»Ind til noget grundlæggende«

Når man rejser ud, møder man ikke kun andre mennesker, man møder også sig selv, siger MORTEN RAMSLAND. Her fortæller forfatteren om sin kroniske eventyrlyst, om hellige køer med fem ben, og om at blive ramt af den tredje verdens elendighed.

Jeg har en stor trang til at komme ud og mærke verden. Sådan har det været, lige så længe jeg kan huske. Mine forældre var fritidsdykkere, og som barn blev min bror og jeg slæbt rundt på dykkerferier overalt i Europa. I det gamle Jugoslavien mødte vi engang to dykkere, som fortalte om dykkerture i dybe søer i Afrika, og når jeg lå i teltet om aftenen, fantaserede jeg om, hvordan verden mon så ud. Jeg havde en klar forestilling om, at den var kæmpestor, og at det interessante lå et andet sted end der, hvor jeg var.

For mig har det at rejse altid handlet om at tage på eventyr. Det er en drift i mig, som er meget grundlæggende. Ikke noget konstant behov, men det dukker op med jævne mellemrum. Når man rejser ud, møder man ikke bare andre mennesker, man møder også sig selv. Undervejs kan man blive afklaret omkring vigtige spørgsmål i sit liv, som man ikke kendte svarene på, inden man tog af sted.

Da jeg i sin tid blev færdig på universitetet, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle med mit liv. Skulle jeg satse på at være forfatter, eller skulle jeg droppe drømmen og tage et almindeligt job ligesom alle andre? På det tidspunkt havde jeg skrevet min første roman. Anmelderne var ikke specielt begejstrede, og det var min kæreste egentlig heller ikke, så jeg overvejede seriøst at stoppe. Men på en strand i Indien, mens jeg sad og læste Salman Rushdies »Midnatsbørn«, fik jeg pludselig et meget klart billede af, at jeg skulle skrive en ny roman, når jeg kom tilbage. En stærk følelse af, at jeg selvfølgelig skulle være forfatter. Pludselig kunne jeg mærke, at det var det, jeg brændte for. Sådan er det med de store rejser. Når man skærer hverdagen og alle dens rutiner fra i længere tid, kommer man ind til noget meget grundlæggende i sig selv. Man får et klarere billede af, hvad man vil med sit liv.

Når man rejser ud, bliver ens opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, udfordret. I Indien mødte jeg engang en hellig mand, som sad sammen med en ko, der havde fem ben. I Danmark ville man have slået det stakkels vanskabte kræ ihjel, men her var den ekstra hellig, fordi den ikke var som alle de andre hellige køer. Den havde jo et ekstra ben. På samme tur var jeg på restaurant, og halvvejs inde i måltidet opdagede jeg, at der rendte rotter rundt langs væggene, men da jeg fortalte det til tjeneren, så han bare på mig og sagde, at det vidste han godt. Herhjemme dyrker vi billedet af det pæne, men i Indien er det grimme en del af hverdagen. Det kan være en farverig og helt fantastisk oplevelse, men ogsåækel og meget ubehagelig.

Jeg har rejst meget i lande i den tredje verden, og her kan man ikke undgå mødet med ekstrem fattigdom og undertrykkelse. Den slags ryster en og skubber til ens idé om, hvad der virkelig betyder noget her i livet. I den vestlige verden skrues man ofte ind i en forestilling om, at ens køkken skal være nyt for at være rart at sidde i, at man skal udskifte sin bil hvert femte år, og at man ikke kan have et badeværelse uden varme i gulvet. Den slags bekymringer har folk ikke ret mange steder i verden. I Nairobi landede jeg for eksempel engang tilfældigt i en gade, der var fuld af krøblinge, spedalske og andre vanskabninger. I Afrika udstilles elendigheden, og man ser udsultede og opsvulmede mennesker, der vandrer omkring i gaderne og tigger for at overleve. Det er et meget ubehageligt møde, men samtidig er det et møde med virkeligheden, som den er.

Den slags oplevelse sætter sig i en. Pludselig føler man sig meget privilegeret, og man fristes til at sige, at der ikke er nogen problemer herhjemme, som er værd at beskæftige sig med. De er jo ingenting sammenlignet med de ting, folk slås med i Afrika, tænker man. I nogle øjeblikke føler man, at man er forandret for altid, men ens tankegang ændrer sig hurtigt, når først man er hjemme i Danmark. Irritationen over køen i Netto eller angsten for ikke at lykkes med sin karriere vender lynhurtigt tilbage, og det er der vel ikke noget at sige til. Man er jo nødt til at forholde sig til den virkelighed, man selv lever i. Men forhåbentlig kan rejseoplevelser være med til at sætte ens hverdagsproblemer i perspektiv og give et skarpere blik for, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er.

Jeg har mødt mange mennesker, som har boet i udlandet i længere perioder af deres liv, men det behov har jeg aldrig haft. Jeg har altid følt, at jeg hørte til i Danmark både sprogligt og socialt og der vil være alt for store følelsesmæssige omkostninger ved at slå sig ned i udlandet. Jeg har altid rejst ud for at vende hjem, aldrig for at blive ude. Når man kommer tilbage fra en lang rejse, føler man, at man er herre over sit eget liv. At alt kan lade sig gøre. Til daglig kan man godt glemme, hvor stor indflydelse man selv har på, hvordan ens tilværelse former sig. Men det opdager man, når man rejser ud, fordi man rystes ud af vanetænkningen og får nye vinkler på sit liv. Det er sundt for alle mennesker.

Efter, at jeg er blevet far, er der helt naturligt blevet færre lange rejser i mit liv. Nu står den også på charterferier med ungerne, og det er selvfølgelig en helt anden oplevelse. Mere komfortabel og meget mere afslappende. Første gang vi var af sted, gik turen til Mallorca, og jeg tænkte, at nu var jeg blevet ligesom mine forældre. Men det er noget vrøvl. En charterferie kan sagtens være en stor oplevelse. Fordi alt er så let og ukompliceret, får man overskud og plads til at nyde hinanden på en anden måde.

Min kæreste og jeg har også prøvet at rejse langt væk med børnene. Da vores yngste var ti måneder og den ældste var tre år, var vi på Cuba. Jeg tror ikke, at Cuba er specielt svær at rejse i som voksen, men når man rejser med små børn, er det noget af en prøvelse. Cuba lider af alle kommunismens følgesygdomme, og det var en daglig udfordring at fat på noget at spise. Som voksen ved man godt, at der nok skal dukke noget op på et eller andet tidspunkt, men børn kan slet ikke udsætte deres behov på samme måde, så der var en del brokken undervejs. Og når det så endelig lykkedes at få mad på bordet, kunne de ikke lide den.

De første 14 dage var ren undtagelsestilstand. Alt handlede om at få stillet børnenes sult, og når de endelig faldt i søvn om aftenen, sad min kæreste og jeg bare og stirrede tomt ud i luften. Fuldstændig færdige. Men jeg har aldrig fortrudt, at vi tog af sted, og når jeg i dag kigger tilbage på turen, synes jeg, at vores familie fik meget ud af at være af sted.Det er en gave at få lov til at være intenst sammen i længere tid. Undervejs kan det selvfølgelig godt nogle gange være svært at se fornuften i projektet, men når man kommer hjem, vokser turen og får en anden og større betydning. Lidt ligesom når man har set en god film og mærker, hvordan den bliver ved med at vokse i én længe efter, at man har forladt biografen.«