Industribyen ved Langebro

Det Gamle København

Indtil for få år siden kunne folk, der var født og opvokset på Islands Brygge i ramme alvor sige »ovre i København«, når de ville stedfæste en begivenhed, der havde fundet sted på den anden side af havneløbet.

Således fik man også defineret sin egen identitet. Man var sig selv på Islands Brygge og skulle ikke slås i hartkorn med hvem som helst. Dertil kom, at man havde sin helt egen historie, som det var vanskeligt at finde paralleller til andre steder i hovedstaden. For blot 100 år siden var hele kvarteret mellem den nuværende kajgade og Artillerivej en halv kilometer inde på Amager havbund. Her lå den lavvandede Kalvebod Bugt, hvorfra bølgerne skvulpede ind over det sumpede og aldeles ubeboelige område, som de stedkendte kaldte fælleden.

I de sidste snes år af 1800-tallet og i årene umiddelbart efter århundredskiftet emmede København af aktivitet. Unge mennesker fra provinsen strømmede til storbyen. Her var arbejde at få i håndværk og industri, og boligforholdene på Vesterbro og Nørrebro var sjældent ringere end den standard, man kendte hjemme fra landsbyen.

Den voldsomme byggeaktivitet betød imidlertid, at der opstod et massivt behov for oplagspladser til alle de materialer og råvarer, som for det meste måtte transporteres med skib. Og med den voldsomme skibstrafik til byen viste der sig også et voksende behov for kajpladser. Det var for at imødekomme disse to behov, en kreds af entreprenante mænd i 1903 stak hovederne sammen og udviklede en plan, som med lidt held kunne vise sig at være et økonomisk pletskud.

De købte en anselig bid af det lavvandede område ud for kystlinien og inddæmmede det. På den måde opstod der en lang moderne kajplads, som kunne tage imod selv dybtgående skibe, fordi den opgravede havbund var blevet brugt til opfyldning. Virksomheden bar navnet Christianshavns Oplagspladser, og det navn var meget godt valgt for foretagendet. Knap nok var området bag den næsten 1.000 meter lange kajplads tørlagt, før tømmerstabler og kulbunker havde holdt deres indtog. Det var netop, hvad man havde ventet. Islands Brygge skulle være Københavns nye industriby. Her var alle muligheder til stede: Masser af plads, en sejlbar havn og jernbaneforbindelse helt ud til skibssiden. Dertil kom planer om at bygge arbejderboliger i en kvalitet, som i sig selv ville gøre det attraktivt for håndværkerfamilier at slå sig ned i baglandets nyanlagte gader.På få år skød nogle af hovedstadens markante bygninger i vejret helt ud til havnefronten. De bar navne som Langebrohus, Islandsborg og Haraldsborg. Det var imposante ejendomme, med 3-4-5 værelses lejligheder plus pigekammer. Med stuer en suite og alle moderne bekvemmeligheder som elektricitet, wc og bad. Typiske herskabslejligheder, ville man skrive i en moderne salgsannonce.

Men det var ikke byens herskabelige familier, der flyttede ind. De mennesker blev boende i Bredgadekvarteret, hvor de altid havde boet, hvis de ikke vovede det helt store spring og byggede villa i Ryvangen. Men helst blev man inde bag det gamle voldområde, og ved Søerne satte man den absolutte grænse for udflytningen.

Heller ikke typiske arbejderfamilier fra brokvartererne var det let at lokke over på den anden side af Langebro. Man følte sig utryg og alt for langt væk fra byen, og det tog derfor mange år, før Islands Brygge var udbygget.

Også industrivirksomhederne tøvede mere end godt var med at slå sig ned. Men efterhånden dukkede de op. Først tændstikfabrikken Gosch i 1908. Det var et gigantforetagende med eksport ud over hele kloden. Og to år senere meldte bryggens berømteste - og mest berygtede - virksomhed, Dansk Sojakagefabrik, sin ankomst.Siden hen gik det slag i slag, og den ene larmende fabrik lagde sig ved siden af den anden. Islands Brygge blev virkelig et københavnsk industrikvarter uden lige. Midt i 1900-tallet var der op mod et halvt hundrede skibsanløb i døgnet. I kajgaden svingede de hushøje kraner fra tidlig morgen tonsvis af kul og andre råvarer fra lastrummene i de osende dampere over i de ventende godsvogne. Her var en larm fra maskiner og drivremme, så ingen kunne få ørenlyd. Og her var en forurening af kulstøv, så man knap nok kunne trække vejret. Men her var først og fremmest arbejde til titusindvis af ledige hænder.

I mere end 25 år har Islands Brygge nu ligget hen som et næsten uddødt industriområde. De fleste virksomheder er lukket eller har fundet en mere hensigtsmæssig beliggenhed. De sidste skibe har for længst forladt inderhavnen. Arbejdspladserne er borte, men noget nyt er i gære. Folk, der har forstand på de dele, påstår, at Islands Brygge er i gang med at forvandle sig til et af hovedstadens mest fashionable kvarterer. Og hvor huslejen ligger hinsides almindelige menneskers begrebsverden.

Hvem kunne have forudset denne udvikling for det mest forblæste, det mest nedslidte og det mest uindbydende kvarter i byen?