Ingen stilhed før de stormer

For første gang i mere end 20 år kan danskerne høre piratradio. Bølgerne kommer fra et lille studie dybt inde i Ungdomshuset på Jagtvej 69. Radiofolkene mener selv, at de har en kulturel mission, og de bliver ved, til de får et »undskyld«- eller til huset bliver ryddet.

»Nu er det kørt så meget op i en spids herinde, at det er blevet sådan et sted, hvor politiet ikke kan komme før den der rydning. Så kan man lige så godt bare helt åbenlyst sende herfra,« siger en af Ungdomshusets DJs. Foto: Brian Berg<p> Fold sammen
Læs mere

»Så er der en lytter, der har ønsket Paragraf 119 med »Slå Først«. Og det er jo rigtigt: Hvis du vil undgå politivold, så husk at slå først. Og fuck dig, Bjarne!«

DJen på Piratradio 69 tager den slidte mikrofon fra munden. Hans stemme er forvrænget, så den lyder som en mellemting mellem Frøken Klokken og en af musene i »Askepot«. Han skruer op for den larmende danske punkplade og griner ved sig selv. Måske fordi hans afsluttende hilsen gik ud til Bjarne Christensen, der er indsatsleder ved Københavns Politi? DJen er blot en af fem-seks mennesker i Ungdomshusets trange bud på et radiostudie. Det ligger i en afkrog af bygningen på Jagtvej 69, mellem fire snuskede vægge med graffiti overalt. Vinduerne er dækket til, og der hænger tre gasmasker på væggen. Alle med friske filtre, hvis nu gaspatronerne alligevel skulle finde vej ind gennem vinduesrammerne.

Fra disse sparsomme 20 kvadratmeter sender Piratradio 69 i foreløbig fred og ro, og det er dybt usædvanligt i Danmark. Sidst, pirater hærgede de danske radiobølger for alvor, var i begyndelsen af 1980erne, hvor DR stadig klamrede sig til monopolet. Dengang som nu slog politi og telestyrelse hurtigt og hårdt ned på piratradioer. Men Piratradio 69 er den mest vedholdende danske piratradiostation i mere end 20 år. Og det kan miljøet omkring det udskældte Ungdomshus - paradoksalt nok - takke sine banemænd og -kvinder i Faderhuset og Københavns Kommune for.

Klar til angreb

Da jeg ankommer, står tre hætteklædte mænd ved et skur på husets bagside og forsøger at bryde en hængelås op med en boltsaks. En af dem skuler og ser mig an, men ordene »Berlingske« og »aftale« hjælper på sagen. Jeg bliver lukket ind i huset af en tynd, rødhåret mand i tyverne, der kalder sig `Ulla'. Han er en af dem, der står bag Piratradio 69, og han viser vej til studiet. På vej gennem huset ligner det en borg, der ved at blive gjort klar til at modstå et angreb. På en trappeafsats ligger to store ruller pigtråd og en håndfuld sække med mørtel, og et sted er der bygget en armeret afspærring, der ser ud, som om den kan lukkes i på et øjeblik. Der lurer i det hele taget en sær stemning i huset - en blanding af forventning og uvished om, hvor voldsom den snarlige storm bliver. Da vi er gået gennem den store og hærgede fællessal, bliver `Ulla' formanet om, at han ikke må slippe sine gæster af syne. Ingen fra pressen må gå rundt på egen hånd.

Fremme ved studiet slutter to andre radiofolk sig til os. De har valgt at hedde DJ Drønet og DJ Mig-i-røven - den første er tynd, langhåret og med et chik overskæg, den anden er mindre og har ladet skægget finde vej rundt i hele ansigtet.

»Radioen er et vindue ind til de ting, som det rigtig drejer sig om,« siger DJ Mig-i-røven.

»For vores facade er lidt svær at afkode: Den er sort og med graffiti, og folk har nitter på tøjet. Det signalerer for mange trussel og hårdhed. Men de værdier, som hersker i huset, er egentlig meget bløde: De handler om at passe på hinanden og give plads til minoriteter. Man skal ret langt ind i huset for at opdage de værdier - man skal næsten have været med på et møde og høre, hvordan man diskuterer magtstrukturer i huset. Derfor er det fedt, at radioen viser, hvad huset står for.«

Men hvorfor taler I så med forvrængede stemmer? Det virker ikke særlig imødekommende?

»Man skal lytte til det, der bliver sagt, i stedet for hvem der siger det,« siger DJ Drønet.

»Jeg tror, at de fleste folk finder det humoristisk. Men jeg har ikke så god fornemmelse af, hvad den generelle befolkning synes om sådan en pitchet musestemme.«

»Man kan jo bare vælge at synes, at den lyder sød,« foreslår DJ Mig-i-røven.

Ingen sexisme mod Ruth

Radiofolkene henviser til Ungdomshusets pressegruppe, når man spørger til husets generelle situation. De er kun interesseret i at tale om deres piratradio, som de til gengæld er meget begejstrede for. Også selv om den kun eksisterer i kraft af Ungdomshusets højspændte situation.

