Ind i Voice-O-Graphen

Neil Youngs excentriske side står frem på »A Letter Home«, hvor covere af Phil Ochs, Bruce Springsteen og andre er indspillet i en lydkasse fra 1947.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det ligner et paradoks: Tidligere i år lancerede Neil Young sit længe ventede afspilningssystem, Pono, som et led i kampen mod dårlig lyd på nettet og i høretelefoner. Men hans nye album er optaget i en Voice-O-Graph – et telefonbokslignende ministudie fra 1940erne, hvor optagelserne får en slingrende, dåseagtig lyd.

Skulle det ikke allerede været gået op for dine ører, må det nu stå klart, at Neil Young er en excentriker. Men han er også en sanger og sangskriver, der – tilsyneladende efter forgodtbefindende – kan lade sange med strøm eller inderlighed som ingen anden på denne klode.

På det nye album, »A Letter Home«, der er optaget i Jack Whites Voice-O-Graph, er han i det akustiske hjørne. Det ville også være svært at få hele Crazy Horse med ind i kassen. Her er han i hvert fald alene med sin stemme, guitar, tangenter og mundharmonika samt en samling sange. Nogle er allerede fortolket flittigt af andre – som Bob Dylans »Girl From The North Country« eller Willie Nelsons »Crazy« – mens de fleste vel sjældent høres i dag. Blandt andre Phil Ochs’ »Changes«, Gordon Lightfoots »If You Could Read My Mind« og Bert Janschs »Needle Of Death«, der i sin tid inspirerede Young til at skrive »Needle And The Damage Done«.

Kuriøst og patineret

Undervejs siger Young i en (fingeret?) telefonsamtale med sin mor, at han har opdaget alle de sange, han hørte som ung. Og et coveralbum har vel aldrig før lydt lige så medtaget, eller endda mere medtaget, end originalerne. Tag bare Bruce Springsteens »My Hometown«, der i den oprindelige udgave gives med rumklang på vokalen, keyboards und so weiter. Med Young i Voice-O-Graphen er vellyden og det udbyggede arrangement skrabet væk, og tilbage står kun ordene, en susen og den gode melodi.

Det fungerer på sin egen kuriøse måde. Brillant er det ikke, ligesom hele projektet har noget gimmick og autenticitets-leg over sig. Men Young er Young og i stand til at give sin vision en vis mening og en del patineret charme. Det kan man så vælge at lytte til i dårlige høretelefoner. Eller på super-hifi-systemet Pono.

Hvem: Neil Young.

Hvad: »A Letter Home«, Reprise/Warner.