Ingenting taler højere end det, man forsøger at tie ihjel

Den roman-aktuelle norske forfatter Lars Saabye Christensen vil gerne, men kan endnu ikke skrive om det, der for fem år siden ændrede hans Oslo for altid. Han håber at nå det, inden det er for sent.

Lars Saabye Christensens roman »Magnet« modtog sidste år Norges vigtigste litteraturpris, Brageprisen. Berlingske har mødt den norske forfatter i forbindelse med, at romanen netop er udkommet på dansk. Interviewet findet sted fem år efter, at Berlingskes journalist og Lars Saabye Christensen sidst mødtes i Oslo i dagene efter terrorangrebet på Utøya – en begivenhed, der også sætter spor i denne nye samtale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Oslo, i den mørke uge af juli 2011.«

Sådan har Lars Saabye Christensen skrevet i mit eksemplar af hans roman »Bernhard Hvals fortalelser«.

Jeg mødte den norske forfatter få dage efter massakren i Oslo og på øen Utøya. Det attentat, som højreekstremisten Anders Behring Breivik stod bag, og som kostede 77 mennesker livet. I de dage, da gaderne i den norske hovedstad var fyldt med politi, men også med røde roser. Da chokket lå som en dyne over Karl Johans gate; det ellers trafikerede hovedstrøg, som nu var stille.

»Okay, er der nu igen sket noget et eller andet sted ude i verden?« tænkte han, da han kom hjem fra træning om eftermiddagen 22. juli 2011.

»Jeg koblede det ikke til, at det skete lige rundt om hjørnet. Det var en umulig tanke. Indtil jeg pludselig begyndte at forstå, at det var gadebilleder, jeg kendte,« sagde Lars Saabye Christensen dengang om de TV-billeder, der kørte på skærmen.

Snart kunne han høre ambulancehelikopterne flyve hen over huset, på vej til og fra Oslo Universitetssykehus.

Om aftenen prøvede han at gøre det, han gør: skrive. Men det gik ikke.

»Det, jeg skriver på nu – måske en roman, jeg ved det endnu ikke, blev afbrudt, og det var umuligt for mig at fortsætte. Jeg havde en mærkelig og urovækkende oplevelse af, at en sådan udåd fra et menneske tog al kraften. Det blev ligegyldigt. Mistede sit formål. Det er noget, jeg må reparere efterfølgende.«

Oslo er grunlæggende forandret

Det er den reparation, vi nu mødes for at tale om. Med fem års afstand til begivenhederne.

»Der har også været mørke uger denne sommer. Vi har i den grad set den islamiske terror slå til. Så tiden er ikke blevet bedre,« konstaterer den 62-årige forfatter med henvisning til den række af terrorangreb, som har ramt blandt andre Frankrig og Tyskland.

Lars Saabye Christensen er netop kommet hjem fra en rejse til Israel og Palæstina.

»Der var et terrorangreb i Tel Aviv, mens jeg var der. Det slog mig, at dagen efter var blodet vasket bort, stolene sat på plads, og folk sad og drak kaffe. Livet går videre, og sådan må det være.«

Sådan er det også i Norge.

»Det er selvfølgelig et sår, der ikke heler, et mærke, som er sat i både nationen og i tiden. Men både det gode og det tragiske er, at livet alligevel går videre. Efterhånden samler samfundet sig og går tilbage til den almindelige dagsorden.«

Det samme gælder den følelse af håb, der opstod i tiden efter terrorangrebet, og hvor Nordahl Griegs »Kringsatt av fiender« igen og igen blev sunget.

»Det er jo både smukt og fascinerende på sin vis. Ordene bliver meget store, og det samme gør visionerne om et nyt og bedre samfund med mere kærlighed og tolerance. Det er fint i øjeblikket, men det er ikke sandt. For livet falder tilbage i det gamle spor.«

Alligevel er Oslo grundlæggende forandret, mener Lars Saabye Christensen.

»Rent fysisk har det ændret byen. Der er meget bevæbnet politi på gaden, og flere gader er lukkede. Det er med til at præge vores omgivelser og ændre byrummet. Det skal man ikke undervurdere. Det er måske ikke noget, man tænker så meget over, men det er en radikal forandring af en by. Det giver en helt anden stemning.«

Problemet er bare, at der ikke er noget alternativ.

»Jeg har ingen modforestillinger. Jeg vil, at byen skal være tryg. Jeg vil hellere føle det ubehag, end terrorens ubehag. Men når politikerne siger, at vi ikke må lade terroristerne vinde, og at alt skal være som før, så er det ikke sandt. Ingenting er som før. Før og efter Breivik er to forskellige ting. I Nice er der et før og et efter 14. juli 2016. Det er ikke længere det samme at ligge på den strand eller at sidde på den promenade. Det er helt umuligt,« siger han og tilføjer:

»Her sidder vi lige ved den jødiske synagoge, og jeg kan se, at gaden er lukket, og der er politivagter, som går rundt hele tiden. Det er en forandring af København. Jeg bryder mig ikke om den forandring. Men jeg ved, den er nødvendig.«

Prisbelønnet roman om outsiderpar

Interviewet foregår på en café i Krystalgade. Lars Saabye Christensen er i København for at præsentere sin nye bog. »Magnet«, hedder den 749 sider lange roman, der sidste år modtog Norges vigtigste litteraturpris, Brage-prisen, og som netop er udkommet på dansk.

