Ingen jul i den gamle postgård

Den gamle postgård i Købmagergade skal sælges. Har Post Danmark ingen forpligtelse over for kulturarven, når man sælger en postgård, der siden 1779 har været københavnernes elskede posthus? Eller er det nødvendigt i nye tider? Post Danmarks kommunikationschef, Morten O. Nielsen, svarer.

Købmagergades Posthus har fungeret som posthus siden 1779. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Ladegaard

Siden 1779 har Danmarks postvæsen haft til huse i den pragtfulde bygning i Købmagergade i København. Indtil midten af 1990erne hed væsenet Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, og lederen havde titel af generaldirektør. Alt var meget fornemt og svarede til den smukke bygning i Købmagergade, der blev bygget i årene efter den store brand i 1728. Bygningen var i mange år i kongens besiddelse og blev bl.a. benyttet som bolig til overhofmarskallen, hvorfor den også blev kaldt Marskalgården.

Nu er det imidlertid slut med denne stolte tradition. Post Danmark, som det tidligere generaldirektorat nu hedder, har annonceret, at man vil sælge bygningen, der også omfatter sidebygningen, hvor Post & Tele Museum holder til.

Kan man uden videre smide små 250 års tradition væk? Det spørgsmål har Berlingske stillet til Post Danmarks kommunikationschef, Morten O. Nielsen, der også er medlem af ledelsen i Post Danmark.

»Vi bliver nødt til at tilpasse vor virksomhed efter de behov, som kunderne har. Et normalt posthus, vi selv driver, har normalt en åbningstid fra 10 til 17, hvilket ikke er nok for moderne kunder. Vi er så begyndt at samarbejde med partnere i detailhandlen, som gør, at vi kan holde længere åbent, ja, faktisk fordoble åbningstiden. Posthusene bruges i dag ikke mindst til at hente og sende pakker, så det er vigtigt, at vi kan holde længe åbent.«

Jamen, det er da fint, at I kan holde længere åbent ved at lægge små postekspeditioner i Kvickly eller Netto, men hvad med den æstetiske oplevelse, for du må vel indrømme, at det ikke er nogen smuk oplevelse at stå lige ved de automatiske døre i et supermarked?

»Jeg synes nu, at de er ganske pænt indrettet i disse supermarkeder.«

Så har du ikke prøvet at besøge dem. Prøv du at bruge den lille uanselige postekspedition i Kvickly på Vesterbrogade. Det må siges at være en uæstetisk oplevelse, hvor man maser sig ind i en lille passage mellem supermarkedets indgang og udgangskasser.

»Det er jo forskelligt fra sted til sted. Men man skal huske, at sagen er, at posten ikke er en bygning, men en virksomhed, som har en vigtig samfundsopgave. Og den opgave er at bringe breve og pakker sikkert frem til modtagerne. Og der er ikke mere brug for de gamle store posthuse som tidligere, fordi hovedfunktionen nu er at hente pakker. Alle vore undersøgelser viser, at danskerne sætter større pris på, at det er nemt og bekvemt end den æstetiske oplevelse. Og vi ser også stigende kundetilfredshed, når vi på den måde bliver mere tilgængelige.«

Er det da så dyrt at bevare postgården i Købmagergade og dermed bevare det gamle posthus som posthus?

»Ja, det er dyrt. Men det kan ikke gøres op så let. Der er dog ingen tvivl om, at det giver bedre økonomisk mening med samarbejdspartnere, som vi nu har mange steder.«

Hvis det nu koster, sådan et slag på tasken, cirka 40 millioner kroner om året at bevare den gamle postgård, er det så ikke udgiften værd og dermed bevare et væsentligt kultursted i Danmark med dets oprindelige formål?

