Indbrud på Museum Ovartaci: Flere store værker stjålet eller ødelagt

Ukendte gerningsmænd har henover weekenden stjålet og ødelagt flere værker på Museum Ovartaci i Risskov. Selvom værkerne formentlig ikke har stor økonomisk værdi, kalder direktør på Kunsthal Charlottenborg indbruddet »en kæmpe skandale« og fortæller, at kunstneren Ovartaci stadig er relevant i dag.

kultur
Selve navnet »Ovartaci« lyder måske flot og kunstner-agtigt. Men det er egentlig en omskrivning af det jyske ord »overtossi«, altså »overtossen«. Det var en titel, Ovartaci gav sig selv, fortæller Michael Thouber, direktør på Kunsthal Charlottenborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Museum Ovartaci

Museum Ovartaci i Risskov, Aarhus, har henover weekenden haft indbrud. Gerningsmændene har ødelagt flere uerstattelige værker og har blandt andet stjålet et stort, centralt værk af Ovartaci, der er tidligere patient på hospitalet. Gerningsmændene er stadig ukendte. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

»Det er en kæmpe skandale, at nogle af de centrale værker er blevet stjålet eller ødelagt. Det er virkelig et stort tab,« siger Michael Thouber, der er direktør for Kunsthal Charlottenborg i Købehavn.

Museum Ovartaci er opkaldt efter kunstneren Louis Marcussen, kendt under aliasset Ovartaci. Han boede på Risskovs psykiatriske hospital i 56 år fra 1929 til sin død i 1985. Michael Thouber mener, at Ovartacis værker stadig er relevante, selvom hun døde for mere end 30 år siden.

»Ovartaci skar sit lem af i et sløjdværksted under sit psykiatriske ophold og er kendt for sine værker, der blandt andet giver perspektiver til den nuværende køns- og identitetsdebat,« siger han.

Diskussionen om, hvorvidt Ovartaci, der blev født som mand, betragtede sig selv som mand eller kvinde, kører stadig. Derfor er hun også en interessant figur nu pga. kønsdebatten både i kunstmiljøet og udenfor kunstmiljøet. Kunsthal Charlottenborg havde sidste år den måske største udstilling af hendes værker udenfor selve Museum Ovartaci nogensinde.

»Ovartacis værker har enormt stor værdi. En lang række kunstnere har engageret sig i Museum Ovartaci og deres samling af Ovartaci-værker, og det er der jo en grund til,« siger Michael Thouber, direktør på Kunsthal Charlottenborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Kragh/Ritzau Scanpix.

»Jeg oplevede at have den tidligere direktør fra Aros, Jens Erik Sørensen, på besøg under vores Ovartaci-udstilling på Charlottenborg. Han fortalte mig, at han selvfølgelig kendte til Museum Ovartaci, og han syntes, det var en fin historie med den mand eller kvinde, som havde været indlagt i årtier og lavet så mange værker uden at være en del af kunstmiljøet. Men han havde aldrig besøgt museet, da han ikke regnede med, at den kunstneriske kvalitet ville være høj. Da han så udstillingen på Charlottenborg, var hans hoved ved at eksplodere, og han sagde: »Det er jo på højde med Tal R!««

Michael Thouber fortæller, at episoden med Jens Erik Sørensen vidner om, at det ikke bare er en interessant historie om en mand eller kvinde, der har været indlagt på et psykiatrisk hospital og lavet kunst, men som ikke havde nogen kunstnerisk værdi i sig selv.

»Ovartacis værker har enormt stor værdi. En lang række kunstnere har engageret sig i Museum Ovartaci og deres samling af Ovartaci-værker, og det er der jo en grund til,« siger han.

Stadig relevant, stadig stor kvalitet

Ovartacis værker har formentlig ikke stor økonomisk værdi. De har aldrig været i udbud, men har udelukkende været udstillet på museet eller hjemme hos private mennesker, som har en tilknytning til hospitalet. Alle de ting, som skal til for at give kunst markedsværdi, har Ovartaci ikke været udsat for.

Men selvom værkerne ikke har stor økonomisk værdi, er samlingen fuldstændig unik. Omfanget er stort og har en høj kunstnerisk kvalitet, forklarer Michael Thouber.

»Samlingen er ualmindeligt væsentlig. Ovartacis værker er smukke og interessante i sig selv, og så er samlingen samtidig et af de bedste eksempler i Europa på kunst, der er lavet udenfor de akademiske, kunstneriske kredse. Samlingen giver indblik i at stå udenfor og komme et andet sted fra. Inspirationen kom ikke fra en karriere på kunstskoler, gallerier og museer, men fra et sted udenfor det kunstneriske miljø.«

Michael Thouber fortæller, at den første kunstner, der opdagede Ovartaci, var Asger Jorn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Museum Ovartaci.

Der er en retning i kunstverdenen, hvor man prøver at se på kunstnere, der kommer fra andre steder end det kunstneriske miljø. Det betyder kunstnere, der ikke har modtaget uddannelse og/eller har været udstillet på gallerier.

»Det interessante ved Ovartaci er også , at hun har tilvejebragt sine værker på en helt anden institution end kunstinstitutionen, nemlig den psykiatriske,« siger Michael Thouber og påpeger, at der naturligvis også er andre dygtige kunstnere udstillet på Ovartaci-museet, men hendes værker har den største kunstneriske kvalitet.

Da Asger Jorn mødte Ovartaci

Michael Thouber fortæller, at den første kunstner, der opdagede Ovartaci, var Asger Jorn. Han sørgede for, at Ovartaci blev udstillet på Louisiana i 70’erne. Da Jorn møder Ovartaci og ser hendes værker, siger han »Kom med mig til Paris! Jeg kan gøre dig til millionær på en dag«

Det afslog Ovartaci. Hun havde det fint og havde ikke brug for berømmelse og rigdom. Det var ikke hendes drivkraft. Hun havde det godt med at bo på hospitalet. Der blev lavet mad og vasket tøj, og så kunne hun koncentrere sig om sin kunst.

Værkerne er produceret på det psykiatriske hospital i Risskov, og har stort set ikke været udstillet andre steder end der. Selve navnet »Ovartaci« lyder måske flot og kunstner-agtigt. Men det er egentlig en omskrivning af det jyske ord »overtossi«, altså »overtossen«. Det var en titel, Ovartaci gav sig selv. Hun boede på det psykiatriske hospital så længe, og var jo »overtossen«.

En del af Ovartacis figurer er androgyne, og nogle nærmest dyrelignende. Hun lavede også en række dukker og skulpturer, som hun cyklede rundt med og kaldte veninder. Der er altså hele tiden et spil med køn og identitet i Ovartacis kunst.

“Ovartaci havde et andet sind end andre. For eksempel har hun sagt i en dokumentar, at hun har været en fugl i 10 år. Fugle og andre dyr fylder også meget i kunsten, så hendes sindslidelse trækker hun også på i sin kunst, der lukker op for nogle andre rum.”