I den følger vi parret Jokum og Synne. På hver sin måde begge outsidere – et klassisk træk i Lars Saabye Christensens forfatterskab, der blandt mange andre bøger tæller romanen om hans egen generation, »Beatles«, og slægtsromanen »Halvbroderen«, som gav ham Nordisk Råds Litteraturpris.

Hovedpersonerne i den nye bog mødes på et kollegium i Oslo i 1976, og vi forlader dem først kort efter årtusindskiftet. Den ene halvdel af bogen foregår – igen som mange af hans tidligere romaner – i Skillebekk-kvarteret i Oslo, hvor han selv er vokset op. Den anden halvdel er henlagt til San Francisco i USA. Terrorangrebet i New York 11. september 2001 er da også noget af det sidste, vi hører om.

»Der er nogle begivenheder i den tid, man skriver om, som man kan vælge fra, men der er også nogle, som det er helt umuligt at komme uden om.«

»Magnet« slutter før 22. juli 2011 og handler derfor ikke om terrorangrebet i Norge.

Men har terrorangrebet alligevel haft en indvirkning på de to romaner, Lars Saaabye Christensen har nået at skrive efter Utøya?

»Det er vanskeligt at sige for mig. Som forfatter bærer jeg de erfaringer i mig. Jeg kan ikke påstå, at det har smittet af, men det er da muligt. I så fald har det ikke været bevidst.«

Jeg spørger, om han har gjort sig over-vejelser om at bruge Breiviks terrorangreb i sin litteratur.

»Foreløbig ikke. Jeg vogter mig for det. Det er et motiv, jeg er ekstremt bange for at nærme mig. Hvis jeg skal gøre det, må jeg finde en måde, jeg kan gøre det på som forfatter. Jeg skal finde en indgang. Der er nogle hændelser, som man må behandle med den yderste præcision, når man skal skrive om dem. Det her er én af dem.«

Alligevel er han sikker på, at Breiviks udåd vil få en plads i litteraturen.

»Jeg har i mit forfatterskab arbejdet meget med opvækstskildringer og beskrevet for eksempel 1960erne og 1970erne, og jeg er helt overbevist om, at hvis nye generationer af norske forfattere skal skrive lignende romaner om den tid, de er vokset op i, 00erne og 10erne, så kan de ikke komme uden om Utøya. Terroren vil komme ind i både litteraturen og livene.«

Ingenting kan unddrage sig litteraturen

Det er vigtigt, at nogle skriver om det, der er sværest at skrive om, som Lars Saabye Christensen siger.

»Der indtræder en vis forsigtighed og en selvcensur. Det er helt klart, at det, der er vanskeligst at skrive om, ekstremismen, bliver det også problematisk at skrive om. Men der er ingenting, som kan unddrage sig litteraturens øje. Tværtimod. Ingenting taler højere end det, der bliver tiet ihjel. Men det er svært at skrive om. Det kræver en intellektuel følsomhed og en præcision, som stiller høje krav,« siger han og tilføjer: »At bruge en hændelse som Utøya i en middelmådig lufthavnsthriller ville være en skam.«

Lars Saabye Christensen nævner den konflikt, der er opstået i Norge om et stort mindesmærke for terrorangrebet. »Memory Wound«, hedder værket, som den svenske kunstner Jonas Dahlbergs står bag, og som skal opstilles ved Utøya.

»Det er en principiel sag, som er knyttet til det, vi taler om her. De, som skal sidde hver dag og se på mindesmærket, er dem, der bor tæt på, og som tog deres både og sejlede ud til kugleregnen og reddede de unge. Det er heltene. Men de orker ikke at blive mindet om det hver dag,« siger Lars Saabye Christensen:

»Det er interessant. Der er ikke noget galt med det kunstneriske udtryk. Alle er enige om, at det skal være sådan, men det er stedet, man diskuterer. Det siger noget om, hvor stærk kunst kan virke, når det er knyttet til så tragiske begivenheder. Det er tankevækkende i en tid, hvor man kan føle, at ingen rigtig tager sig af kunst mere. Pludselig er det næsten på liv og død.«

Lars Saabye Christensen svarer prompte bekræftende, da jeg spørger, om han tror, at han selv – på den eller anden måde – kommer til at behandle hændelserne på Utøya litterært. Men om han er i gang, vil han ikke svare på.

»Det siger jeg ikke. Men jeg ved, at hvis jeg magter det, så kommer jeg til det.«

Tiden er blevet en faktor.

»Jeg tror, at alle forfattere, der nærmer sig midten af 60erne, begynder at tænke på tid på en anden måde. Da jeg var 30 og 40 år, tænkte jeg ikke på, hvor mange romaner jeg når at skrive, hvor mange ideer jeg kan nå at realisere. Men pludselig er det en tanke, der slår en. At nu er det vigtigt at vælge rigtigt.«

Lars Saabye Christensen indskyder, at han er vel mørk til sinds. At han ikke håber, at læserne har fået indtryk af, at han er et norsk hængehoved.

»Jeg prøver jo at skrive humoristiske romaner,« som han siger.

For humoren er også et værn mod mørket.

»Humoren er en antitotalitær evne at have. Latteren er en anarkistisk skikkelse. Og ingenting er vigtigere end det i vanskelige tider.«

Lars Saabye Christensens roman »Magnet« er netop udkommet på C&K Forlag.