»Vi skal drive en rentabel virksomhed og holde udgifterne nede. Det er vores pligt, og det skal vi efterleve. Posthuset lever i dag ikke op til kundernes krav om åbningstid og tilgængelighed, og man skal også huske, at store dele af bygningen står tom, da vi ikke længere benytter den som udgangspunkt for omdelingen, og derfor kan vi ikke ofre store summer på postgården, når den har udspillet sin rolle som posthus. I dag er bygningen heller ikke udnyttet effektivt som posthus.«

Post Danmark har undergået mange forandringer de senere år. Tidligere var det et højtideligt generaldirektorat med en generaldirektør i fin uniform. I dag er staten stadig medejer af selskabet, men det er en moderne, strømlinet forretning.

I er dog statsejet, og der påhviler vel en statsinstitution en moralsk, jeg taler ikke om juridisk eller økonomisk, forpligtelse til at bevare og værne om vor kulturarv? I er jo kulturbærende?

»Det gør vi også. Vi har i 400 år været en vigtig bærende statsvirksomhed, og vi værner stadig om kulturarven, bl.a. gennem vor støtte til Post & Tele Museum, som er en af Københavns mest besøgte museer. Og vi tager også et socialt ansvar med støtten til Julemærkefonden, der hvert eneste år hjælper flere hundrede danske børn, der har det svært, og hvor vi hjælper svage danskere.«

Men museet skal jo også flytte?

»Ja, det er klart, naturligvis.«

Hvorhen?

»Det er en beslutning, der skal træffes af museets ledelse og bestyrelse, og det kan jeg ikke udtale mig om.«

Kan du forstå, at danskerne føler en sorg over dette kulturtab? I denne omskiftelige verden hæger vi jo om de få stabile kulturtraditioner, og postgården har været en af disse. Nu forsvinder den også, og mange føler, at der er mindre og mindre tilbage af den fortid, som de kendte.

»Jeg kan godt forstå, at der er følelser forbundet med bygninger, men sådan behøver det jo ikke at opleves. Børsen flyttede ud af Børsbygningen i 1974, men bygningen står endnu, og danskerne føler vel stadig en glæde ved bygningen og mindes både Christian den 4., der byggede den, og børshistorien. Vi vil jo ikke rive Postgården ned, men vi er nødt til at sørge for, at vor virksomhed leverer den bedste service til danskerne.«

Har I oplevet bitre reaktioner fra kunder og københavnere?

»Jo, der er kunder, som har udtrykt sorg. Men Post Danmark står jo midt i den kommunikationsrevolution, som foregår lige nu. Antallet af breve falder, og vor opgave er ikke at være et stort museum, men at være en moderne rentabel virksomhed. Vi står over for nye store opgaver, hvor f.eks. e-handlen medfører, at vi skal bruge ressourcer på at bringe varer og pakker ud. Vi kan ikke fastholde gamle bygninger, når de knappe ressourcer skal bruges andre steder.«

Det har vel været en gevaldig reklame for Post Danmark at have den flotte postgård. Det er jo er et firmabrand. Der må da have været folk i bestyrelsen eller direktionen, der har kunnet se den fordel? Har der ikke været stemmer, som advarede mod denne opgivelse af en kulturarv og et brand, som er millioner værd?

»Vor opgave er at varetage den samfundsopgave at drive post. Ikke at drive bygninger. I øvrigt var posten i de første 155 år, fra starten i 1600-tallet, jo heller ikke bundet til nogen bestemt bygning. Vi må jo forandre os og tilpasse os en ny tids udfordringer. Intet står stille, og vi har tit og ofte skiftet bygninger, køretøjer og teknik. Gennem snart 400 år har vi hele tiden skullet tilpasse os.«

Og hvad skal der så være i den gamle fine bygning? Netto eller Tiger?

»Det skal jeg ikke kunne sige. Lige nu undersøger vi, om vi kan sælge. Og så vil der være klausuler, der sikrer, at bygningen ikke kan bruges til hvad som helst, og den fredede del af bygningen vil stå som nu. Så danskerne vil stadig have en smuk bygning, der altså i en vis periode var postgård, til at kigge på og værdsætte.«

Kan du garantere, at det smukke skilt »Den kongelige Postgaard« ikke bliver hevet ned og erstattet med »Superrabat på kartofler«?

»Ja, den udvikling ser jeg ikke for mig.«