»Nu er det kørt så meget op i en spids herinde, at det er blevet sådan et sted, hvor politiet ikke kan komme før den der rydning. Så kan man lige så godt bare helt åbenlyst sende herfra. Hvis vi havde gjort det på et hvilket som helst andet tidspunkt, så havde det udløst en ransagning, som måske havde udløst en rydning,« siger DJ Mig-i-røven.

Piratradio 69 sender 24 timer i døgnet, og på studiedørens tavle står der et navn ud for de fleste af døgnets timer. Hver dag kl. 12 indtager pressegruppen studiet og sender en såkaldt nyhedstime, hvor de fortæller deres version af striden om Ungdomshuset. Ellers fylder musikken det meste, men DJ Drønet gør opmærksom på, at der også har været programmer om »irske landbrugsrettigheder og græske frihedskampe for frirum lig Ungdomshuset«.

»Der er også meget for børn,« indskyder `Ulla' og peger på oplæsninger af »Karius og Baktus«, »Cirkeline« og den hjemmegjorte føljeton »Ungdomsmusene og panserkatten«.

Det eneste, radiogruppen ikke vil høre i æteren, er nedgørelse af bestemte personer eller grupper. »No Death Threats!« står der på sedler flere steder i studiet. Selv ikke mod Faderhusets leder, Ruth Evensen.

»Vi har opfordret til, at man ikke lige kommer til at sige, at Ruth skal skydes, for så kommer der en sag ud af det. Men ellers siger folk, hvad fanden de vil. Der var en lytter, der SMS'ede noget om Ruth, men så var der en anden SMS, der pointerede, at det var en sexistisk måde at nedgøre Ruth på. Og så blev der sagt noget om husets værdier på den måde,« siger DJ Mig-i-røven.

Hvordan er det at sidde og lave radio til fordel for et af de mest upopulære miljøer i Danmark?

»Det har jo aldrig været et miljø, der specielt gerne ville forstås. Og lige meget hvad, så kan vi jo ikke få lov at blive her, selv om hele Danmark syntes, at det var en god idé,« siger DJ Mig-i-røven.

Sidder I og laver radio med den tanke i baghovedet, at det ikke varer ved?

»Jeg tænker da på, at når man skriver sig på tavlen, så skal man ikke skrive alt for langt hen i ugen,« siger han.

»Arh, det er noget pivskids-shit, det der. Det, synes jeg, er noget fis. Vi regner ikke med, at vi skal nogen steder,« siger `Ulla'.

De skal sige undskyld

I Ungdomshuset er der lige så mange meninger, som der er brugere. Det gælder også radiogruppen. Men én ting er de enige om: At de har en kulturel mission, også selv om den er ulovlig.

»Et mål kan være at gøre opmærksom på det hul, der er i det medietilbud, der er nu. Der er jo ikke noget undergrundsradio. Men der er folk, der godt gider at lytte til det her, og folk der godt gider at lave det. Og der er overhovedet ikke noget, der ligner det. Der er slet ikke noget reggae og punk og drum'n'bass og gamle funkplader og al den slags,« siger DJ Mig-i-røven.

Men I bryder jo loven, når I sender. Betyder det ikke noget?

»Jeg synes ikke, at det gør noget, at noget er forbudt, når det er moralsk okay. Ligesom at gå over for rødt, hvis der ikke kommer nogen biler. Og at bruge en del af frekvensbåndet, hvor der bare ellers var stille, til at sende noget fed kultur, der ikke eksisterer andre steder - det kan jeg kun stå inde for. Det er åndssvagt, at det er forbudt. Det er godt, at der er nogen, der bryder sådan en lov. For det er også noget af det, der er med til at holde samfundet justeret.«

Hvad skal der til, før I stopper med at sende?

»Hvis de giver os huset tilbage og siger undskyld for al den ballade, der har været, så kan vi godt prøve at gøre radioen lovlig«.

Man kunne også sige, at det er jer, der skal sige undskyld for den ballade.

»Jamen, vi har jo ikke taget noget fra nogen. Vi har fået en gave, og den er vi glade for. Men så har de fucket op og er kommet til at sælge den til nogle semifascistoide psykopater, der hader homoseksuelle og muslimer. Hvad for en slags mennesker er vi, hvis vi accepterer sådan en fadæse? Jeg synes, at det ville være helt fair, hvis de rettede deres fejl,« siger DJ Mig-i-røven.

I studiet spiller de en finsk udgave af et Billy Idol-nummer, da jeg lister ud igen sammen med DJ Mig-i-røven. Jeg lægger mærke til en seddel, hvorpå der står, hvordan Ungdomshusets brugere skal forholde sig i tilfælde af en rydning. Det lyder så fredeligt: Den første dag skal man demonstrere foran Ungdomshuset eller i sit lokalområde, den næste i Folkets Park.

Da vi står på en af husets trapper, kommer der en sortklædt mand og smyger sig om bag gelænderet. Der slår han slåen fra på en lem i husets ene gavl, der fører ud i frosten. Han smutter hurtigt ud og beder os lukke efter ham. Jeg skynder mig at smutte med.