Ingen skal ødelægge Blachmans X Factor

DR spiller på alle tangenter - fra X factor til Matador. Mens Dylan måske er rykket lidt for langt tilbage i tiden.

Thomas Blachman - her med meddommerne Mette Lindberg og Remee - klar til flere X Factor finaler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Velkommen til en omgang kulturnyheder, hvor det er de gode gamle klassikere, der har hovedrollerne.

Hvor god og gammel X Factor er, er der nok delte meninger om. En del politikere har som bekendt været ude og kritisere DR for at fyre licens-penge af på et underholdningsshow, men blandt seerne er der god opbakning til programmet, der igen i sidste uge var ugens mest sete TV-program. Det bliver det nok også i aften, hvor finalen folder sig ud med de tre unge, Mia, Morten Nørgaard og storfavoritten Chili bag mikrofonerne i DRs koncerthuset.

Bookmakerfavoritten Chili er dog klar over, at skulle sejren komme hjem, er det ikke gjort med det - og at man risikerer at få et X Factor mærkat: » Man kan sige, at det som sådan ikke er en forbandelse, og det er fint, at folk kender én fra »X Factor«, men jeg tror også, at det handler om at arbejde videre,« siger hun til BT.

En der lever godt med X Factor-mærkatet er Thomas Blachman. Det er tiende gang, at X Factor i aften når frem til en finale, og selv om seertallene taler deres eget klare sprog, så er det ikke meldt ud fra DRs side, om der også kommer en 11. gang. Hvis der gør, så er Blachman klar til at stange markante kommentarer ud igen - han føler sig nærmest forpligtet til det, fortæller han Ekstra Bladet:

»Jeg ville være fuldstændig utaknemmelig, hvis ikke jeg stillede mig til rådighed. Uanset hvad jeg finder vigtigt i mit liv, så følger jeg det her til dørs. For hvad er alternativerne? De er, at det må lukke, fordi det bliver for forudsigeligt, eller at der kommer nogen og ødelægger det,« siger Thomas Blachman.

Hvor X Factor trods alt deler vandene, så er der et DR-hit, der samler dem alle - fra mediepolitikere til de bredeste seerkredse: Matador. TV-serien over dem alle for os danskere, der allerede seks gange har vandret sin succes-tur hen over skærmen. Og nu er det så tid til den syvende, meldte DR ud i denne uge. Dog i en ny og teknisk forbedret udgave, som har været tre år undervejs - men med samme indhold, forsikrer kanalchef på DR1 Pil Gundelach Brandstrup:

»Matador« er et stykke kulturhistorie af høj kvalitet, som i den grad er i stand til at samle danskerne på tværs af generationer, så derfor er den stadig relevant,« siger kanalchefen til DR nyheder.

Vi fortsætter med klassikerne. Denne gang Bob Dylan, der har skabt  flere historier på kultursiderne i denne uge. Først da han efter lidt nølen accepterede at modtage Nobel-prisen i litteratur personligt, når han nu alligevel er i Sverige i weekenden. Og ved samme lejlighed eller måske lidt senere smide et bånd med noget særligt musik eller et digt lavet i anledning af at han har fået prisen. Det skal man nemlig for at få udbetalt pengene - ca 6,2 millioner danske kroner, og selv for His Bobness er det trods alt værd at lave et lille nummer ud af.

Ellers gør Bob Dylan for tiden mest i gamle numre, og fredag udkommer hans nyeste plade - en tredobbelt sag med amerikanske klassikere fra præ-dylan tiden fra 30'erne til 50'erne. Det er ikke noget, der får begejstringen frem hos de danske anmeldere, hvor Politiken giver »Triplicate«, som pladen hedder, to stjerner og mener, at Dylan skulle være stoppet, mens legen var god: »alt for ofte ender det som en musikalsk pastiche af blåt månelys, der falder sart ind gennem musikhistoriens persienner,« lyder det fra anmelderen.

Her i Berlingske får pladen dog tre stjerner, og en lidt venligere behandling: »Dylans sagte og grødede raspen, som lægger sig henover orkesterets tilbageholdte og nøjsomt swingende musiceren, besidder sin egen stilfærdige charme og ditto nærvær,« skriver Mads Hendricks, som konkluderer at  cover-versionerner fremstår med en »livsklog autoritet og skrøbelighed, som er både rørende og fremstår troværdig... men også ret harmløs.«

Større begejstring er der i udlandet, om det så skyldes »Dylantisme« eller musikforståelse. Rolling Stone Magazine giver albummet 4 en halv ud af fem stjerner og skriver om storslåede sange, der tør gå ind i mørket og overvinde det. I Guardian får den fem ud fem stjerner og snittet på Metacritics samling af alle anmeldelser ender med 84 point ud af 100 mulige.

Lyt selv her:

Ugens mest omtalte film har også klassiker-noter i sig. »Dan Dream« er titlen på Casper Christensen og Frank Hvams forsøg på at vise, at de kan andet og mere end »Klovn« - ved at genoplive en rigtig 80'er historie - bygget over forsøget på at lave en dansk el-bil, der i virkelighedens verden hed Hope Whisper. I filmen handler det om smukke drømmere, og den blev særdeles blandet modtaget af anmelderne.

Her i Berlingske ganske positivt, hvor det blev til fire stjerner  og en konklusion om, at s filmen »har stedvise problemer med energiniveauet, men kæmper sig til en arbejdssejr og får vakt 1980erne til live igen«. Og at selv de urimeligt mange negervitser har en overordnet pointe. Filmens pointe har man sværere ved at se i filmbladet Ekko, hvor Bo Tao Michaelis stikker to stjerner ud og konkluderer: »Filmen virker gearløs og kører i tomgang det meste af tiden.«. Så nu er det op til biografgængerne, om der er dømt endnu en gang anmeldere mod publikum. Tjek traileren her:

Og lad os slutte af med et dødsfald. Først på ugen sagde dansk kulturliv farvel til en af sine allerstørste personligheder, Peter Bastian. Fulgt af fine nekrologer og velmente mindeord, så lad os bare slutte af med Peter Bastians helt uforlignelige video, hvor han spiller på sugerør: