Ingen slinger i valsen

Sangerinden Cæcilie Norby kom nok engang vidt omkring i de musikalske universer – i perfekt selskab med bassisten Lars Danielsson og pianisten Iiro Rantala.

Cæcilie Norby i Krudttønden fredag aften med den finske pianist Iiro Rantala. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Selv om det kan blive meget flyvsk, er der altid fast grund under fødderne hos Cæcilie Norby. Såvel hendes stemmepotentiale som hendes musikalske overblik er bare så urokkeligt, at hun kan bevæge sig hvor som helst i musikkens universer. Og det gør hun jo gerne.

Samme form for kreativ urokkelighed kunne man denne aften finde hos de to sekundanter, sangerindens mand, den svenske bassist og cellist Lars Danielsson, og den finske pianist Iiro Rantala.

Der var kort sagt ingen slinger i valsen, da Cæcilie Norby lagde ud med en solidt-swingende version af George Gershwins »Summertime«, som hun fulgte op med »The Dead Princess«, altså sangerindens version af Maurice Ravels »Pavane pour une infante défunte«. Og efter et par fine sange af den nu afdøde amerikanske sangerinde Abbey Lincoln rundede trioen af med Cæcilie Norbys eget muntre og latin-influerede slagnummer »Cuban Cigars«.

Ambivalente følelser på Krudttønden

Jo, vi kom da vidt omkring med stemme, stil og stemning i dette første sæt, som dog ret beset forekom lidt kort og af samme grund havde lidt karakter af opvarmning – eller måske var det snarere noget med at kridte banen op.

Det var den i hvert fald efter pausen, hvor Joni Mitchells »Both Sides Now« blev efterfulgt af »Toccata«, en ny og barok-inspireret komposition af Lars Danielsson. Og her blev der rig lejlighed til at opleve, hvilken forrygende pianist, Iiro Rantala er. Han bød på et fantastisk og eksplosivt fuga-spil, som bassisten fulgte godt op, og dertil fik Cæcilie Norby mulighed for lige at tage en udflugt som klassisk sopran. Imponerende flot!

Som bekendt kom aftenens koncertsted, Krudttønden, på tragisk vis på verdenskortet ved terrorangrebet i februar, og selv om det nok kunne give lidt ambivalente følelser, så var Cæcilie Norbys – på begivenheden reflekterende – sang »Sad Sunday« da både velskrevet og original.

Original var også sangerindens udgave af Bob Dylans »Like A Rolling Stone« og af soul-klassikeren »Papa Was A Rolling Stone«, hvor de tre musikere i den grad smeltede sammen til en hårdtswingende jazztrio.

Og hvis det ikke var overraskende, at vi som ekstranummer fik Leonard Cohens »Hallelujah«, så var det i hvert fald overraskende eller snarere overrumplende, at vi som ekstra-ekstra-nummer fik en superflyvsk version af »How High The Moon«. Her fik de tre mesterlige kunstnere da virkeligt jongleret med ord, toner og lyde – i et ikke blot supermusikalsk, men så sandelig også i et forunderligt humoristisk – regi. Waw!

Hvem: Cæcilie Norby Trio.

Hvor: Krudttønden, fredag aften.