Inden for murene

For fjerde år i træk indbyder Det Jødiske Samfund i Danmark til et sjældent indblik i jødisk kunst, kultur og identitet, når Det Jødiske Hus åbner porten til den fjerde Jødiske Kulturfestival.

Dan Rosenberg Asmussen foran Det Jødiske Hus bag synagogen i København. Til festivalen bliver gårdhaven fyldt med boder – og forhåbentlig godt vejr. Foto: David Leth Williams Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der har boet jøder i Danmark i flere end 400 år. I generationer har jøderne været en tæt integreret del af det danske samfund – som læger, ingeniører, erhvervsdrivende eller kunstnere – og de fleste af os har jødiske venner, kolleger eller naboer.

Alligevel har de færreste ikke-jødiske danskere et særligt indgående kendskab til jødisk kultur og identitet. Vi kender jødernes tusindårige lidelseshistorie og grusomhederne under Anden verdenskrigs jødeudryddelser. Men hvordan spejler historie og tradition sig i den jødiske hverdag og i jødisk kunst og kultur anno 2014?

Det og meget mere kan man opleve, når Det Jødiske Samfund i Danmark fra 2. juni og ni dage frem inviterer til den fjerde Jødiske Kulturfestival med flere end 50 forskellige aktiviteter – filmforevisninger, koncerter, teater, foredrag og debatter, udstillinger, byvandring, dans og spisning.Centrum for festivalen er Det Jødiske Hus i Krystalgade 12 – bag synagogen – som blev taget i brug i 2011.

»Tidligere lå her et gammelt og temmelig nedslidt plejehjem, og da det flyttede til mere moderne bygninger på Østerbro, fik vi mulighed for at opføre en ny bygning her, der kunne blive samlingssted for alle det jødiske samfunds aktiviteter, som tidligere har været spredt ud over byen. Og det var, da man skulle indvie det nye hus, at ideen opstod om en festival, netop for at understrege visionen om et hus for alle jødiske organisationer,« fortæller Dan Rosenberg Asmussen, nyvalgt formand Det Jødiske Samfund.

Egentlig skulle kulturfestivalen i 2011 blot have været en engangsbegivenhed. Men tilstrømningen oversteg alle forventninger, hvorfor man besluttede at gøre festivalen til en fast tilbagevendende tradition. Og interessen er bare vokset år for år.

»Sidste år var her flere end 3.000 gæster på fire dage,« siger Dan Rosenberg Asmussen, som håber på endnu flere gæster i år, hvor man har valgt at placere festivalen hen over grundlovsdag og pinsen, hvor mange mennesker har fri fra arbejde.

»Fra starten har det været meningen, at festivalen skulle være for alle interesserede, ikke kun for medlemmer af trossamfundet, alle er velkomne, og tidligere år har vi oplevet, at især til nogle af de musikalske arrangementer med store internationale navne er tæt på halvdelen af publikum kommet udefra,« siger han.

»I det daglige lever vi jo – ligesom alle andre jødiske institutioner i verden – under en række bøvlede sikkerhedsforanstaltninger, som godt kan gøre, at det jødiske samfund opfattes som indelukket. Derfor er det her en fin anledning til at åbne op og sige »Hey, vi er her altså inde bag døren, og vi vil gerne holde en fest«.«

Strid om ritualer

Danmark har gennem historien været et af de lande, hvor jøder har følt sig både velkomne og trygge.

I år er det 200 år siden, kong Frederik VI gav de danske jøder fulde borgerrettigheder, og vi har netop passeret 70 året for den enestående redning af næsten 7.500 jøder, der takket være danske modstandsfolk og fiskere undslap tyskernes udryddelseslejre og kom i sikkerhed i Sverige.

Begge begivenheder er blevet fejret med manér og med behørig taknemmelighed fra det jødiske samfunds side. Men 2014 har også budt på begivenheder, der vækker utryghed og bekymring blandt danske jøder, understreger Dan Rosenberg Asmussen – og det er også i det lys, kulturfestivalen skal ses.

»Vi er kede af og uforstående over for det forbud mod jødisk rituel slagtning, som fødevareministeren gennemførte i februar. Og vi er bekymrede over den tiltagende og meget hadske debat både i medierne og på de sociale medier om retten til at omskære jødiske drengebørn,« siger han.

»Lige fra den første store indvandring har det jødiske samfund altid lagt meget stor vægt på, at man lærer dansk og lader sig integrere på alle mulige måder. Og derfor har jødernes historie i Danmark jo været historien om en meget vellykket integration. Men netop disse to eksempler peger på, at der er en vigende forståelse for de ritualer, der knytter sig jødedommen og det at leve som jøde.«

»Vi har ikke noget skjule«

Ifølge Dan Rosenberg Asmussen får forbuddet mod rituel slagtning og debatten om omskæring allerede nu flere og flere jøder til at overveje, om det Danmark, de altid har været glade for at bo i, også på sigt er det rigtige sted at bo som jøde.

»Men vi vil jo gerne tale om tingene,« siger han. »Så i stedet for at lukke døren og sidde og være kede af det, åbner vi døren og byder indenfor. Vi har ikke noget at skjule. Vi står ved vore ritualer, og vi vil gerne have lov til at videreføre dem.«

Blandt kulturfestivalens highlights er flere sjældent viste historiske jødiske film, men også bl.a. den polske instruktør Pawel Pawlikowskis prisbelønnede film fra 2013, »Ida«, om en ung katolsk novice, der opdager, at hendes forældre var jøder, der blev slået ihjel af polske katolikker under Anden verdenskrig.

Interessant konfliktstof er der også i mødet med Israels stedfortrædende ambassadør i Norge, den kun 31-årige George Deek, der stammer fra en kristen-arabisk familie.

Tre generationer Koppel

Endelig byder festivalens musikprogram på en perlerække af spændende musikere, bl.a. Slovakiets første klezmerband, Pressburger Klezmer Band. Oboisten Henrik Chaim Goldschmidt spiller sammen med kolleger fra Det Kongelige Kapel sjældne mesterværker af klassiske jødiske komponister. Og far og søn, Anders og Benjamin Koppel, præsenterer sammen med pianisten Kenny Werner kompositioner fra tre generationer Koppel, der på hver deres måde bærer inspiration fra jødisk musik og historie.

»Hvis man kan tale om en særlig fællesnævner for jødisk kunst og kultur, finder jeg den især i musikken,« siger Dan Rosenberg Asmussen. »Jødisk musik rummer både melankolien og den betingelsesløse glæde. At man med afsæt i de prøvelser, det jødiske folk i tusinder af år har været underkastet, kan omsætte det til energi, glæde og styrke til at se fremad. De følelser er musikken en fantastisk katalysator for.«

Den 4. Jødiske Kulturfestival

varer fra 2.-10. juni.

Se hele programmet på jkfestival.dk