Indiana Jones i atomkrigens skygge

Steven Spielberg og Harrison Fords nye Indiana Jones-film havde søndag premiere i ved filmfestivalen i Cannes. Og der er god grund til at spænde sikkerhedsbælterne, for der er ikke gået endnu gået knogleskørhed i Indy.

Foto: David James / Reuters

Lad os hellere få det sagt med det samme: Steven Spielbergs ”Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull” holder stort!

Den bevarer traditioner, ånd, gejst, hat og pisk fra 80ernes film, og smider et par nye vellykkede variationer ind i mikset. Fans og filmens producenter kan ånde lette op, og har ikke noget at skamme sig over. Når det så er sagt, er man også nødt til at have et par forbehold.

Men lad os først opsummere, hvad den fjerde Indy-film egentlig handler om, for manuskriptet var femten år undervejs, og er blevet holdt som en dybere hemmelighed end de mest forbudte mysterier nogen maya-præst kunne udtænke.

Filmens første akt kræver lidt hurtig omstilling. For det første er vi ikke længere i 1930erne, hvor Indiana Jones stadig kunne udforske store hvide pletter på verdenskortet, men i år 1957, dybt i den Kolde Krig, og Verden er på sin vis blevet et mindre sted. For eksempel myldrer den amerikanske ørken med uniformerede russiske soldater, der i denne ombæring erstatter nazisterne fra de forrige film, uden at de er et hår bedre eller snedigere af den grund.

I en flot iscenesat prolog, der udspilles på ground zero i Nevada-ørkenen i minutterne før en atomprøvesprængning, får vi at vide, at Indiana Jones (den gråsprængte Harrison Ford) udover at være professor i arkæologi, også har været agent for den amerikanske efterretningstjeneste.

Her præsenterer filmen det, som måske vil blive filmens ikoniske billede fremover: Indy der flygter fra sit hidtil mest imposante trussel – atompaddehatteskyen! Kort efter skal Spielberg demonstrere sit liberale sindelag, og lader professor Indy miste sit professorat på universitetet på grund af en intrige, der kunne have været udtænkt af den historiske kommunistjæger McCarthy.

Samtidig bliver ”jagtens” mål slået fast: både russere og amerikanere vil finde de såkaldte krystalkranier, idet det menes, at kranierne skænker sine ejermænd ufattelig styrke af en ukendt art. Alt dette forklares med en rigelig mængde pseudovidenskab, der godt kunne have været skåret en anelse, når nu hele filmen drejer sig om at få gang i den.

Det gamle land
Lige før vi tror, at vi havnet i en James Bond/X files film, er vi atter tilbage i old school-Indiana-land i den sydamerikanske jungle, hvor de gamle kort, inskriptioner og så videre og så videre, har fortalt os, at kranierne må være. At det tilfældigvis også er der, hvor den gamle eventyrtraver, guldlandet El Dorado, er placeret, skærper kun kraniejægernes interesse.

På dette tidspunkt er Indiana Jones allerede flere gange tørnet sammen med det ridebukseklædte, pageklippede og kortbærende medlem af Sovjets kommunistparti, Irina Spalko (spillet med intelligent ondskab af Cate Blanchett).

Han får også hjælp af yngre kræfter, den motorcykelkørende, springknivsjonglerende Mutt (Shia LaBeouf) , der har en påfaldende lighed med den ældre Jones. Hvordan det hænger sammen, afsløres først da Indy møder sin gamle flamme Marion (spillet af en smukt aldrende Karen Allen), men mon ikke de fleste publikummer har regnet den ud længe, før Indiana Jones selv gør det.

Rejsen til El Dorado foregår i vanligt Indiana Jones-tempo dvs med sømmet i bund, og i uafbrudt håndgemæng med kommunistiske lakajer. Et par af de sidstnævnte går deres undergang i møde på ganske underholdende, dvs grufulde måder, ikke mindst Spalkos næstkommanderende der bliver spist af røde myrer.

En anden pusterørs-skydende jungleskurk kommer af dage, da Ford sender giftpilen tilbaws i halsen på ham ved at puste i den modsatte ende, og dermed høster filmens største latterbølge.

I sidste akt eksploderer filmen ganske forudsigeligt i sammenbrasende templer, mens afsløringen af kraniernes hemmelighed selvsagt viser sig at være skæbnesvanger for de sidste overlevende blandt skurkene.

Voldsomt
Det er en af filmens styrker, at den ikke søger at skjule at Harrison Ford i dag er 66 år gammel. ”Hvor gammel er du?” spørger den kække unge Mutt Indy og tilføjer frækt: ”80?”, mens Indy selv i en af filmens få neddæmpede scener erkender, at han er nået ind i den alder ”hvor livet er holdt op med at give, og i stedet tager…”

Filmens overordnede design er voldsomt præget af CGI (computer generede effekter og billeder), og til tider kammer det ganske enkelt over med bevægelige mure og trapper, at man mister overblik og den følelse af virkelig fare, der var til stede i de gamle film.

Dette er dog minimale indvendinger mod en film, der ikke forsøger andet end at underholde med højest tænkelige volumen og tempo. Lad der bare blive lavet en femte Indy, og der behøver ikke at gå så længe, at Indy skal kæmpe mod irakerne næste gang.