Ingen fremtid uden kulturel dannelse

Anders Morgenthaler deltager i to forskellige debatter om ytringsfrihed under Kulturmødet. Men i virkeligheden er der noget helt andet, der ligger ham mere på sinde – den manglende fokus på at give skolebørn den nødvendige kulturelle og æstetiske ballast.

Anders Morgenthaler, tegner, forfatter og filminstruktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anders Morgenthaler har lavet en skole. Ikke alene, men sammen med sine kone Phie Ambo og et hold af venner og ildsjæle. Den grønne friskole slog dørene op på Amager i august sidste år, og det har været hårdt arbejde – ved siden af en nærmest uendelige strøm af skarpe striber, et filmprojekt og en lang række andre arbejdsopgaver.

Men Anders Morgenthaler følte, at det var nødvendigt, for vi har alle sammen en pligt til at bruge de ressourcer vi nu engang har, til at prøve at gøre verden til et bedre sted. Og et logisk sted at starte for ham var ved at gøre sit til, at børn får undervisning, der giver dem en æstetisk og kulturel dannelse som ballast videre i livet.

Anders Morgenthaler er nemlig bekymret for konsekvenserne af, at kultur bliver underprioriteret i vores samfund.

»Det bliver undervurderet. Og hvis man ser på, hvor mange penge, der er i kunst og kultur, så er det helt skørt. Derfor er det vigtigt, at vi har et kulturmøde. Men det må ikke blive sådan et møde, hvor det kun er pensionisterne der tager op og sidder og hører Grønlykke læse op af en afsnit om kærlighed.«

»Det er sindssygt vigtigt, at det bliver et kulturmøde, hvor man gør en kæmpe indsats for at få børn og unge med. Det er fedt at vi alle sammen mødes og debattere og fortæller og synes, at kultur er fantastisk. Vi kan tale begrænsninger, vi kan tale censur og vi kan tale om, hvad der ikke kan betale sig, hvilken rolle det offentlige spiller… alt det kan vi bruge 100 milliarder år på. Men det er sådan set lige meget, hvis vores skolesystem ikke prioriterer det.«

Ud med det der ligner

Anders Morgenthaler havde det selv svært i skolen. Hans krøllede hjerne passede ikke ind i de alt for fastlagte rammer. Heldigvis kom han ud på den anden side som den succes på sit felt, han uomtvisteligt er i dag. Men han ved, at han lige så godt kunne have tilhørt den store gruppe, der aldrig kom rigtigt i gang, fordi skolen havde lært dem, at det kun er resultater der tæller, og at karakterer og korrekte tegninger der ligner er noget at stræbe efter.

»Jeg møder masser af børn, der interesserer sig for at tegne, men som meget tidligt i skolesystemet bliver mødt med den der ’det kan du ikke bruge til noget’. Og så er der det med at du skal fylde hele papiret ud eller tegne på bagsiden af papiret. Det er en latterlig tanke – og en åndssvag kritik. Nogle af verden smukkeste billeder er ikke fyldt hele ud. Det er bare to streger, rigtigt placeret på et hvidt stykke papir eller lærred. Det samme kan overføres til lyrik og alt muligt andet.«

»På samme måde er det en frygtelig kritik, at det skal ligne. Verdens dyreste kunst ligner ikke noget. Det er en sansning. Verdens bedste bøger beskriver hele tiden alternativet til virkeligheden. Og det er interessant. ’Noget der ligner’ er fandeme så uinteressant! Abstraktionen og fantasien er jo det, alle søger imod, men vi mister den ret tidligt – eller bliver på en eller anden måde indprentet, at det kan vi ikke.«

Og børn er lette at rette ind. De vil i princippet bare gerne være en del af gruppen og ligne de andre. Derfor mener Anders Morgenthaler, at de voksne – og dermed også uddannelsessystemet – har en pligt til at støtte dem i at turde være unikke.

»Det er dem, der fører an i tro på sig selv, der bliver fyrtårne. Og her er kultur sindssygt vigtigt, for det er her børnene kan finde billeder og sansninger og tekster og karakterer, som de kan bruge som deres egne forbilleder. Hvis vi alle sammen ser det samme, så vil vi alle sammen ligne det samme. Uden at være klar over, at vi egentlig gerne vil være unikke og udtrykke os differentieret, og have mod til at holde fast i os selv og stå udenfor, også når andre synes noget er dårlig stil eller en åndssvag ting.«

Det kan blive problematisk når vi som voksne mennesker gerne vil skille os ud og have vores egen stemme, vurderer Anders Morgenthaler. »Alle kunstneriske fag er jo en evig søgen efter og proces mod at kunne beskrive verden i ens egen tone.«

Ud af vækstmøllen

Anders Morgenthaler understreger, at han ikke plæderer for, at alle børn skal vokse op og blive tegnere og billedkunstnere. Slet ikke – for der er brug for så mange andre funktioner i vores samfund. Men han mener, at den grundlæggende æstetiske dannelse er en forudsætning for at kunne indgå i en produktivt, kreativt og handlekraftigt samfund – og det er der brug for. Nu og ikke mindst fremover.

»Tegninger og det at kunne se på æstetik og billeder giver dig en grundlæggende æstetisk dannelse. Du får en formgivers sprog, og det er en rigtigt god evne at have. Mit postulat er, at folk der kan tegne også hurtigere bliver ledere.

Det bliver hurtigt dem, man går til, når man skal kommunikere noget. I den kultur vi har nu, taber ordet til det visuelle. Det vil sige, at karrieren går langt hurtigere for de ledere, der kan kommunikere visuelt. De vil simpelthen klare sig bedre. Hvis man nu skal holde det ind i en væksttanke.«

Det sidste bliver sagt som en tør eftertanke. For Anders Morgenthaler er ikke specielt stor fan af væksttanken. I hvert fald ikke den kommercielle, der handler om forbrug for mer-produktion som middel til at holde samfundshjulene i gang. Det kan vores klode nemlig ikke holde til.

