Ingen soldat kommer uforandret igennem en udstationering i et krigsområde

Mens de PÅRØRENDE gør sig klar til at modtage deres hjemvendte soldater fra Irak, er de også bekymrede for, om de får den samme kæreste eller ægtefælle hjem, som de sendte af sted. En reel bekymring, for nogle bliver aldrig sig selv igen.

<br>»Jeg håber bare, at han har fået<br>snakket det igennem med nogle andre - kammeraterne dernede<br>eller måske sin far,« siger Mette Lundgaard om sin kæreste, der er soldat i Irak. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

For 18-årige Mette Lundgaard i Esbjerg kan den kommende uge kun gå for langsomt. Nu har hun undværet sin kæreste i et halvt år og glæder sig sindssygt til at få ham hjem fra Irak.

Men hun er også urolig, for hvor meget har krigen og de modbydelige oplevelser gjort ved ham? Hvor meget har han ikke fortalt hende, når de har talt i telefon, SMSet eller mailet?

»Tænk, hvis hans personlighed har ændret sig. Jeg frygter allermest, at han ikke selv kan se det, og jeg skal prøve at overbevise ham om, at der er noget forandret, og han bør tale med en psykolog,« siger Mette Lundgaard, der dog er fast besluttet på at handle frem for at lade stå til.

»Han er nok lidt af en beskytter, så der er givet ting, han har villet skåne mig for. Men så håber jeg bare, at han har fået snakket det igennem med nogle andre kammeraterne dernede eller måske sin far,« siger Mette Lundgaard.

I den senere tid har hun og mange andre koner, kærester, mødre og fædre debatteret netop disse spørgsmål på de netværk, som Forsvaret og forskellige foreninger stiller til rådighed. Både på de fora, der er åbne for offentligheden, og de, der er forbeholdt soldaternes nærmeste pårørende.

Og bekymringen er helt reel, siger Birgitte Hommelgaard, der er militærpsykolog på Institut for Militærpsykologi.

»Krig er nok noget af det værste, man kan komme ud i. Man kan ikke sende folk i krig, uden at nogle vil være ødelagt for livstid. Fordi det var for voldsomt for dem.«

Ifølge Birgitte Hommelgaard behøver de svære psykiske problemer, som nogle af de hjemvendte soldater løber ind i, ikke at vise sig med det samme, og derfor skal eftervirkningerne faktisk gøres op over en længere årrække.

»Nogle kan have det fint nu, men når de så om nogle år kommer ud i livssituationer som dem, vi alle sammen oplever, kan de måske ikke håndtere dem. Det kan være en skilsmisse, et dødsfald i familien eller det at få børn,« siger hun.

Ifølge undersøgelser fra Forsvarsakademiet får i gennemsnit seks procent af de hjemvendte soldater så store psykiske eftervirkninger, at de må have professionel hjælp. Blandt de soldater, der i seneste fire år har gjort tjeneste i Irak, har tallet dog svinget, og hele 12 procent af de hjemvendte fra Hold 7 måtte have psykologisk hjælp, mens Hold 3 toppede med 16 procent.

»Hvor medtagne soldaterne er, afhænger af flere ting barske oplevelser, sammenholdet i enheden, ledelsen og så oplevelserne i forhold til forventningerne,« siger Bjarne Hesselberg, tidligere oberst og nu formand for veteranorganisationen De Blå Baretter samt Kammeratstøtteordningen.

»For Hold 3s vedkommende var det gået fint dernede eksempelvis havde de været i bykamp og gjort det fremragende - men da de så kom hjem og i stedet for et forventet skulderklap blev kaldt torturholdet på grund af sagen med Annemette Hommel, ramte det hele holdet hårdt. Det var den dårlige ledelse,« siger Bjarne Hesselberg.

Han husker, hvordan 27 procent af de hjemvendte fra Hold 8 i Jugoslavien fik psykiske skader, hvilket dybest set bundede i bristede forventninger.

»Hold 8 kom derned for at pakke det danske isenkram sammen, fordi FN havde lukket missionen. De havde egentlig ingen operative opgaver, men kom i klemme imellem kroater og serbere og oplevede både døde og sårede. Der er ingen tvivl om, at sammenstødet mellem deres forventninger og virkeligeheden gav flere psykiske problemer,« siger Bjarne Hesselberg.

Han mener ikke, at nogen soldat kommer uforandret igennem en udstationering i et krigsområde.

»Din værdimåler ændrer sig, og du begynder at anskue problemer på en anden måde. Jeg levede selv i et miljø mellem serbere og kroater, hvor grundmodellen var, at vi slår ihjel, hvis idioterne ikke vil forstå. Så er overgangen til en dansk normaltilværelse altså enorm, og den kan nogen bare ikke kapere.«

I dag er der meget større fokus på soldaternes mentale tilstand. Blandt andet forberedes soldaterne grundigere på, hvad de kan risikere under udsendelsen. Ligesom de tilbydes debriefing oven på dramatiske oplevelser, psykologsamtaler på stedet, og når de kommer hjem, møder de en obligatorisk psykologsamtale og opfølgende spørgeskemaer efter nogle måneder, og i det hele taget bliver både de og deres pårørende opfordret til at tænke over, om soldaterne har symptomer, der kræver behandling.