Ingen lyst til kvindekvoter

Det danske kulturliv vil gerne forbedre ligestilling, men ingen har lyst til kvindekvoter efter svensk model.

Professor Hans Bonde udgiver i dag sin bog »Fordi du fortjener det«, hvor han angriber det, han betragter som »kvindefavorisering«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 55-årige professor Hans Bonde har vakt både debat og kritik med sin bog »Fordi du fortjener det«, hvor han advarer mod det han kalder kvindefavorisering inden for en lang række områder. I en del af bogen skriver han om landets kulturliv, som, han mener, er præget af samme tendens til at skubbe kvinderne frem på bekostning af mere talentfulde mænd – alene ud fra et ønske om kønslig balance.

»I Danmark presses der fra feministisk hold på for, at vi tildeler midler ud fra køn. Når der er færre kvindelige instrumentalister eller komponister, bliver det altid aflæst som et udtryk for diskrimination. Kvinderne har åbenbart ikke selv et ansvar for at rykke sig og yde et kulturelt bidrag på dette område. Gavner denne deterministiske tænkning det kvindelige drive og gåpåmod,« spørger Hans Bonde, der kraftigt advarer imod, at man i Danmark indfører kønskvoter, når det drejer sig om tildeling af støttemidler eller besættelser af stillinger, sådan som det er tilfældet i Sverige og Norge. Han nævner den norske fiaskofilm »Pax«, der i 2011 fik tildelt ti millioner kroner i filmstøtte, alene fordi Norges officielle kvindekvote skulle opfyldes.

I Danmark er det imidlertid vanskeligt at finde personer i kulturlivet, der ønsker egent­lige kvoter for kvindelige kunstnere. Til gengæld er der stor opmærksomhed på, hvorfor det hyppigt er mændene, der dominerer de forskellige kunstneriske områder.

Et af de forhold, som Hans Bonde selv fremhæver, er den enorme overvægt af mandlige frem for kvindelige kunstnere, som man kan konstatere står bag den mængde kunst, der årligt bliver indkøbt til de danske museer. Indkøbet blev sidst opgjort af Kunststyrelsen for en tiårig periode fra 1989 til 1998, og man fandt da, at kun 6,5 procent af værkerne var produceret af kvinder.

Sejlivet myte

Museumsinspektør på Statens Museum for Kunst Birgitte Anderberg mener dermed ikke, at man, som Hans Bonde hævder, kan påvise en særlig favorisering af kvinder og henviser til, at der også på de private gallerier er en udpræget dominans af mænd.

»Der er en sejlivet myte i kunstlivet om, at den Store Kunst bliver skabt af mænd. Og derfor er det vigtigt, at man på museer sikrer sig, at man ikke overser kunst, der kommer ud af andre »blikretninger« end mandens. Man skal ikke lave kvoter, men man skal forsøge at finde ud af, om der findes uopdagede kriterier for, hvad der er god kunst, og om man eventuelt har haft diskriminerende briller på,« siger museumsinspektør Birgitte Anderberg.

En tilsvarende holdning genfinder man hos Det Danske Filminstitut, hvor direktør Henrik Bo Nielsen påpeger den diskrepans, der er mellem antallet af kvinder, der bliver uddannet på landets filmskoler (hvor M/K-fordelingen nærmer sig 50/50), og det antal færdiguddannede kvindelige instruktører, der søger om filmstøtte til deres projekter. Her er andelen af kvinder langt mindre, nemlig på 20 procent af det samlede antal ansøgere.

»Da det er vores overordnede politik, at dansk film skal afspejle det danske samfund, hvad enten det gælder køn, socialklasse eller etnicitet, vil vi gerne højne vores bevidsthed om, hvorfor der er så forholdsvis færre kvinder, der søger om støtte. Forandringer fødes af bevidstgørelse,« siger Henrik Bo Nielsen.

Samtidig offentliggør filminstituttets bestyrelse i dag sin årsrapport, der tydeligt lægger afstand til kønskvotering som middel til at højne andelen af kvindelige filmkunstnere.

Dansk Skuespillerforbund har længe haft en strategi om at sikre større ligebehandling med en mere ligelig kønsrepræsentation på rollerne inden for film og teater. Derfor undersøgte skuespillerforbundet sidste år ligestillingen på en række teatre. Det udmøntede sig i »et ligebehandlingstjek«, som forbundet har brugt internt til at vurdere, om folk af forskellige grunde bliver tilsidesat.

»Vi ville gerne vide, om der var nogen, der følte sig sat hen i et hjørne på grund af deres køn, etnicitet eller seksualitet. Sammenfattende kan man sige, at det var vanskeligt at påvise diskrimination ud fra det indsamlede materiale,« siger bestyrelsesformanden i Dansk Skuespillerforbund, Katja Holm.

Hun er til gengæld ikke i tvivl om, at kvindelige skuespillere ikke bliver favoriseret på grund af deres køn, og hun vil fortsat arbejde for, at teatre og filmselskaber tænker »mangfoldigt«, når de overvejer, hvordan roller skal besættes.

»Det er et kontinuerligt arbejde at tænke mindre konformt, når man udvælger skuespillere. Generelt er man lige så stille ved at blive bedre til ligebehandling. Teatrene er blevet bedre til at forstå, at de også har en samfundsopgave, når det drejer sig om at give alle samfundsgrupper nogle karakterer, de kan spejle sig i,« siger Katja Holm.