»Vi skal ud af det her vækstfokuserede samfund, for det kommer ikke til at holde. Vi træder ind i en tid, hvor man snakker om enten sammenbrud, nænsom nedtur eller bæredygtighed.

Teknologien kan ikke redde os, der skal en helt ny ændring i forbrug til. Og det gør vi netop ved, at folk finder en glæde i oplevelser, kulturoplevelser, i stedet for i at købe en ny bluse eller en ting,« siger han og kommer med et eksempel fra sin egen nyligt afholdte sommerferie.

»Jeg var på Bornholms kunstmuseum, hvor jeg havde en fantastisk oplevelse af at se sådan en gammel autodidakt maler, der hed Claus Johansen. Han havde malet nogen fuldstændigt fantastiske minimalistiske landskabsmalerier. Når jeg sidder og tænker på det nu, kan jeg stadig genkalde mig nogle af billederne. Så levende var de. Hvis mange mennesker kunne det, ville det opfylde det samme behov som at købe noget nyt – et objekt eller et forbrugsgode.«

Kim til kulturel dannelse

Og så er vi tilbage ved evnen til at sanse og sætte pris på naturen og kulturen. Den evne, som er nødt til at blive grundlagt og plejet i folkeskolen.

»Jeg vil gerne have, at så mange mennesker som muligt har en dannelse der gør, at de siger »jeg vil hellere bruge penge på at komme ind og høre et menneske tale om noget fantastisk eller få en sanselig oplevelse end at købe de her ting«. For det som kulturen virkelig kan, er at give sanselige oplevelser, som ikke koster særligt mange ressourcer. Eller som koster ressourcer én gang som noget unika, som man så kan kigge på.«

»En stor skulptur koster jo kun noget én gang, så kan vi kommer hen og kigge på den. Vi skal ikke lave 27.000 af den. Museer forbruger ikke synderligt med ressourcer, fordi det foregår i en eksisterende bygning, hor vi kan få en oplevelse uden at behøve at købe den med hjem. Mit postulat er, at hvis du lærer at sætte pris på sanseligheden og på kulturen, så vil du blive meget mere lykkelig.«

Derfor opfordrer lærerne på Den grønne friskole også eleverne til at lave hjemmelavede gaver. Dels for at stimulere det, at kunne lave noget med sine hænder, men i lige så høj grad for at lære dem at sætte pris på noget, et andet menneske har lavet personligt til dem.

»Det er jo en kulturel spire man sår ved at lære dem, at det der er gaven er, at et andet menneske har givet dig en oplevelse. Men det kan også være at lære, at du lige så godt kan købe en My Little Pony på Den Blå Avis som i Fætter BR. Faktisk kan du få 16 ponyer, et hus og alt tøjet for samme pris. Hvis man lærer at sætte pris på den kulturelle oplevelse i legen, så er det lige meget om de er nye, så er det selve legen, selve fantasien med de her stykker legetøj, det handler om, ikke legetøjets nyhedsværdi. Det er igen et kim til kulturel dannelse.«

Kunstnere skal yde mere

Anders Morgenthaler vil gerne være med til at skabe robuste børn, der lever efter Pippi Langstrømpes devise; »det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt finde ud af«.

»Vi vil gerne skabe børn, der lærer at sætte pris på håndværk, på kultur, på sanselighed og på naturen. Som finder en ro og modstandskraft i at indtage og opsøge læring. Som tror på, at de kan lære alt. Pippi Langstrømpe er jo i princippet et af de mest geniale mennesker og hende, vi alle sammen gerne vil være.«

Han vil dog gerne bortmane enhver mistanke om, at det er den rene hippieskole, han er i gang med at lave.

»Det handler ikke bare om at sanse og føle, der skal være et formål med sansningen og en pointe i, at vi går ind og taler om, hvad læring er. For måske skal alle børn ikke bare videre i gymnasiet. Det er jo ikke fordi vi mangler humanistiske akademikere og DJØFere. Vi mangler derimod mennesker, der lynhurtigt kan navigere i at optage ny viden, der kan være brugbar. Og vi mangler mennesker, der kan skabe indenfor begrænsede eller begrænsende rammer.«

Anders Morgenthaler mener også, at vi mangler kunstnere, der tør træde ud af deres egen lille skaberboble og engagere sig i verden omkring dem.

»Jeg var til et møde for kulturfolk på den grønne tænketank CONCITO, og så sad vi der rundt om et bord sammen med X antal forfattere og skuespillere og alle mulige, der siger, at de er ved at skrive en bog eller et digt. Og jeg kiggede bare på dem og tænkte ’hvad snakker I om? En bog? Et digt? Det er da lige så regressivt som at andre mennesker siger »det kan jeg ikke gøre noget ved, jeg kan kun gøre det, jeg ved noget om«. Det er jo ikke det, det handler om.«

»Kulturfolket er nødt til at engagere sig i projekter, der har en adfærdsændrende effekt. Ikke kun i tale og følelser, men helt konkret. Det nytter ikke bare at skrive et digt – du er nødt til samtidig at lave en solcelleforening for digtere. Det er sindssygt hårdt at lave en skole, men alligevel vælger vi at gøre det, for den skole er vigtigere end nok så mange tegninger jeg har lavet om verdens tilstand. Handlingens kraft er vigtig. Og hvis dit kunstneriske ego er så stort, at du kun kan forholde dig til dine værker og din proces, så kan du sidde og skrige lige så højt du vil i dit elfenbenstårn, du kommer ikke til at ændre noget som helst.«