Ingen plys eller guldornamenter

Mange forestillinger på CPH STAGE spiller steder, der intet har med teater at gøre. Hvad med en teateraften i et dødsbo?

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

I en forstad til København ligger et hus forladt hen. Der er møbler i det, billeder på væggen, personlighed og minder fra de, der har boet her, og som nu er døde. Men fire dage i juni vil 240 mennesker indtage hjemmets stue for at overvære en historie om to, der elskede hinanden, indtil de holdt op med det og i stedet lagde al deres passion ind i at bekrige hinanden i en barsk skilsmisse.

Historien er virkelig, om end den intet har at gøre med de mennesker, der har boet i netop det hus, hvor publikummerne til Det Kongelige Teaters forestilling »Sandheden om Gladys«, oplever den. Historien bygger på en stak breve, der blev fundet af en mand, da han ryddede op i et dødsbo. Han blev fanget ind af den tragiske skilsmisse og stykkede historien sammen så godt han kunne, siden blev den til en podcast af Third Ear. Det er den podcast, forestillingen er lavet over.

Det med at tage sit pæne tøj på for så at sætte sig forventningsfuld på et hårdt polstret rødt plyssæde i en guldornamenteret teatersal, der dufter lidt af støv, hårlak og parfumer er »so last century«. I hvert fald hvis man skal dømme efter antallet af forestillinger på CPH STAGE, der spiller i alternative omgivelser eller er sat op på en måde langt fra den klassiske teaterforestilling.

Som Teater Vs forestilling »Rød kanin hvid kanin«. Her møder skuespilleren op på dagen foran publikum. Ingen instruktør, ingen prøver. Skuespilleren får udleveret en kuvert med teksten og en hemmelig ting, der sætter temaet for forestillingen. Og værsgod, så er det bare at gå i gang.

»Man får en oplevelse, hvor man bliver udfordret på virkeligheden,« siger teaterleder og skuespiller Pelle Koppel om »Rød kanin, hvid kanin«.

Og han ved det, for ikke alene er det hans Teater V, der sætter forestillingen op, han har også selv prøvet at spille forestillingen. Det var efter dén oplevelse, han købte rettighederne, og nu står iranske Nassim Soleimanpours stykke på Teater Vs repertoire.

Et af medlemmerne i den lille klub, der har prøvet kræfter med stykket, er skuespilleren Pilou Asbæk, og det var en meget speciel oplevelse, fortæller han:

»Det er vidunderligt at prøve at optræde foran et publikum uden at være forberedt. Det gør det til et meget intuitivt stykke, for som skuespiller skal du reagere på din første impuls. Det bliver en slags urteater, som det engang imellem er sundt at prøve af for teknisk dygtige skuespillere. Der kommer en slags fandenivoldskhed og anarki over det.«

Publikum kunne godt mærke, at han ikke var forberedt. Men det er en del af pointen, mener Pilou Asbæk.

»Det giver en følelse af at være til stede i det her sammen.«

Teatret er meget defineret af sin live-dimension, at det foregår her og nu, og at hver aften er ny. Med »Rød Kanin, Hvid kanin« er det ekstra sandt:

»Det er så ekstremt forskelligt, hvordan vi laver forestillingen hver især. Den kan være en time, den kan være halvanden time. Det er en meget dynamisk forestilling. Det er en unik følelse for skuespilleren at lave den, men det er det også for publikum at se den,« siger Pilou Asbæk.

Nuet og virkeligheden er også meget stærke medspillere for både teaterfolkene og publikum i »Sandheden om Gladys« fra det øjeblik, de træder ind i det private hjem, hvor overtøjet hænger i gangen, og duften af levende mennesker og levet liv ligger over huset.

»Man får en lidt creepy fornemmelse. Hvilken stemning er det, man træder ind i som publikum? Man er i noget, der er rigtigt, er virkeligt. Det, som vi så tit efterlyser i teatret,« forklarer forestillingens instruktør Anders Lundorph, der også instruerede forestillingen til Aarhus Festuge i 2013.

»Det giver noget til publikum, instruktøren og skuespillerne at komme ind i den stemning. At se de rigtige cd’ere i reolen, billederne på væggen – scenografien, der er hele vejen rundt om en. Man er i et helt univers, det er ikke en fake væg, skuespilleren læner sig op ad, og vi inddrager hele huset. Måske er der nogen, der pludselig skændes ude i køkkenet, eller man kan skimte nogen, der går ude i haven. Som instruktør er det en anden måde, jeg skal tænke på. Det er, som om hele forestillingen er optaget i ét langt take,« forklarer Anders Lundorph.

Men når det er virkelige mennesker og deres levede liv, betyder det også, at en teaterforestilling som »Sandheden om Gladys« aldrig vil kunne gå op på samme måde, som man ellers tilstræber det i teatret.

»Her kan vi aldrig finde sandheden. Man har stor lyst til at spørge personerne i historien selv, for alle kan ikke have ret i det, de siger. Der er er noget, der ikke passer sammen. Der er ikke én sandhed. Men man kan ikke spørge dem om noget, for de er døde.«