt over noget vand. Der sad hun og læste og valgte at sige ja eller nej ud fra sit instinkt.«

»Det var kun den næste rolle, der betød noget og når vi talte om, hvor vidt hun ville blive husket i fremtiden, sagde hun bare: »det kan kun tiden vise«. Hun var fokuseret på at repræsentere den person, hun spillede. Og fordi hun har spillet så bredt et register, gør det hende til en af vore største skuespillere nogensinde,« siger Donald Spoto, og fortsætter:

»Bergman var altid troværdig, uanset hvilken rolle hun spillede. Også selv om filmen hun var med i, kunne være mindre god. Hun var ikke nogen metodeskuespiller. Hun gjorde det bare.« Det minder mig om en gammel anekdote om Dustin Hoffman på John Schlesingers ’Marathon Man’, hvor han drak alkohol og tog stoffer for at komme langt nok ud i sin rolle som torturoffer. Laurence Olivier som også var med i filmen, spurgte ham på et tidspunkt helt tørt med sin britiske mine: »Hvorfor prøver du ikke med skuespil?«

Dokumentaren »Jeg er Ingrid« havde premiere 27. august over hele landet.